Den 18. maj 1971 var der forespørgselsdebat i folketinget om Danmarks optagelse i Det europæiske Fællesskab. Ivar Nørgaard (S) fremsatte på vegne af socialdemokratiet, konservativ folkeparti, venstre og de radikale følgende forslag til motiveret dagsorden: "Idet folketinget bekræfter markedsvedtagelsen af 11. november 1970 og opfordre regeringen til at lade spørgsmålet om Danmarks indtræden i De europæiske Fællesskaber efter vedtagelse i folketinget underkaste en afgørende folkeafstemning efter reglerne i grundlovens § 42, går tinget over til næste punkt på dagsordenen". Ivar Nørgaards dagsordensforslag blev godkendt med 132 stemmer for, 12 stemmer imod og 2 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Forud for denne vedtagelse redegjorde Økonomi- og markedsministeren for de forhandlingsresultater der var opnået for Danmark i forbindelse med vores ansøgning om optagelse i fællesmarkedet, og sagde bl.a.:

"Danmarks indtræden i De europæiske Fællesskaber betyder, at vi kommer til at deltage i et fælles europæisk arbejdsmarked. Det indebære, at danske arbejdere fortsat har førsteret til besættelse af ledige stillinger her i landet, men er der herefter yderligere behov for arbejdskraft, skal arbejdere fra de øvrige medlemslande have adgang til at besætte ledige stillinger.(....)

Resultatet af forhandlingerne om overgangsordningerne er selvsagt af umiddelbar og væsentlig betydning for vor økonomiske situation, for vore eksportvilkår og dermed vor betalingsbalance.

Ikke desto mindre må en vurdering af betydningen for Danmark af et eventuelt medlemskab af De europæiske Fællesskaber omfatte væsentligt mere end disse umiddelbare virkninger for vor økonomi. Debatten i Danmark har med rette beskæftiget sig med fællesmarkedets fremtidige udvikling, som er et spørgsmål af stor interesse og betydning fra et dansk synspunkt. Jeg skal derfor sige nogle ord om de planer, som foreligger med hensyn til Fællesskabernes fremtidige udvikling inden for områder som økonomisk og monetært samarbejde, landbrugspolitik og industripolitik.

Om det økonomiske og monetære samarbejde traf Fællesskaberne på deres møde den 8. og 9. februar i år en beslutning. Baggrunden var bl.a. den erfaring, man gjorde i 1969, da to af EC-landene, Frankrig og Vesttyskland, ændrede deres valutakurser. Dette indebar, at den fælles landbrugspolitik i realiteten i en periode måtte sættes ud af kraft i forhold til de to lande. Man erkendte, at der er grænser for, hvor langt man kunne føre det europæiske samarbejde på visse områder, samtidig med at andre områder af den økonomiske politik fortsat som hovedregel var overladt til de enkelte medlemslandes forgodtbefindende. Betalingsbalancekriser og spekulative kapitalbevægelser rammer erfaringsmæssigt snart det ene, snart det andet af de europæiske lande, og de indgreb, der foretages for at løse problemerne, går i mange tilfælde ud over samarbejdet med andre lande. Den allerseneste udvikling har endnu en gang tydeligt demonstreret behovet for et mere forpligtende samarbejde mellem de europæiske lande på den økonomiske og monetære politiks område. Den beslutning man tog på rådsmødet den. 8. og 9. februar, er i oversættelsen givet til folketingets medlemmer, og jeg skal derfor kun omtale indholdet af den i korthed.

Først må det understreges, at vedtagelsen har form af en resolution. Heri ligger, at det er en politisk hensigtserklæring, og at vedtagelsen ikke har en bindende form. Der ligger ikke i resolutionen nogen forpligtelse til at nå til enighed, endsige at nå til enighed inden nogen bestemt dato. Samtidig med resolutionen vedtog Ministerrådet dog to konkrete beslutninger om konsultationer vedrørende den økonomiske politik og om et nærmere samarbejde på det valutariske område mellem centralbankerne.

I resolutionens indledning udtrykkes politisk vilje til i løbet af de kommende 10 år at gennemføre en økonomisk og monetær union.

