Arbejdsløs

Af Mogens Weile

Siden 1984 har markedsøkonomien ændret vort sprog. Go’e gamle ord, som magt, kapitalister, arbejdere, klassekamp og profit er gjort til fyord, og ændret til borgerindflydelse, indehavere, indkomstmodtagere, samarbejdspartnere og indtjeningsevne.

Positive og svære ord, som i arbejdsmarkedssammenhæng har til formål, at dække over og nedtone den jævne danskers barske hverdag, at gøre det begribeligt at alle vores gamle fantasier om socialisme er og var en fiktion.

I dag er vi alle aktionærer og jordbesiddere. Alle er vi gjort til medarbejdere. Man har i bogstavelig forstand og med andre ord afskaffet arbejderen og klassekampen. Ud fra devisen behersker du sproget har du magten.

For forståelsens skyld, er alle fyord i det efterfølgende derfor erstattet med nysproglige formuleringer.

Arbejdskraftreserver

En kendsgerning er det, at arbejdsløshed er livsnødvendig for de ca. ti procent af Danmarks indbyggere, der besmykker sig med titlen virksomhedsejere, og uden det lukrative økonomisystem for tjenesteydelser og vareproduktion som ejerne benytter, ville de ikke kunne eksistere som selvstændige erhvervsdrivende.

De arbejdsløse udgør en gavnlig arbejdskraftreserve, som kan bruges, hvis man ønsker at forøge sin produktion eller udvide sin forretning.

De arbejdsløse bruges også til at forøge virksomhedernes overskud og indtjeningsevne.

Det gør de, fordi arbejdsløshed i samfundet skaber tilpas utrygge forhold, for de der er i arbejde, ofte med både psykiske og fysiske sygdomme til følge. På den baggrund øges produktionen, og samtidig opstår der et lavere lønpres, et forringet arbejdsmiljø, generelt lavere omkostninger og dermed en større indtjening til ejerne. Til gengæld, som en konsekvens heraf, bliver levestandarden lavere for alle indkomstmodtagere.

I takt med virksomhedsfusioner (monopolisering), vil arbejdsløsheden stige og blive kronisk, hvilket især åbenbares under de tilbagevendende økonomiske lavkonjunkturer. Samtidig hermed øges den skjulte arbejdsløshed – medarbejdere der ikke har job hele året (og det kan en kreativ arbejdsgiver altid sørge for, at du ikke har) sendes på omskolingskurser eller i beskæftigelsesarbejde, måske som potentielle langtidledig i en A–kasse for at kontrollerer eller undervise de ledige. Har de - som arbejdsgiverne fyrede - været ledige i mere end et år, skal de i aktivering, som bl.a. kan være efteruddannelseskurser betalt af dem selv og det offentlige, uden udgift for de private virksomhedsejere. Er du heldig, får du et certifikat på, at du herefter har kompetence til at komme tilbage i dit gamle job, måske på deltid, hvis det skal være op til Fogh Rasmussen, og til den halve løn. Mere præcist med et skattefinansieret løntilskud til på 55 kr., som arbejdsgiveren så kan forøge sin egen velstand med. Bemærk at systemet er så snedigt skruet sammen, at det i skattemæssigt sammenhæng er lønmodtageren der betaler tilskuddet. Flertallet af arbejdsgivere og virksomheder betale forholdsmæssig en meget lav skat, nogen slet ingen, bl.a. er de udenlandske virksomheder helt frihold fra denne belastning. Højtlønnede der har råd til at stifte gæld, ofte i forbindelse en forøgelse af et luksusforbrug, kan slippe med 20% i skat af deres bruttoindkomst. En lavtlønnet, eller folk på overførselsindkomster og uden gæld og luksusforbrug, betaler derimod sjældent under 40% af bruttoindkomsten. Det er det vi i "gamle dage" kaldte for klassepolitik. Men som bekendt høre "heldigvis" nu fortiden til.

Arbejdsløshed vil aldrig ophøre på virksomhedsejernes foranledning, hverken den kroniske eller den skjulte, fordi omstændighederne er som for den utrygge fuldtidsjobber en livsnødvendighed for ejernes eksistens. Arbejdsløshed kan først forventes afskaffet med afskaffelse af ejernes ledelsesret og rådighed over produktionsmidlerne.

Konkurrencearbejdsløs

Den enkelte virksomhedsejer tvinges af sit eget system – konkurrencen – til at øge sin kapital for at overleve som ejer.

