|
Monopolernes EF Licitationspligt for offentlige anlægsarbejder vil føre til lukning af de små danske byggevirksomheder - og arbejdsløshed Deportation
af bygningsarbejdere vil blive hverdag i EF., og alene af den grund bør
svaret på stemmesedlen den 2. oktober være et klart nej til monopolernes
europæiske fællesskab EFs ministerråd besluttede den 26. juli 1971 at alle offentlige anlægsarbejder til over 7,5 mill. kr. skal udbydes til licitation i alle EF-lande. Arbejderne skal udliciteres efter rent økonomiske kriterier. Et udvalg under kommissionen skal kontrollere, at der ikke sker forskelsbehandling af de forskellige landes virksomheder. I 1970 brugte EF-landene 200 milliarder kr. til offentlige anlægsarbejder. Slut med korruption? Det lyder jo umiddelbart godt. Nu er det slut med, at Nr. Væmmelse kommune kan lade den lokale entreprenør bygge den nye skole, bare fordi han er fætter til borgmesteren. Den billigste tilbudsgiver skal normalt have arbejdet, uanset om han er fra Rom eller Nr. Væmmelse. Alt ser jo således rosenrødt ud. Men der jo også negative sider af sagen. For
nogle år siden diskuterede nogle partier i Københavns kommune at oprette
en kommunal domineret fabrik for byggeelementer. Den manglende
byggeplanlægning og afskrivningsreglerne gjorde det naturligt for de
private virksomheder at sætte priserne så højt, at maskinerne blev
afskrevet på 3 år. En offentlig domineret fabrik kunne sælge uden
profit og afskrive over 10 år. På den måde kunne boligbyggeriet gøres
billigere. Men betingelserne måtte være, at kommunen bandt sig til at
aftage fabrikkens produkter 10 år frem i tiden. Den går ikke i EF Planen kunne være gennemført, men i EF bliver det umuligt, når alle større byggearbejder skal udbydes i offentlig licitation. EF forhindre herved i realiteten, at kommunerne, amterne eller staten opretter deres egne fabrikker eller byggeafdelinger. En byggeafdeling i Århus kommune kan kun eksistere, hvis den har eneret på at udføre sit større kommunale byggeri. Her er altså endnu et eksempel på, at EF ikke formelt forbyder nationaliseringer, men derimod i praksis forhindre dem. Byggeriet - ikke mindst elementbyggeriet - er i en række lande domineret i stigende grad af monopoler. Det gælder også Danmark. Statslige og kommunale byggevirksomheder kunne true disse monopoler. Det forhindre altså ministerrådet, hvorved monopolerne beskyttes med stigende profitter og priser som sandsynligt resultat på længere sig. Licitationsbestemmelserne giver de stærkeste virksomheder større spillerum på tværs af grænserne. Det vil gå ud over de mindre virksomheder, som jo ikke kan bygge skoler i Holland, plejehjem i Frankrig, motorvej i Italien eller rådhus i Ballerup på en gang. Det er sandsynligt, at tusinde mindre byggevirksomheder vil gå nedenom og hjem på grund af beslutningen. Da disse virksomheder i forhold til f.eks. den elektroniske industri er godt spredt over hele landet, og da det er de svageste, der er placeret i egnsudviklingsområderne, vil det være disse områder der først bliver ramt af virksomhedslukninger. Den i forvejen uhyggeligt store arbejdsløshed vil så vokse. Mere konkret. Hvis arbejdsløsheden er stor på Bornholm eller omkring Thisted, kan de lokale kommuner eller amter afhjælpe lidt ved at lade lokale firmaer gennemføre deres byggeri, også selv om deres tilbud er en anelse dyrere end udenlandske eller københavnske tilbud. Efter ministerrådets beslutning er det ikke længere muligt i EF. Udover at styrke monopolerne og måske presse priserne op på langt sigt kan beslutningen altså også være med til at forværre egnsudviklingsproblemerne, og den vil flytte endnu en bid af magten fra kommunerne, amterne og staten over til kommissionen i Bruxelles I beslutningen hedder det, at udliciteringen skal ske efter rent økonomiske kriterier. Det kan betyde, at offentlige myndigheders ret til at vælge et bedre og dyrere projekt frem for et ringere og billigere beskæres. Set fra arbejderside har beslutningen andre alvorlige sider. Koncentrationen på færre store, internationalt arbejdende firmaer vil i sig selv medføre, at arbejderne hvis virksomhederne ønsker det, og hvis de vil beholde deres arbejde, kan blive nødt til den ene måned at arbejde i Danmark, den næste i Tyskland og den tredje i Belgien. Deportation af arbejdskraft ud over danske grænser vil høre til bygningsarbejdernes hverdag. Virksomhedslukningerne og den deraf følgende arbejdsløshed i byggefagene uden for bycentrene vil gøre det lettere for de tilbageværende store firmaer at trykke lønnen. En del bygningsarbejdere vil antagelig p.g.a. flakkeriet søge over i andre erhverv. Af denne grund og i en periode med hård priskonkurrence (indtil de små er slagtet og monopoliseringen videreført) vil de store firmaer konkurrere på fremmedarbejdere, der er villige til at arbejde billigt og lade sig koste rundt med. Der er over 5 mill. fremmedarbejdere i EF, hundredtusinder bor i elendige træ - og blikskure. I regeringens pjecer om EF står der uden forbehold at danske arbejdere ikke kan tvinges til at tage arbejde i udlandet under trussel om at miste understøttelsen. Nej, sådanne paragraffer findes ikke i dag. For nogle år siden kunne man heller ikke tvinge en jysk typograf til at tage arbejde på Sjælland. Det kan man i dag efter loven om offentlig arbejdsformidling. Morale: stol ikke på paragrafferne For Venstresocialisternes EF-udvalg i Ballerup Mogens Weile
Artikelarkivet - tilbage til forsiden - VS/hitlisten 1971 - VS/bulletin 1973
|
