Debatindlæg i forbrugergruppernes blad: KONTAKT  Nr.6/1971

Har vi frit forbrugsvalg? Umiddelbart kan det se ud som om, men ved en dybere analyse af påstanden, ser det unægteligt noget anderledes ud. Med ungdomsoprørets start først i 60'erne sattes det første store spørgsmålstegn ved påstanden. Man er da også her i landet nået til en erkendelse af, at vi ikke kan vælge frit, når det fx gælder boliger. Sidst har vi i en Karen Møller udsendelse i TV hørt, at situationen er den samme, når det drejer sig om børnehavepladser. At påstanden om "frit forbrugsvalg" på disse områder ikke holder stik, kan ingen benægte. Boligmangel og ventelister fortæller deres eget tydelige sprog.

Har vi så frit forbrugsvalg på andre felter? Eksempelvis på alm. daglige forbrugsgoder. Her kan det være noget sværere at gennemskue påstanden, men for langt de fleste varegruppers vedkommende er der heller ikke her tale om "frit forbrugsvalg". I dele af landet er det endda umuligt for forbrugeren selv at vælge, i hvilke forretninger han eller hun ønsker at handle, nemlig i de områder hvor der kun findes een slagter, een købmand og een bager med flere kilometers afstand til den nærmeste konkurrent.

For at opnå ændringer i disse for forbrugerne ugunstige forhold, er det vigtigt at forstå systemet, hvorunder de gældende regler for handel og vareproduktion fungerer.

Dette kan  illustreres på følgende måde: når vi handler, handler vi efter den borgerlige ideologis normer og principper. Der fortælles i denne ideologi, at der foregår et mangesidigt, men frit markedsspil mellem producent, distribution og forbruger, hvor forbrugerne på grund af deres frie valg har mulighed for at påvirke og styre prisdannelser, eller udtrykt på en anden måde: princippet om "frit forbrugsvalg" indebærer, at ingen er tvunget til at købe bestemte varemængder hos en bestemt producent eller handlende. Den samme ideologi siger imidlertid også, at bortset fra produktionen af kollektive forbrugsgoder (skoler, børnehaver, fritidshjem, idrætsanlæg, veje osv..), som stat og kommune stiller til borgernes rådighed, er fremstillingen af varer og tjenesteydelser baseret på to grundprincipper: privat ejendomsret til produktionsmidlerne og privat initiativ med hensyn til rådighed over dem. De sidst nævnte oven i købet grundlovbestemt.

Hvordan virker disse principper så i praksis? Personligt vil jeg påstå, at de er i modstrid med hinanden. Fra Ballerup-Måløv kommune kan nævnes.

I denne kommune har den private rådighed over handel medført en underforsyning på ca. 25.000 m2 forretningsareal, og som følge heraf manglende vareudvalg. Med en sådan underforsyning af forretninger kan det jo på mange områder være vanskeligt for forbrugerne selv at bestemme, hos hvem og hvor de vil handle, ja enhver kan se, at princippet om "frit forbrugsvalg" ikke her har særlige gode vilkår. Og i denne kendsgerning soler de etablerede handlende sig. De har, til trods for den offentlige mening om forbrugernes indflydelse på prisdannelser og efterspørgsel, de bedste betingelser for i stort omfang at kunne bestemme, hvor der sælges og til hvilke priser, der skal sælges. Derudover har den private rådighed så den fordel og ret der gør, at den enkelte forbruger ingen indflydelse har på, hvilke forretninger der etableres i de nye forretningscentre, når disse endelig bygges.

Et eksempel mere: I samme kommune er der offentligt fremkommet ønsker om en natordning for det lokale apotek.Ved forespørgsel til apotekeren var svaret, at et apotek er en forretning, og en natordning vil ikke give indehaveren den ønskede fortjeneste i forhold til udgiften. Dette eksempel viser, at det ikke er efterspørgslen og dermed ifølge ovennævnte principper forbrugeren der bestemmer, men profitten. At det så ved en senere undersøgelse viste sig, at natlægen medbringer den medicin der måtte være behov for, er så en anden sag. Apotekerens svar var dog det samme.

I disse nævnte eksempler fremgår det tydeligt, at der ikke er tale om frit forbrugsvalg. I hvert fald kun i meget begrænset omfang.

Hvordan ser det så ud, når det drejer sig om det mere direkte og daglige forbrug?

Cand.mag. Preben Wilhjelm har ved forskellige lejligheder sagt, at påstanden om frit forbrugsvalg er en myte. I bogen "Det Farlige Forbrugersamfund" forklarer han det med følgende.

Citat: Det frie forbrugsvalg er efter min mening en myte. Forbrugsvalget gøres ufrit ikke bare gennem reklamen, men også gennem ethvert økonomisk politisk indgreb: gennem skattepolitik øver man afgørende indflydelse på fordelingen mellem privatforbrug og kollektivt forbrug, gennem afgiftspolitik favoriserer man den ene vare frem for den anden i det private forbrug, hjemmemarkedsordninger influerer på forbruget af levnedsmidler, diskontoforhøjelse favoriserer andet forbrug på især boligforbrugets bekostning osv.. Til allersidst i rækken får forbrugeren lov at vælge "frit", men det er først efter at producenten gennem reklame og samfundet gennem økonomisk politiske indgreb næsten har bestemt, hvad han skal vælge. Citat slut.

Preben Wilhjelms vurdering kan jeg stort set  tilslutte mig. Der er virkelig noget om snakken, især med de forbrugsbegrænsninger vi oplever i øjeblikket.

Som det blev nævnt i indledningen, må et opgør med begrebet om frit forbrugsvalg indgå som en del af forbrugerbevægelsens mål. Jeg vil også mene, at en meget væsentlig årsag til forbrugergruppernes opståen bl.a. ligger i disse undertrykkelsesmidler der bliver benyttet over for langt den største del af befolkningen. Et opgør er vigtigt, begrebet er ikke alene en myte, men i virkeligheden "Kejserens nye klæ'r.

Med venlig hilsen

Mogens Weile

1971

tilbage til artikelarkivets indexside