|
International og danske lovgivning vedrørende ytringsfrihed |
Lars Hedegaard og DF's trykkefrihedsselskab i Danmark er helt overflødigtFN's Verdenserklæring om menneskerettighederFN's Verdenserklæring om menneskerettigheder indeholder en enkelt artikel vedrørende ytringsfrihed, nemlig artikel 19: "Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed;
denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding
og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket
som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser." Ytringsfrihed
i Danmark: http://da.wikipedia.org/wiki/Danmarks_Riges_Grundlov § 77. Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres. Ytringsfrihed er retten til frit at udtrykke sin mening i skrift og tale uden andres forudgående godkendelse, og står dermed i modsætning til censur. Ytringsfriheden har haft afgørende indflydelse på den samfundsudvikling, som har fundet sted i slutningen af 1900-tallet i den vestlige verden, og er en af grundpillerne i et velfungerende demokrati. Det skyldes blandt andet, at ytringsfrihed giver anderledes meninger luft, så risikoen for at disse får et voldeligt udtryk mindskes, men i højere grad at fri meningsudveksling er fundamentet for og måske endda definitionen på et sundt demokrati. Ytringsfriheden er en grundlæggende rettighed, men er ikke ubegrænset. Ytringsfriheden indebærer, at staten ikke på forhånd kan blande sig og forbyde borgerne at komme til orde. Derimod er friheden ikke til hinder for, at man efterfølgende står til ansvar for sine ytringer, f.eks. ved en domstol. Udtalelser kan ved dom blive kendt ubeføjede, hvis retten ikke finder dem dokumenteret, ligesom overtrædelser af de lovgivningsmæssige bestemmelser naturligvis kan medføre idømmelse af straf. Censur: http://da.wikipedia.org/wiki/Censur Censur er formelt set alene statsmagtens forhåndskontrol af borgernes ytringer (skriftlige og mundtlige), og står dermed i modsætning til Ytringsfrihed. Udtrykket censur bruges ofte i langt bredere betydning, se afsnittet grænser for ytringsfriheden under ytringsfrihed. Grænser
for ytringsfrihed: http://da.wikipedia.org/wiki/Ytringsfrihed#Gr.C3.A6nser_for_ytringsfriheden Blasfemi: Grænser
for ytringsfriheden
Der findes en række begrænsende faktorer, som gør at ytringsfriheden i praksis ikke altid udnyttes til fulde. Mange af disse begrænsende faktorer kaldes ofte (fejlagtigt) for censur. Der findes i straffeloven en særlig paragraf, som gør blasfemi strafbart: § 140. Den, der
offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt
bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes
med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. [1] Injurie: http://da.wikipedia.org/wiki/Injurie Injurie (latin: injurie, uret, fornærmelse) betegner en ærekrænkelse. Injurier er ulovlige efter straffelovens
§ 267 og kan straffes med bøde eller fængsel i op til fire (seks) måneder.
Som noget specielt er injurier undergivet borgerlig påtale; det
betyder, at den krænkede ikke kan indgive politianmeldelse, men selv
(ofte gennem advokat) skal rejse sag. Racisme: http://da.wikipedia.org/wiki/Racismeparagraffen Racisme refererer til overbevisninger, der fører
til negativ forskelsbehandling
af folk på basis af deres opfattede race,
som i snæver forstand kun betyder biologisk
race, men i bredere forstand også kan omfatte etnisk
herkomst generelt og dermed ofte også kultur og religion. Kapitel 27: Freds- og ærekrænkelser § 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 2 år. Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed. |