Resolutionen omfatter desuden de skridt, som skal gennemføres af Rådet i form af beslutninger eller direktiver rettet til regeringerne i tiden indtil udgangen af 1973. Der kan altså ikke på dette område bruges forordninger med direkte bindende virkning for borgerne.

Resolution omfatter fire indbyrdes forbundne problemkredse, nemlig samordning af den generelle økonomiske politik, samordning af penge-, kredit og valutapolitikken, samarbejde om indirekte skatter m.v. og færdiggørelse af det fælles kapitalmarked.

Samordningen af den økonomiske politik tilsigter at opretholde økonomisk stabilitet og vækst og samtidig undgå økonomiske spændinger, som kan skabe vanskeligheder for det fælles vare- og kapitalmarked. Med henblik herpå er der fastlagt et detaljeret tidskema for regelmæssige konsultationer om hovedelementerne i finanspolitikken, mundende ud i en årsrapport til brug for de nationale parlamenters budgetlægning.(....)

Inden udgangen af 1973 skal Rådet behandle forslag fra Kommissionen om tilnærmelse af satserne for moms og punktafgifter. Disse spørgsmål vil altså først blive realitetsbehandlet efter fællesmarkedets udvidelse.

Kommissionen skal inden 1. maj 1973 fremlægge en rapport om de fremskridt der er gjort på de foran omtalte områder. Rådet skal på dette grundlag før 1. januar 1974 vedtage skridt, der er nødvendige for at virkeliggøre den økonomiske og monetære union.

Beslutningen om det økonomiske og monetære samarbejde er ikke genstand for egentlige forhandlinger med de fire kandidatlande. Vi har ikke desto mindre fra dansk side fremsat en række kommentarer til vedtagelserne. For det første har vi understreget, at vi formentlig vil træde ind i samarbejdet med visse tilpasningsproblemer, som følger af de vanskeligheder, der er opstået i den årrække, vi har stået uden for fællesmarkedet. Vi har udtalt, at det er naturligt, at vi fra dansk side understøtter tanken om et nært valutarisk samarbejde mellem medlemslandene.

Om vedtagelsen om harmonisering på beskatningsområdet har vi fra dansk side anført, at vi ikke kan acceptere, at en sådan harmonisering fører til en forstyrrelse af de sociale mål, som tilsigtes ved anvendelse af disse skatter.

Vi har fremhævet, at vi er enige med fællesskabet i, at fordelingen af kompetence og ansvar mellem de fælles institutioner og medlemslandenes regeringer må afhænge af, hvad der er nødvendigt for, at den økonomiske union kan fungere effektivt. Skulle der blive tale om en styrkelse af de fælles institutioner, har vi understreget, at der efter vor opfattelse sideløbende hermed må fortages en styrkelse af den parlamentariske kontrol på europæisk niveau.

Der er endnu ikke gennemført konkrete beslutninger om en industripolitik i fællesmarkedet. Der er imidlertid udarbejdet en omfattende rapport af Kommissionen, hvori den gennemgår de problemer, som manglende eller utilstrækkeligt samarbejde på en række punkter rejser for fællesmarkedets industrielle udvikling.

Endvidere fremhæver rapporten nødvendigheden og ønskeligheden af, at de højt udviklede medlemslande frivilligt giver afkald på den del af industriproduktionen, som kan udføres i udviklingslandene.

De planer som nu foreligger for Fællesskabets udvikling hen imod en økonomisk og monetær union og om gennemførelse af en industripolitik, har medført, at medlemslandene erkender, at der er behov for et mere effektivt samarbejde også på det sociale område. Hermed er ikke tænkt på, at man vil forlade princippet om medlemslandenes selvbestemmelsesret på dette område, men på, at det som et led i de økonomisk-politiske rådslagninger er naturligt at inddrage en socialpolitisk målsætning, som sigter på en almindelig forbedring af det sociale niveau i medlemslandene. Dette er blandt andet en forudsætning for, at det bestående fælles arbejdsmarked kan fungere i praksis.

