”New Zealand eksperimentet” er en film om markedskræfternes
frie spil., og den pris lønmodtagerne betaler for spillet. Det er
også en historie som fortæller os, hvor galt det kan gå os i Danmark,
hvis Fogh Rasmussen og den borgerlige regering fortsat kan gennemføre deres
politik.
 Selvom New Zealand er langt væk, er det et land, som vi i Danmark let
kan sammenligne os med. Vi har nogenlunde den samme befolkningsstørrelse, næsten samme
erhvervsstruktur – og ikke mindst – har Newzealænderne igennem
generationer opbygget et velfærdssamfund, der på mange måder indtil 1984
lignede det danske. Nedturen begyndte i 1984 – men det var den borgerlige regering der
havde magten fra 1990- 1999 der gennemførte de store privatiseringer. Der blev gennemført omfattende brugerbetaling i sundheds- og
undervisningssektoren. På arbejdsmarkedet blev en række kollektive
overenskomster afløst af individuelle lønforhandlinger og mindstelønnen
blev afskaffet. På næsten alle områder fik markedskræfterne frit spil,
fagbevægelsen blev sat uden for indflydelse, og New Zealand rutsjede længere
og længere ned af ranglisten over verdens rigeste lande. Den liste hvor
Danmark og New Zealand engang begge lå på top ti. Privatisering Opskriften på nedturen hedder nyliberalisering, eller privatisering om
man vil, som på to måder skal styrke den private sektor. For det første ved at øge privatkapitalens frihed og magt, så den kan
bevæge sig frit fra land til land. For det andet at styrke den private
sektor og svække den offentlige ved at overføre statens ejendom til
private firmaer - altså det modsatte af det vi kalder nationalisering. Den
globale historie
Privatisering og liberalisering er desværre ikke kun et isoleret New
Zealandsk eksperiment, som titlen antyder. Verdenskrisen i 30érne, 2. verdenskrig og afkolonialiseringer – de
multinationale virksomheder der blev smidt ud i mange af de fattige lande -
svækkede tilliden til markedsøkonomien, og som følge heraf gennemførte
mange af de rigeste lande i efterkrigsårene omfattende nationaliseringer og
styrkede den offentlige sektor betydelig. Det medførte god beskæftigelse
og velfærdsstigning i de europæiske lande og i de tidligere vestlige
kolonier i tredjeverdenslandene. I slutningen af 70érne
vendte billedet imidlertid i takt med at nyliberaliseringen vandt ny indpas. I 80érne i England under Thatcher regimet, kom privatisering til at
spille en stor rolle. Bl.a. blev kulminerne privatiseret, hvilket knækkede
rygraden på den engelske fagbevægelse. I USA under Reagan i midtfirserne skete der stort set ingen
privatiseringer, det var sket længe før. I 90érne fulgte Tony Blair godt med efter Thatcher ved at acceptere svækkelsen
af den offentlige sektor og privatiserede den offentlige forsyningstjeneste,
bl.a. vand og el. I de fattige lande blev privatiseringer gerne knyttet til en nedskæringspolitik, som Verdensbanken kræver som en betingelse for tildeling af lån. Ved at sælge statsvirksomheder, herunder offentlige banker, kan regeringerne spare penge og derved få lettere ved at betale renter og afdrag til vestlige kapitalinteresser. Dette var bl.a. politikken i Argentina. I EU blev nyliberaliseringen for alvor den effektive politik med
vedtagelsen af det indre marked i 1985. Officielt tilstræbte man ikke privatisering, kun liberalisering, men
forbrugerne skulle have et ”frit valg” – hed det sig. I 1997 var liberaliseringen afsluttet inden for luftfart, i 1998 inden
for telekommunikation. Lidt langsommere er det gået inden for
energisektoren - især el, gas - og post, og modstanden har været størst
inden for togdrift, men på alle områder er privatiseringsbestræbelserne
nu intensiv. Da Danmark som bekendt er deltager i EU`s Indre marked, har vi
naturligvis måtte følge trop. Under den borgerlige Schlütter-regering frem til 1993 blev der kun
privatiseret for 5 milliarder kr. I de følgende 5 år under
Nyrop-regeringen, var beløbet 36 milliarder kroner. Den største post var
TeleDanmark (31 milliarder). Blandt andre foretagener kan nævnes Girobank,
Københavns Lufthavn og Datacentralen. Privatisering
har helt sin egen strategi
Privatisering er ofte praktisk vanskelig eller politisk upopulær.
Derfor må den forberedes gennem forskellige tiltag: Et
tiltag er Liberalisering:
og som nævnt modellen i ”Det Indre Marked”. Når det offentlige skal konkurrere på lige fod med det private, må
det offentlige tilpasse sig det private succeskriterium: profitmaksimering.
