Kommissionsdomstolene – dansk forvaltnings særlige undersøgelses- og domstolsinstanser.

Stammer fra Jyske lov og en Weile

Jyske Lov blev vedtaget i Viborg i 1241 under Valdemar Sejr. Loven gjaldt for Jylland. Sjælland havde sin Sjællandske Lov og Skåne sin Skånske Lov.
Det at lave en lov, der gjaldt for hele landet, var noget nyt i Danmark dengang. Man havde opdaget,
at samfundsændringer medførte et behov for regler, som gjaldt alle. Dunkelt anede kongen, at et
land uden love ville ende i stammekrige, eller det vi i dag kalder anarki.

Jyske Lov blev grundlaget for dannelsen af Den danske Stat og kom senere til at gælde for resten af landet. I Danmark indførtes den nuværende grundlov i 1849, men visse dele af Jyske Lov gjaldt i
Sønderjylland indtil 1910.

Teksten er skrevet på det sprog, der dengang var dansk sprog, så man skal vænne sig lidt til det,
men det kan læses. Christen Ostersen Weile oversatte Jyske Lov til et mere forståeligt sprog for almenheden omkring tiden før 1650. Bl.a. definerede han meningen med en kommission i sit opslagsværk Glossarium Juridico-Danicum.

”En kommissionen er ikke nogen entydig størrelse i dansk forvaltning, sådan som det netop tydeligt er fremgået. Men hvad er en kommission egentlig?

Den første forsøg på en definition, vi kender, er fra 1641, hvor juristen Christen Ostersen Wejle i sit opslagsværk Glossarium Juridico-Danicum formulerede det således:

”Commissarier, vel Commissarii, kaldes de gode mænd, som tages udi befalinger og haver fuld magt, sagen enten til mindelighed af forene, eller og parterne ved endelig dom at skille”. Vi har her at gøre med en kort, klar og fyndig definition, som det falder naturligt at tage udgangspunkt i, når vi skal beskrive indholdet og forstå baggrunden for det særlige magt- og forvaltningsfænomen, der hedder kommissionen, og som både under enevælden, men så sandelig også i de efterfølgende mere demokratiske tider, spillede en stor rolle i dansk politik og forvaltning.

I sin definition slår Ostersen Weile for det første fast, at for at blive kommissær skal man være almindelig anerkendt som en god og agtværdig samfundsborger. Der skal stå respekt om personen, og det ligger i luften, at han må forventes at indtage en position og have en pondus, der gør ham i stand til at løse den stillede opgave tilfredsstillende. For det andet fremgår det, at forudsætningen for at nogen overhovedet kan agere som kommissær er, at der foreligger en befaling om noget sådant. Befalingsudstederen, eller mandatgiveren, vil i langt de fleste tilfælde være regeringen eller de øverste centraladministrative myndigheder, men også andre kan i princippet nedsætte kommissioner. Befalingen - ordren – er det helt afgørende element i definitionen, sådan som det også ligger i ordets latinske oprindelse, idet commissio jo betyder at betro en et hverv. Det er ordren, og alene den, som sætter kommissionen ind i verden, og det er det kommissorium, der knyttes til ordren, som definerer dens opgave.

For det tredje har kommissioner fuldmagt til at træffe beslutning på den måde og inden for det område, som ordren og kommissoriet angiver. Endelig fremgår det som det fjerde af Ostersen Weiles definition, at arbejdsopgaven i første række bestod i at fungere som mægler med henblik på at få parterne til at indgå forlig, og kun hvis dette ikke lykkedes, da at fælde dom.

I modsætning til de tre første betingelser var den fjerde ikke ultimativ, - kommissioner kunne sagtens pålægges andre opgaver end at mægle eller dømme. F.eks. kunne de udføre særlige forvaltningsopgaver, sådan som det også fremgår af glossariets artikel ”commissarierne i Skaane”. Her beretter Ostersen Weile om, at rigsrådet, eller i dets fravær lensmændene på Malmøhus og Landskrone, ”er forordnede og befuldmægtigede” til at opkræve og administrere den særlige told, der var pålagt med henblik på at finansiere de skånske grænsebefæstninger mod Sverige.

Når Ostersen Weile i sit leksikon viede to rubrikker til kommissærer, er det sikkert fordi, han mente, at der var tale om to forskellige typer, og dermed peger han frem på senere tiders skelnen mellem bevilgede og befalede kommissioner. Der kan på mange måder være god raison i at sondre mellem kommissioner, der nedsattes efter ønske fra borgere (bevilgede kommissioner), og kommissioner, hvor dette ikke var tilfældet (befalede kommissioner), ikke mindst fordi der gjaldt forskellige regelsæt for de to typer. Skal vi i dag formulere en samlende og overordnet definition for samtlige kommissioner, må den lyde nogenlunde sådan: En kommission er én eller flere personer, der i kraft af en særlig og udtrykkelig ordre, er blevet bemyndiget til at løse en stillet opgave på en nærmere angivet måde. Opgaven udføres på mandatgiverens vegne, og afgørelsen forlenes med dennes autoritet.

Ovenstående tekst er fra: I kommissionens kløer  

Kommissionsdomstolene – dansk forvaltnings særlige undersøgelses- og domstolsinstanser.

Af Karl Peder Pedersen Arkivar, cand.mag. et lic.jur. Artikel i Informationsserien 1. Statens Arkiver 2002

Christen Ostersen Weile var jurist, politisk forfatter og rådmand, under Christian den 4.