Jeg er nu nået til de afsluttende bemærkninger i denne redegørelse

Danmark forhandler om medlemskab på grundlag af beslutninger truffet af folketinget, senest bekræftet ved den dagsorden, der blev vedtaget under markedsdebatten den 11. november i fjor

Som forberedelse til et dansk medlemskab fra begyndelsen af 1973 vil der i folketingsåret 1971-72 blive forelagt tinget et betydeligt antal lovforslag om tilpasning af dansk lovgivning . Jeg gjorde mere udførligt rede for dette under markedsdebatten i november og skal her kun tilføje, at de administrative forberedelser til denne lovgivning skal være afsluttet med udgangen af august, således at forslagene kan fremlægges på et tidligt tidspunkt af det kommende folketings år.(....)

Jeg skal til afslutning blot fremhæve, at selve forhandlingerne jo drejer sig om vilkårene for vor tilslutning til det bestående og det allerede vedtagne fremtidige samarbejde inden for De europæiske Fællesskaber."

Ivar Nørgaard (S):

Jeg vil gerne takke markedsministeren for den udførlige redegørelse (....).

De betingelser, Danmark har opstillet, er som bekendt, for det første at England bliver medlem, for det andet at de øvrige skandinaviske lande for ordnet deres forhold med hensyn til samarbejde med EEC, og endelig har vi fra socialdemokratisk side lagt overordenlig vægt på, at vi får sikkerhed for, at det fortsat er folketinget, der skal afgøre centrale sociale og skattepolitiske spørgsmål og ikke eurokratiet eller bureaukratiet i Bruxelles.(....)

Det er også symptomatisk, at ministerrådsbeslutningen eller resolutionen ender med at sige, at når man til sin tid skal tage stilling til, hvilken økonomisk union man skal danne, kan det eventuelt ske med de bestemmelser, der findes i den nuværende Romtraktat. Det kan eventuelt ske ved, at men anvender artikel 235, der handler om udfyldning af Romtraktatens bestemmelser eller det kan ske ved, at man anvender artikel 236, som bestemmer, at de enkelte lande skal tage stilling, som om de skulle ind i en ny union, idet der simpelt hen er tale om, at man skal lave en ny traktat, og bruge f.eks. de bestemmelser, vi har for suverænitetsafgivelse i grundlovens § 20. Det betyder, at man altså på ny skal tage stilling til noget helt andet og muligvis meget vidtgående. Men det betyder til gengæld, at hvis man vælger artikel 236 som grundlag, står vi frit; så kan vi til den tid sige nej til at gå ind i en økonomisk union, der går så vidt, at vi skal afgive megen suverænitet.

Men det er navnlig, når Ministerrådet taler om skatteharmonisering, at der kan opstå tvivl, for hvad er det egentlig, man er blevet enig om vedrørende skatteharmoniseringen som led i en økonomisk union? Tilsyneladende er man ikke blevet enig om noget præcist. Man har delt den kommende udvikling op i 3 faser og sagt, at i den første fase skal man gennemføre en vis form for skatteharmonisering, men det er formuleret på en sådan måde i ministerrådsbeslutningen, at det er vanskeligt selv at læse helt klart, hvad meningen er med første fases udvikling. Det er i hvert fald ganske umuligt at gøre sig en bestemt forestilling om, hvad der skal ske, når hele perioden, de 10 år, er gået og man har opbygget en økonomisk union. Skal man ende med at have ensartede skattehøjder? Jeg forstår på markedsministeren, at det ikke er regeringens forestilling, at vi skal komme så langt, og det er så afgjort hverken socialdemokratiets ønske eller forestilling, for vi har netop sagt, at hvis man går så langt, at det er fællesmarkedet., der skal bestemme fordelingen mellem skat på løn og profit, mellem høje og lave indtægter, altså fordelingspolitikken her i landet, så vil vi slet ikke være medlem af fællesmarkedet, selv om det koster os noget, hvad vi må erkende at det vil."