Ellers vil den offentlige virksomhed tabe - altså gå fallit. Derfor må de
bredere kollektive målsætninger opgives, f.eks. lave togpriser for af miljømæssige
grunde at gøre kollektiv trafik tillokkende, eller opgive at tilgodese
samfundsgrupper, der ikke har råd til at have bil. Det betyder, at den
offentlige virksomhed bliver som den private, og det bliver nu svært at
argumentere imod, at den også formelt skal være privat. Et
andet tiltag er: Omdannelse af den offentlige virksomhed til et statsaktieselskab. Den offentlige virksomhed forbliver i første omgang offentlig, eftersom staten har aktiemajoriteten, men virksomheden frigøres fra demokratisk kontrol (f.eks. gælder offentlighedsloven ikke længere), og tidligere bredere kollektive målsætninger erstattes af profitmaksimering. Dermed bliver det lettere at privatisere (staten kan blot sælge sine aktier), samtidig med at virksomheden bliver mere attraktiv for private købere. Dette var metoden i forbindelse med TeleDanmark: før privatiseringen i 1997 var tjenesten i 1990 blevet omdannet til et statsaktieselskab. Tilbage
til New Z konkret om arbejderbevægelsen, og noget vi genkender Hvis vi vender blikket imod New Zealand igen , må vi konstatere, at det
New Zealandske samfund virkelig har prøvet, hvad der sker, når offentlige
virksomheder privatiseres. Den liberale regering som ledede landet fra 1990 til 1999, var meget optaget
af at løse den økonomiske krise New Zealand befandt sig i, ved at sælge offentlige
virksomheder, som f.eks. jernbanen og den kollektive trafik, skovbrug,
kulminer, stålværker, elkraftværker, telesektoren, bankerne
m.v. Pengene fra salget skulle primært bruges til at nedbringe udlandsgælden
og finansierevelfærdssamfundet. Over 80% af de tidligere offentlige
virksomheder, er nu ejet af udenlandsk kapital. Overskuddet fra salget blev
ikke brugt til nedbringelse af udlandsgælden, men blev i stedet brugt til
at finansiere velfærdssamfundet, fordi der samtidig kom en omfattende
skattereform, hvor bl.a. topskatten blev nedsat fra 66% til max. 33%. Det
bevirkede at varer og tjenesteydelser steg meget kraftigt i perioden med den
liberale regering. Det har imidlertid efterfølgende vist sig, at kun de rigeste 10% af new zeelænderne har tjent på det new zealandske eksperiment, ved at privatisere og udlicitere den offentlige sektor. Resten af befolkningen er blevet fattigere. De som virkelig har tjent på det new zealandske eksperiment, er udenlandske selskaber og banker, hovedsagligt fra Amerika, Japan og Kina. Jeg har ikke svært ved at forestille mig at et uorganiseret arbejdsmarked, hvor kollektive overenskomster bliver
erstattet af individuelle ansættelsesaftaler ikke giver højere
produktivitet. Ikke desto mindre afskaffede det new zealandske parti National Party,
ved lov alle kollektive aftaler og ophævede eksklusivbestemmelserne.- og
alle new zealandske lønmodtagere overgik herefter til individuelle ansættelsesaftaler. Disse individuelle ansættelsesaftaler, som nogle arbejdsgivere og liberale kræfter også ønsker indført i Danmark, betød for de new zealandske lønmodtagere væsentlige forringede løn - og arbejdsvilkår. Mange gik direkte ned i løn, samtidigt med, at de skulle arbejde længere, og nogle blev tvunget på deltid. Der var ingen love eller regler derforhindrende arbejdsgiveren i at udfærdige de individuelle aftaler, som arbejdsgiverne mente var bedst for virksomheden. Mange new zeelændere blev derfor nødt til at have flere jobs, for at opretholde en nogenlunde levestandard. I samme periode steg varer og tjenesteydelser
voldsomt, huslejerne steg også, fordi mange almennyttige boliger blev
solgt, og huslejenævnet nedlagt. Der blev umiddelbart ingen vindere ved fjernelsen af de kollektive aftaler og afskaffelsen af eksklusivbestemmelserne. Virkeligheden var, at produktionen faldt
voldsomt. Årsagen kan måske findes i, at længere arbejdstid betød
langsommere tempo, og lysten til at arbejde blev måske også mindre ved en
lavere løn, måske fordi mange havde flere deltidsjob -3-4 stykker var ikke
ualmindeligt. Afskaffelsen af arbejderbeskyttelsesloven førte også til et dårligere
arbejdsmiljø, som betød mere sygefravær. Jeg har den klare opfattelse, at et velorganiseret arbejdsmarked, ikke
