Portræt af en politisk leder

Samfundskrisen er ikke længere en påstand, men den barske virkelighed. Årsagen hertil kan ikke længere forklares med ”udefra kommende omstændigheder”, såsom stigning og fald i dollarkursen. Statsministerens forstillede smil, udenrigsministers ansigt – fotograferet nedefra – taler sit eget sprog. Samfundskrisen kan mere end nogensinde sidestilles med en voksende lederkrise.

Alle husker forhenværende statsminister Poul Hartling (Venstre). Det var ham, der med stor beklagelse først i halvfjerdserne for åben TV skærm proklamerede, at landets økonomiske krise kun kunne løses ved at få mellem 100.000 og 150.000 arbejdsløse. I dag hvor der er over 300.000 arbejdsløse, vil det være lige til Sct. Hans, hvis nogen vil påstå, at denne medicin har hjulpet. Næh, da Vorherres mand på tinge indså, at det kun blev værre og værre, forsvandt selv samme person ud i den store verden. Underligt nok skulle han der virke som redningsmand for de sultende og arbejdsløse.  Om det var i fuld erkendelse af, at han ikke evnede opgaven i lille Danmark, eller tanken om en skattefri årsløn på 700.000 kr. oveni pensionen, melder historien intet om, enhver kan jo tænke sit. Er dette eksempel ikke skræmmende nok, så tænk på hans lærling hr. Henning Christoffersen.

Desværre er de to ovennævnte ”politikere” ikke kun enkelttilfælde, men sandsynligvis gode eksempler på prototypen af danske politiske ledere i dag. At befolkningen finder sig i tidens udvikling kan umiddelbart virke uforståeligt, men hvis vi ser lidt nærmere på de mekanismer, som råder i de politiske partier, er det ikke så svært at drage konklusioner, om hvorfor vi belemres med mere eller mindre duelige politiske ledere.

Officielt hedder det , at vi selv vælger dem: Og her passer det gamle mundheld: folket har de ledere, folket fortjener. Virkeligheden er nemlig, at ca. 3% af den voksne befolkning er medlemmer af et politisk parti, og kun 1% af dem møder op på opstillingsmøderne, når der skal vælges kandidater. Her begynder man naturligvis med at pege på den dygtigste som spidskandidat. Uheldigvis er det i 90% af tilfældene en dårlig forretning for ”den bedste”, idet han eller hun oftest  sidder i et 300- 500.0000 kroners job i det private erhvervsliv. Kandidaten afviser derfor at lade sig opstille. Det samme gentager sig med den næstbedste. Men ved den tredje bedste har vi endelig en kandidat, som i forvejen ikke er noget, men som lider af en ubændig trang til at blive et kendt ansigt. Hans løn ligger et godt stykke under en folketingsgage. Kandidaten har med andre ord alt at vinde og intet at tabe. Han kan nu få opfyldt sit behov for at blive noget. Hans status på det lønmæssige område får en tand opad. Drømmen om parcelhus på landet, lejlighed i byen, ny bil, gæld og store fradrag på selvangivelsen er nu inden for rækkevidde. Så gør det ikke så meget, at han/hun til gengæld ikke har et klap begreb om politik. Er han først kandidat og øverst på listen i det ”rigtige” parti, skal ivrige interesseorganisationer og kapitalstærke grupper uden for Folketinget nok forstå at hjælpe ham.

På denne måde har et ”demokratisk politisk valgsystem” bestående af 1% af den samlede voksne befolkning gjort det muligt, at vi/folket kan vælge en tredjerangs politiker totalt blottet for visioner og idealisme.  

LAD OS HUSKE DET NÆSTE GANG VI SKAL UD I VALGKAMP OG STÅR ANSIGT TIL ANSIGT MED LEVEBRØDSPOLITIKEREN OG HANS VÆLGERE.