Poul Schlüter (K):

"Når økonomien skal bedømmes, må det være sådan for et lille land, der har et lille hjemmemarked, at ikke mindst et sådan lille land ser fordelene i at få etableret et stort markedsområde. Der er kun 5 millioner mennesker i Danmark, og det er svært lidt over for vilkårene for den moderne industri med den stadige nedsættelse af produktionsomkostningerne ved større produktion. Vi er et lille land, som heller ikke kan tillade sig protektionisme, for vi er for afhængige til, at den vil give os fordele. Vi har meget at vinde ved at få nedbrudt de største landes protektionistiske fæstninger. Hvis Europa havde været et frihandelsområde igennem dette århundrede , ville det formentlig have haft den samme velstand som USA. Det er forbrugerne, som får fordel af det store marked, fordi man stiler mod at producere der, hvor det kan gøres bedst og billigst.

Fra dansk side må vi naturligvis ved forberedelsen af dette udvidede økonomiske og monetære samarbejde holde fast i den grundsætning, at man ikke i fællesmarkedet bør kunne træffe beslutninger med bindende virkning for os, dersom sådanne beslutninger kan gribe ind i det sociale sigte, vi ønsker lagt ved udformningen af det danske skattesystem, I øvrigt vil jeg også gerne sige i den forbindelse, at det må være et dansk mål sammen med andre at arbejde for, at der efterhånden bliver en stadig øget parlamentarisk kontrol med de besluttende organer inden for fællesmarkedet."

Per Federspiel (V):

"Jeg tror, ministerens redegørelse meget klart har vist, at denne udvikling i allerhøjeste grad stemmer med vore interesser og stemmer med den målsætning, vi til stadighed har sat os i vort internationale samarbejde.

Der er navnlig rejst det spørgsmål, som også hr. Poul Schlüter rejste, om ikke de tanker, der har fundet udtryk i Werner rapporten, gik langt videre, end vi fra dansk side kunne ønske. Dette er nu i dag kun historie. Werner rapporten var ikke noget, der var grebet ud af luften. Det var et arbejde udført på fællesmarkedets anmodning i nøje overensstemmelse med Romtraktaten, der jo - og der må jeg have lov til at korrigere min kollega hr. Poul Schlüter - netop forudsætter fælles konjukturpolitik, fælles økonomi, politik og fælles handelspolitik. Begribeligvis kan man ikke opretholde fællesmarkedet, hvis man ikke samtidig har nogenlunde styr på konjukturpolitikken, på valutapolitikken, på kreditpolitikken og på pengepolitikken. Men det, man nu fra de seks landes ministerråds side - og det er jo det, der til syvende og sidst gælder, som ministeren rigtigt fremhævede det - har opstillet, ikke som nogen operativ beslutning, men som en politisk målsætning, er jo netop dette, at man vil gå etapevis frem.(....)

Jeg vil også gerne takke ministeren for, at han så klart aflivede myten om, at Fællesskabets organer på nogen som helst måde skulle få mulighed for at forringe vor sociale politik. Det følger simpelt hen af Fællesskabets struktur, at noget sådant vil der ikke kunne blive tale om. Det eneste tilfælde, hvor et land vil kunne komme i strid med Romtraktaten i sin socialpolitik, ville være, hvis den misbrugtes til at forbedre de konkurrencemæssige vilkår, med andre ord hvis den forringedes. Det er jo et af de afgørende hovedpunkter i hele den økonomiske politik: den ligelige konkurrence og undgåelse af forvridninger i den konkurrencemæssige stilling.

Harmoniseringer af den økonomiske politik vil - det fremgår blot ved at iagttage forskellighederne i de seks landes nuværende skattesystemer - overlade det fuldstændig til det enkelte land, hvordan skattepolitikken skal tilrettelægges, på samme måde som det står ethvert land frit at tilrettelægge sin socialpolitik."

Niels Helveg Petersen (R):

"Det vil være rigtigt endnu en gang at gå igennem de forudsætninger og betingelser, som må stilles til medlemskabet. Det er gjort før og ikke mindst i den sidste markedsdebat i november for det radikale venstres vedkommende, men jeg vil gøre det igen og sige, at en af de forudsætninger, som er gældende for vor ansøgning, er den, som flertallet har været inde på, at vi suverænt selv bestemmer over skattepolitikken, at vi selv er herre over skattens højde og skatternes fordeling på forskellige skattearter.