er nogen hindring for stor effektivitet ude på arbejdspladserne. Et godt arbejdsmiljø er helt afgørende for, at man kan udføre et godt
arbejde med lavt sygefravær. Når vi i Danmark har nogle aftaler på arbejdsmarkedet, der virker godt og beskytter den enkelte arbejder, og virksomhedsejerne samtidigt kan tjene penge, ser jeg heller ingen grund til, at den venstreledet regering skal ind og lovgive på dette område. Den eneste grund jeg kan se til, at regeringen har en interesse i at blande sig i arbejdsmarkedsforhold, er alene at svække den danske fagbevægelse. En stærk fagbevægelse er nemlig en stoppeklods for regeringens liberale politik, hvor de rigeste skal bidrage mindre til velfærden og de lavtlønnede mere. Når der som nu i Danmark førers en arbejderfjendsk politik, er det vigtigt, at vi har en meget stærk fagforening, som kan tale medlemmernes sag, og give regeringen modstand, og oplyse os om konsekvenser af den førte politik. Det kunne fagbevægelsen i New Zealand ikke, den var splittet på det tidspunkt, og brugte derfor større ressourcer på at redde sig selv fra de voldsomme angreb, end at kæmpe mod det politiske system. Anders Fogh Rasmussens bog ”Fra socialstat til minimalstat” skitserer mange af de nyliberalistiske tanker, som gennem de sidste 20 år har været ført ud i livet i New Zealand. Viden om følgerne af nyliberalisme i dens yderste konsekvens er derfor guld værd for os. Vi vil således nemmere kunne genkende regeringens tiltag, og gennemskue Anders Foghs minimalstatstanker. Markedsgørelsespolitiken, minimalstatstanken og ”frit valg-tanken”
i New Zealand har medført markant skævere fordeling af goderne og et
drastisk fald i realindkomsten for lønmodtagere, og det samme sker også
her i Danmark Den ny arbejderregering, som har været ved magten siden 1999 har derfor
meget svært ved at rette op på fortidens synder. Det direkte angreb på fagbevægelsen med loven om individuelle beskæftigelseskontrakter, der med et slag afskaffede alle fagforeningsrettigheder ændrede markant magtforholdene mellem arbejdstager og arbejdsgiver, fordi arbejdsmarkedet alene skulle reguleres individuelt. Det er efter min opfattelse for let at sige, at nedturen i New Zealand ikke kan ske i Danmark. Det vil være direkte naivt at tro på, når vi med egne øjne kan se, at velfærdssamfundet kan demonteres ved nogle få hurtige lovindgreb. Vejen tilbage fra minimalstaten til velfærdstaten er og bliver lang. De
økonomiske midler ligger i dag hos de private selskaber og en minimalstat
har ingen penge til, at tilbagekøbe de privatiserede fælles goder. Den nye Labourregering har haft meget travlt med at rydde op efter over ti års ødelæggelser af landet, og der er sket fremskridt. De erkender, at det er svært og dyrt at købe alt ”arvesølvet” tilbage til staten, ja i nogle tilfælde er det umuligt, men lufthavnene er nu re-nationaliseret og der er forsøg på at re-nationalisere jernbanerne ved tilbagekøb af skinnerne. Regeringen kan nu konstatere, at de rige betaler mere i skat. I øjeblikket arbejdes der med en ny ferielov og der er skabt en ny barselslovgivning (6 måneders barsel) Endelig er de ved at omstrukturere hele arbejds-skadesystemet. Afslutning Som jeg indledte med at fortælle er New Zealand et land, som vi danskere let kan sammenligne os med. Samme befolkningsstørrelse, næsten samme erhvervsstruktur og gennem generationer er det et samfund, der opbyggede en velfærdsstat som den danske. Skiftende regeringer i New Zealand har eksperimenteret med velfærdsstaten.
Store privatiseringer blev gennemført, der blev indført omfattende
brugerbetaling. På arbejdsmarkedet blev en række kollektive overenskomster
afløst af individuelle lønforhandlinger og mindstelønnen blev afskaffet.
Markedskræfterne fik frit spil. Dokumentarfilmen ”New Zealand
Eksperimentet” går tæt på den menige new zealænder. Det er en politisk
debatfilm, som handler om mennesker, der på deres egen krop har mærket
konsekvenserne af et af verdens mest omfattende nyliberalistiske
samfunds-eksperimenter. Det er en film om et velfærdssamfund, det tog
generationer at bygge op, og kun 10 –15 år at bryde ned. Filmen vi skal se er af Hans Kragh Jacobsen, produceret af Jensen og Kompagni for SID i 2002. Formålet er, at advare os om at der ikke må ske den samme udvikling i Danmark. at Anders Fogh omdanner Danmark til en minimalstat. |