En ejer har ejendomsret over produkterne og tilegner sig den merværdi medarbejderne har skabt. En del af denne merværdi anvender han til sit private forbrug, resten bruger han til forbedringer af sit produktionsapparat for at kunne tilegne sig en endnu større merværdi. 

Der skal også forbedres og rationaliseres, fordi konkurrencen hele tiden tvinger ham til at sælge sine vare billigere end konkurrenten.

Der er flere former for forbedringer. Hvis et produkt gøres bedre så det holder længere, har det en tendens til at kræve færre medarbejdere og flere arbejdsløse. Man kan også forbedre ved at virksomheden indfører kvalitetsstyring, som i de fleste tilfælde ikke er andet end opreklameret slækken på kvalitet. Hvis markedet er til det, er der jo ingen grund til at gøre produkterne bedre end højst nødvendigt, og så ved en effektiv kontrol garantere, at produktet til stadighed holder den dårlige standard. Varens levetid er kort, forbrugerne smider den hurtigt ud og køber en ny. Denne mulighed nedsætter virksomhedens omkostninger på råvarerne pr. enhed og øger salget og indtjeningen, men skaber ikke nødvendigvis arbejdsløshed.

En af mulighederne er også de mere psykologiske rationelle produktionsmetoder, fx at inddrage medarbejderne i beslutningsprocesserne. Dette medføre oftest, at der opstår et mindre behov for menneskelig arbejdskraft, og at medarbejderen – af egen drift - bliver overflødiggjort gennem de kreative og "moderne" produktionsformer.

Læseren skal her være opmærksom på, at de kreative og moderne ledelses- og produktionsformer kan, hvis det ikke misbruges, også udøves positiv til et sundere arbejdsmiljø, kortere arbejdstid og større indtjening til medarbejderne, men så handler det om socialisme. Og den er jo død.

Et yderligere tilskud til reservearmeen er de mindre virksomhedsejere (underleverandører), der bliver slået ud af konkurrenten, og ikke længere kan forsørge sig selv af sin merværdi.

Teknologiarbejdsløs

For virksomhederne og aktionærerne er IT-teknologien en meget stor arbejdsløshedsfremmende forbedring, som nedbringer omkostningerne – af hensyn til konkurrenceevnen – og forøger indtjeningsevnen.

En meget stor del af det traditionelle lønarbejde bliver af teknologiske årsager erstattet af gratis arbejde, som i særlig grad er set praktiseret i bank– og servicesektorerne.

Ejernes fremgangsmåde var/er at propagandere for fremskridtet, og at overbevise de ansatte og brugerne om, at investeringer i ny teknologi betaler sig, og det er nødvendigt at gøre det (du er vel ikke en tidsrøver), hvis ikke konkurrenten skal snuppe markedsandelen.. De direkte og omkostningstunge ind og udbetalinger i bank og sparekasse blev/bliver erstattet af nye "gratis" betalingsformer (kunden gør selv arbejdet), ved brug af fx Dankort og PC bank. Sideløbende med fusioneringer (filialerne lukker) mellem de konkurrerende virksomheder og en effektiv gebyrpolitik (kunden betaler ejerne for at få lov til selv at udføre arbejdet), blev/bliver tusinder ansatte – efter velvilligt samarbejde med bankejerne - afskediget og tvunget af omstændighederne til at udføre deres tidligere lønarbejde gratis på lige fod med kunderne på deres private produktionsapparat, Pc’en derhjemme.

Som indkomstmodtager bør man være opmærksom på, at udviklingen af "moderne" teknologier som vil erstatte den menneskelige arbejdskraft vil forsætte, og at udviklingen går hurtigere og hurtigere. Såfremt disse "fremskridt" ikke honoreres med arbejdstidsnedsættelse med fuld lønkompensation, kan denne hastige udvikling blive alles undergang.

Andre for længst indførte gratisarbejdsprocesser er, når vi handler og selv tager varerne ned fra hylderne, når vi selv foretager affaldssortering og transporterer affaldet til genbrugsstationen osv. osv. osv. osv.

Jo, tiden er til forandring, men ikke til det værre. Måske skal vi så småt begynde, at arbejde lidt mere for os selv, og ikke så meget for andre.

”Vi arbejdede hårdt, men hver gang vi begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat.

Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde enhver situation gennem omorganisering. 

Og jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang,

mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivitet og demoralisering”.

Citat af Cajus Petronius, romersk embedsmand under kejser Nero, død år 66 e. KR.

Læs også:  Visionen  -  Det hele liv hele livet - Det Udviklende Arbejde

tilbage til Artikelarkivet