Jeg er enig med hr. Per Federspiel i den vurdering, at der er intet, der tyder på, at nogen af de nuværende medlemsstater agter at give slip på den ret til at fordele skatterne over skattearter og på skattehøjder, som de i øjeblikket har. Det tror jeg heller ikke det vil være tilfældet efter en eventuel udvikling af fællesmarkedet, men det er en given sag, at det for Danmark må være en forudsætning, hvorunder vi forhandler. Jeg takker for ministerens understregning heraf. Formuleringen, der anvendes, er ikke så forfærdelig skarp. Men siger, at Danmark selvfølgelig ikke kan acceptere en forstyrrelse af sociale mål, som tilsigtes med skattepolitikken. Det er vel ikke ganske klart, men således som jeg forstår det, dækker det netop dette forhold med hensyn til skattepolitikken."

Der søges rejst tvivl om dette. Men det er jo en kendsgerning, at der findes ikke i Romtraktaten bestemmelser, der forpligter os til at gå videre på dette punkt. Der findes heller ikke i senere vedtagelser noget, som forpligter os hertil, og 8.-9. februar - resolutionen gør det heller ikke. Om denne resolution, der ligesom tegner billedet af, hvad de seks fællesmarkedslande gerne vil nå inden for den monetære økonomiske politik. vil jeg kun sige, at det for mig at se og for Danmarks overvejelser må være noget helt afgørende, at fællesmarkedet har udskudt en endelig udformning af disse ting til efter fællesmarkedets eventuelle udvidelse. Det vil sige, at nye ansøgerlande kan gå ind i dette med fuldt kendskab til, at de selv får lejlighed til at påvirke det resultat, der kommer ud af det. det synes jeg er en overordentlig stærk betryggelse for ansøgerlandene."

Aksel Larsen (SF):

"Vel, der er forhandlinger i gang, og hvordan det går med de engelske, har jeg sagt min mening om. Men når markedsministeren her skal redegøre for de danske forhandlinger stade, må jeg tillade mig at sige, at det kan ikke være rigtigt, at forhandlingernes genstand alene er de overgangs- og tilpasningsordninger, som er nødvendige for at indpasse de nye medlemslande i det udvidede fællesskab. Det kan da ikke være rigtigt, at man under disse forhandlinger totalt ser bort fra topmødet i Haag i 1969 og dettes principielle beslutninger. Det må da være udelukket, at man forhandler uden at tage hensyn til denne resolution og de bindende beslutninger, man i fællesmarkedet henholdsvis den 8.-9. februar og den 22. marts i år har vedtaget angående skatte- og socialpolitikkens harmonisering og den økonomiske og monetære union i øvrigt. De er jo af en art, så endogså statsministeren har erklæret, at de ikke kan godkendes af Danmark uden en regulær og formentlig også formel grundlovsændring. Er det virkelig tænkeligt, at den danske regerings repræsentanter ikke har tages forbehold for disse vigtige planer, eller har den bevaret velvillig tavshed i overensstemmelse med markedsministerens erklæring på den danske regerings vegne den 30. juni 1970, hvori han sagde: "Danmark er rede til at godkende traktaterne og de senere trufne beslutninger. Danmark er ligeledes rede til at acceptere planerne for fællesskabernes videre udvikling, som vi mener vil kunne bevare den europæiske integrations dynamiske karakter. Danmark er endelig rede til at acceptere Fællesskabstraktaternes politiske mål."

Traktaterne kan vi læse os igennem. Jeg håber da, at samtlige folketingsmedlemmer i det mindste har læst Romtraktaten. Samtlige beslutninger, direktiver og forordninger - om det er 3000 eller 4000, ved jeg ikke nøje - kender formentlig ikke engang regeringen endnu, men de og deres konsekvenser er altså godkendt på forhånd. Planerne kendes fra Werner- og Davignonrapporterne. Deres mening er i hvert fald rigtigt opfattet af socialdemokratiet og hr. Ivar Nørgaard, som forhåbentlig kategorisk har krævet sikkerhed for, at det fortsat er folketinget, der skal afgøre centrale sociale og skattepolitiske spørgsmål. Og disse planer konkretiserer jo Fællesskabernes politiske mål: en vesteuropæisk forbundsstat, hvor tidligere selvstændige lande bliver provinser eller amter, og hvis parlamenter reduceres til ekspeditionskontorer eller, sagt på en anden måde: kan regne med at få sogneråds- eller amtsrådsstatus."

