LOVEN DER FORSVANDT

(fra 1971)

Baggrunden for forslaget til en ny levnedsmiddellov var ifølge socialdemokraterne den kendsgerning, at levnedsmiddelindustrien i stigende grad overtager forbrugernes forsyning med levnedsmidler. Sandt nok har denne udvikling skabt store vanskeligheder for forbrugerne, som forslagsstillerne siger: den moderne udvikling med færdigpakkede varer gør en bedre forbrugervejledning nødvendig. Forbrugerne har krav på oplysning, ikke blot om vægt eller volumen, men også om varernes sammensætning, holdbarhed og næringsværdi m.v.

Tilsætningsstoffer er blevet stadig mere udbredt inden for levnedsmiddelindustrien, og der savnes klare forskrifter for, hvilke stoffer der kan tillades, og i hvilke mængder. Dertil kommer at den nugældende lov indeholder et virvar af bestemmelser for hele levnedsmiddelområdet, hvilket betyder dårligere vejledning for industrien og betydelige unødvendige udgifter. Bl.a. herfor ønsker Socialdemokratiet en ny effektiv og central ledet administration af loven, hvad der absolut er hårdt tiltrængt.

Som forbrugere må vi hilse sådan et lovforslag med glæde, der er virkelig tale om et behov for en fornyelse. Desværre blev socialdemokraternes lovforslag nedstemt af VKR i maj måned. De øvrige partier stemte for.

Forbrugerne kan nu sidde tilbage og ærgre sig en del, ikke mindst fordi forslaget blev nedstemt, men også fordi en ny levnedsmiddellov ikke blev en realitet da Socialdemokratiet havde regeringsmagten. Loven kunne dengang med støtte fra SF og VS have fået det nødvendige flertal. Bedre held næste gang.

Når der er noget der er godt, er der i reglen også noget der er mindre godt. Det mindre gode i denne forbindelse er enkelte afsnit i lovforslaget, hvori der bl.a. foreslås: faste normer for krav til lokaler, hvor levnedsmidler fremstilles, behandles, lagres og sælges. Faste normer for personlig hygiejne omfattende alle der er beskæftiget med levnedsmidler.

Disse afsnit kommer ind under almindelige forureningsbekæmpende bestræbelser, hvad der selvfølgelig er godt for den fortsatte folkesundhed, men det hjælper så lidt.

I de senere år har central Europas industrier tilsvinet luften og de ydre luftlag med svovldioxid i en sådan størrelsesorden, at det har påvirket regnvandets PH værdi. – Altså en forskydning i den naturlige balance, der på længere sigt vil gøre ubodelig skade på vegetationen. Hvad nytter det så med faste krav til lokaler, hvor levnedsmidler fremstilles. Hvad hjælper det at vedtage normer for godkendelse af farvestoffer, konserveringsmidler og smagsstoffer i madvarer, når de vegetabilske råstoffer allerede før videreforarbejdning er til fare for menneskets fortsatte eksistens. Og når vi nu kender forureningsproblemet i Østersøen. Hvad hjælper så faste normer for personlig hygiejne omfattende alle der er beskæftigede med levnedsmidler. En fisk bliver ikke mindre giftig af at fiskehandleren vasker hænder.

NEJ! FORURENINGSPROBLEMET MED MADVARER ER LANGT ALVORLIGERE.

Link: TV kokken: Claus Meyer

Tilbage til artikelarkivets Index