|
Nedenstående læserbrev blev afvist af bladets daværende redaktør Frede Høj, begrundet med: så er vi kommet ind på det landspolitiske område – og det synes vi ikke vor lokale læserbrevkasse bør brede sig på. Økonomisk politik Polemik er ikke Venstresocialisternes stærke
side, ej heller i borgernes og lønarbejdernes interesse. Det er de blevet
trætte af for længe siden. I dag er det realiteterne og den konkrete
situation der har interessen. At det – desværre – så ikke er det
store flertal, der er sin klasse bevidst er en anden sag. På den baggrund
er det Venstresocialisternes fornemmeste opgave, at oplyse om realiteterne og derved skabe en større politisk bevidsthed i
befolkningen. En vurdering af devalueringspolitikken
er i dag mulig. Man sagde i november 1967, at devalueringen ville give
eksporterhvervene bedre konkurrencevilkår, idet de ville være i stand
til at nedsætte deres priser i aftagerlandenes valuta og samtidig få det
samme antal danske kroner hjem, og man pegede på, at vort omkostningsniveau
var så højt, at det hæmmede eksporten. På den baggrund måtte man
vente, at eksporterhvervene udnyttede devalueringen og sænkede priserne.
Ja, man måtte formode, at de faktisk ville være nødt til det. Hvad skete da I
”Tidsskrift for Industri” for 15.
maj 1968 meddeles resultatet af en undersøgelse, der viser at 58 procent
af de undersøgte industrivirksomheder ikke nedsatte priserne i fremmed
valuta, og at disse virksomheder i stedet indkasserede hele
devalueringsgevinsten og derved satte deres profitter op. Samtidig er
eksporten steget, og udsigterne tegner ret lyse. Konklusionen må være,
at der altså ikke var behov for den nedsættelse af omkostningerne og
dermed priserne, som den daværende regering påstod at tilsigte.
Devalueringens hovedvirkning har været en forøgelse af industriens
profitter. Indefrosset dyrtid Den tidligere regering foreslog
samtidig, at staten skulle skære en portion væk af den automatiske
dyrtidsregulering for derved at forhindre, at lønmodtagerne skulle få
kompensation for de store prisstigninger, som man påstod ville følge i
devalueringens kølvand. Man tilsigtede altså en reduktion af lønmodtagernes
købekraft. Men hvor blev disse prisstigninger egentlig af? Pristallet var
fra november 1967 til maj 1968 1,2 point. I den tilsvarende periode 66/67,
hvor der jo ikke var nogen devaluering, steg priserne 2,4 point. Nu er det
klart, at de forholdsvis stabile priser delvis skyldes den fortsatte
arbejdsløshed i 67/68, og den dalende efterspørgsel på grund af
skattetrykket, men det kan ikke bortforklare, at
devalueringsprisstigningerne er udeblevet, og det står herefter klart, at
såvel devalueringen som det planlagte lønindgreb savnede begrundelse.
Ligeledes må det slås fast, at devalueringen først og fremmest betød
et solidt statstilskud til industrikapitalen, som da også resolut satte
sine profitter i vejret. Derfor væltede regeringen På den baggrund vil det vel være forståeligt for de fleste, hvorfor det fra et socialistisk synspunkt var nødvendigt i december 1967 at tage afstand fra devalueringen og den foreslåede følgelovgivning. De borgerlige partiers modstand var naturligvis helt taktisk bestemt. Man havde kun det ene sigte at vælte den daværende regering, som på sin side ganske åbenbart var svært interesseret i at lade sig vælte, stillet – som den mente man var – over for voksende arbejdsløshed, inflation og vanskeligheder på arbejdsmarkedet. For Vestresocialisterne i Ballerup, Måløv og Skovlunde mw |
