Ord der (be)drager

Det politiske liv oversvømmes af slogans, som enten er formuleret så åbne, at de næsten er tømt for indhold eller er plusord, som ingen kan sige nej til. Der er ikke længere sammenhæng mellem mål og midler. Derfor kan ordene betyde alt og ingenting.

Frit valg – frem for social tryghed for alle

Et af VK-regeringens slogans er ”Frit valg”. Begrebet leder tanken hen på, at borgerne kan opnå samme frihed i forhold til offentlige ydelser, som de oplever i supermarkedet. Hvis de ikke er tilfredse med den ene vare, kan de blot vælge en anden. I det liberale univers udgør det den højeste form for frihed og indflydelse. Man skal heller ikke tage hensyn til, hvad andre vil have.

I virkelighedens verden har de fleste almindelige lønmodtagere dog kun begrænset købekraft og lige så begrænset valgfrihed og – hvad værre er – endnu mere begrænset indflydelse. Hvis ikke ville vi alle nok køre i Mercedes og bo i rummelige boliger. Det gør vi som bekendt ikke.

Overfører man denne situation til det offentlige, indebærer det, at borgerne skal se bort fra fælles løsninger på eksempelvis sygehus-, hjemmehjælps- og daginstitutionsområdet. Princippet er, at den enkelte skal have det, der lige netop passer ham. Og kan han ikke få det, skal det forefindes et andet sted, eller han skal kunne købe sig til det ved ”tilkøbsydelser”. På den måde kan fritvalgssystemet tilnærmes det rigtige marked.

En anden løsning kunne være at lade pengene følge borgerne – en ren "bestillerudførermodel" på borgerniveau, hvor den enkelte modtager et grundbeløb og selv må betale ekstra for at få det virkelig attraktive. Sådan foregår det jo ude på markedet. Ikke noget charmerende billede, men ikke desto mindre er det konsekvenserne og den egentlige målsætning bag hele fritvalgstanken.

Det lokale selvstyre sættes reelt ud af kraft. Borgerne får ikke indflydelse på, hvad der skal kunne vælges frit imellem, men kun retten til at vælge frit i forhold til pengepungens størrelse. Endvidere vil vi blive vidne til en supermarkedsmentalitet i det offentlige system, mellem systemet og den enkelte borger og mellem borgerne indbyrdes. De enkelte offentlige institutioner vil undgå at få for store problemer og skumme fløden. De vil betragte borgeren som en forbruger og ikke som en borger, de står i et ansvarsforhold til. Og sidst, men ikke mindst: For den enkelte borger gælder det om at overleve, uanset om det går ud over andre.

For eksempel ved at tegne forsikringer, så man kommer først i køen til en hospitalsbehandling. Hvis tilstrækkeligt mange gør det, kan det indebære, at der må flyttes ressourcer fra udgiftstunge områder over til områder med stor efterspørgsel – for eksempel fra medicinske afdelinger på sygehusene til de kirurgiske. Eller at skoler eller børnehaver ikke vil have problembørn, fordi de så bliver mindre attraktive og tilmed får større udgifter. 

Det er vel fritvalg-tankens egentlige kerne. Men det siges ikke højt, for så ville det stå lysende klart, at det var nat med den lige adgang til de forskellige offentlige ydelser og dermed den grundlæggende sociale tryghed.

Noget for noget – frem for solidaritet

Samme problematik gælder VK-regeringens snak om ”Noget for noget”, som frit kan oversættes til "øje for øje" eller "den, der har meget, skal meget gives". Eller mere moderne: Vi er alle agenter på et marked, hvor du ikke får mere, end du betaler for eller gør dig fortjent til. De, der gør en ekstra indsats, belønnes. For eksempel kan dem, der bliver længere på arbejdsmarkedet, få en højere pension. Men hvem er det? Det er dem i de bedste job, hvorimod de, der er slidt ned i dårlige job, skal straffes. Eller de, der investerer på kapitalmarkedet, skal belønnes, hvorimod de, der ikke gør alt, hvad de overhovedet kan, for at få et arbejde, skal have deres understøttelse beskåret. Med andre ord skal borgerne vænnes fra mange årtiers almindelig solidarisk tænkning og fremover udelukkende motiveres af belønningen – og se skævt til dem, der ikke kan følge med eller ikke har været så heldige. Det hedder på almindeligt dansk intolerance. Skulle en sådan tankegang slå rod, vil det være et tilbageslag for de brede lønmodtagergrupper. For over 130 år siden fandt de nemlig ud af, at noget for noget (dengang var det også populært) kun betød, at de kæmpede med hinanden, mens de privilegerede gik fri. Derfor skrottede de denne tankegang, dannede fagforeninger og indførte solidaritetsprincippet i deres organisationer – og krævede, at velfærdsstaten blev organiseret efter de samme principper. Det er dem VK-regeringen vil til livs. Før kan der nemlig ikke for alvor tjenes penge på borgernes grundlæggende utryghed, og indtil da vil fagbevægelsen stadig besidde en vis modstandskraft.

Skattestop og snævert økonomisk råderum – som om der ikke var alternativer

Når VK-regeringen har så stor succes med sit slogan om skattestop, skyldes det, at de fleste almindelige lønmodtagere oplever et højt skattetryk. Regeringen taler ikke højt om årsagen: At store dele af erhvervslivet, finanssektoren og den rigeste fjerdedel af befolkningen betaler meget lidt i skat. Hvis man hævede skatten på disse områder, kunne man både forbedre den offentlige service og sænke skatten for de brede lønmodtagergrupper. Det vil sige skattesænkning for de mange og skattestigning for de få. Men da den tanke efterhånden slet ikke kan tænkes, er det jo også indlysende, at der ikke er noget alternativ til det snævre økonomiske råderum. Elegant opstilles der både af regeringen og af kommunalbestyrelserne regnskaber, der viser, at inden for de givne rammer (skattestoppet) er der ikke råd til mere. Derfor må der omprioriteres.

• Men hvis nu de multinationale selskaber eksempelvis betalte 15 mia. kr. mere i skat om året, ville det økonomiske råderum så ikke blive udvidet?

• Hvis nu arbejdsmiljøet blev kraftigt forbedret, så folk blev mindre slidte og mindre syge, ville det økonomiske råderum så ikke kunne øges med flere mia. kr.?

• Hvis nu der vitterligt var plads til seniorerne på arbejdsmarkedet, ville det så ikke øge det økonomiske råderum?

• Hvis nu det offentlige ikke skulle rydde op på giftgrunde og ikke yde flere mia. kr. i støtte til industrien og landbruget, ville det så ikke give et større økonomisk råderum inden for det offentlige? Jo – selvfølgelig. Det er blot ikke meningen, at vi skal tænke sådan. Trygge borgere i et solidarisk samfund med mange gode offentlige ydelser og et godt fritidsliv er mindre gode forbrugere.