Erik Sigsgaard (VS):

"Baggrunden for fællesmarkedet er jo monopoliseringen. Tusinder af småvirksomheder kvæles, og hver dag bringer meddelelser om storselskabers opkøb af andre selskaber. Den udvikling vil forstærkes i fællesmarkedet. Internationale monopoler vil få stadig større magt. Allerede i dag er det jo sådan f.eks. for fodboldtilskuerne, at de dårligt nok er i stand til at orientere sig, når de er på fodboldbanen, om det er det ene eller det andet land, det foregår, for det er Philips og Fiat, og hvad de nu hedder, disse koncerner, og BP og Esso og alt det der; der averterer overalt. På sådan en lille ting ser vi allerede, hvordan monopolernes magt udfolder sig. (....)

Den seneste valutakrise fortæller os meget om fællesmarkedet; hvis den slags kriser fortsat får lov til at forekomme, så ødelægger de harmoniseringen i EC, som en af tilhængerne jo også allerede har sagt i dag. Det fri kapitalmarked bliver illusorisk, når man kan frygte kursændringer på tværnationale låneforhold; finansieringsgrundlaget forrykkes ved ændrede kurser, landbrugsordningerne ødelægges, idet de jo er baseret på en fælles møntenhed. Derfor må fællesmarkedet af al magt undgå disse valutakriser, men det gøres ikke ved fromme ønsker, for presset på valutaerne skyldes jo uligheden i den økonomiske udvikling, i produktionsfremgangen. Altså må ulighederne i den økonomiske udvikling fjernes eller reduceres, hvis kriserne skal undgås, og det kan kun ske igennem en fællesøkonomisk politik og en fælles møntenhed.

Derfor er Werner rapporten ikke kun en usikker og virkelighedsfjern skitse, som man helst vil have os til at tro; nej, den er allerede den 22. marts i år blevet til en plan, hvis første etape omfatter en koordinering af den økonomiske politik, en vis budgetharmonisering og momsharmonisering og harmonisering af en lang række afgifters struktur. I EC- områdets resolution af 22. marts hedder det utvetydigt:

"Den økonomiske og monotære union indebære, at hovedbeslutningerne for den økonomiske politik træffes på fællesskabsplan, og derfor, at den nødvendige kompetence overføres fra nationalt plan til fællesskabsplan. Resultatet vil kunne være skabelsen af en fælles møntenhed, som vil udgøre en garanti for unionens uigenkaldelige karakter."

Her står der ingenting om, at Danmark selv skal kunne fordele skatten på arbejdsindkomster og arbejdsfrie indkomster, som socialdemokratiet siger, de vil: tværtimod, der står udtrykkeligt, at hovedbeslutningerne om økonomien skal træffes i Bruxelles, det er sigtet. Her står der ingenting om, at Danmark kan melde sig ud, der står det modsatte.

Enten kniber det altså med evnen til at læse indenad for tilhængerne, eller også vil de ikke ud med sandheden, og sandheden er selvfølgelig, at Bruxelles efterhånden skal bestemme, hvor stor skatten skal være, og om hvem der skal betale den. Bruxelles skal også bestemme, hvor stor en del af pengene på finansloven der skal gå til uddannelse, hvor meget til militær osv. Vel, det ligger langt ude i fremtiden - vi ved ikke, hvor langt det ligger ude i fremtiden - men det er altså det, der står i og omkring de beslutninger, som allerede er truffet. De er ikke bindende endnu, men alt tyder på, at de bliver bindende.

"Jeg tror, man må sige, at perspektivet er, hvis fællesmarkedet lykkes ud fra sin egen målsætning, at Danmark får lige så meget eller lige så lidt at skulle have sagt i fællesmarkedet, som Mississippi har i USA. Hvortil kommer, at den stærkeste økonomiske magt i fællesmarkedet som så udmærket påpeget af hr. Per Hækkerup forleden dag, er USA i kraft af dets enorme direkte investeringer i fællesmarkedet."

Tilbage til Artikelarkivets Indexside