FASTFOOD
Teatrene vælger de lette løsninger - i stedet for at vise fore stillinger med liv i - forestillinger der kan vise teatrenes berettigelse
Uden i øvrigt at være andet end
den vigtigste part i en teaterforestilling, nemlig tilskuer, føler jeg
i al beskedenhed, at det kan være frugtbart at blande tilskuerne ind i
den verserende debat omkring teatrenes krise. Teaterfolkets
ledere, aktører mv. har alle fremført mange årsager til krisen,
overvejende de økonomiske problemer der er ved at drive teater. Derimod
mener jeg ikke, at der er fremført
argumenter, som peger hen imod den egentlige årsag: at teaterfolket er
ramt af den almindelige angst, der også har ramt landets øvrige
arbejdspladser. Der opstod
nemlig en mærkbar skræmthed blandt normale mennesker, den dag i 1982
den borgerlige regering tiltrådte. Fra en frugtbar og fornuftig
demokratiseringsproces i årene forud, blev der med et slag – og med
regeringen i ryggen – stillet krav om og gennemført tidligere tiders
autoritære ledelsesformer. Dette krav, set i lyset af den store
arbejdsløshed og de økonomisk usikre tider som fulgte, har medført nærmest
en apatisk tilstand blandt mange kreative mennesker, som bl.a. har givet
sig udslag i en tilbageholdenhed ud over det normale. Resultatet er
blevet, at det ligesom er det klogeste at holde sin kæft, at holde på
det sikre, ikke stille krav eller søge nye udfordringer. Vi skal alle
bare lystre og opføre os pænt. Det er denne choktilstand, som har ramt
mange andre, som hersker på de danske teaterscener i dag. Hvor er det
samfundskritiske og satiriske teater blevet af? Hvor er vinterrevyerne
henne? Hvor er det veloplagte og glade publikum? Teatrene har
generelt valgt de lette løsninger. I snart lang tid har vi måttet se færdigpakkede
engelske eller amerikanske ”fastfood” forestillinger. Farcer som
med enkelte undtagelser har bestået i gentagelse på gentagelse med
sikre Arte - abonnenter på tilskuerpladserne. Det er blevet fremført i
debatten, at publikum ønsker og elsker teaterforestillinger, hvor de
oplever noget, de selv kan identificere sig med. Det er blevet hævdet,
at der er mangel på danske dramatikere og dansk drama. Jamen, hør I
gode teaterfolk! Har jeres egen behagelighed taget magten fra jer? Det
største drama i nyere tid foregår lige for næsen af os alle: den økonomiske
krise, arbejdsløsheden, kartoffelkuren magtesløsheden og elendigheden.
Samfundet er ved at gå i stå¨, både kulturelt og økonomisk. Snart
bliver vi bombarderede med Tv-reklamer fra morgen til sen nat. Inden længe
falder I selv for fristelsen til at blive sponsoreret af erhvervslivet,
hvor de danske teaterscener vil ende som ligegyldige og intetsigende
borgerlige kulturformidlere. Teaterdirektører,
skuespillere og forfattere: rejs jer fra jeres hi, og kom i gang med
forestillinger med liv i – noget vi kan more os over –
forestillinger som berører tidens samfund og sætter tingene og sindene
i bevægelse. I er en del af
samfundet. I er selv ofre for krisen. Det er jeres pligt at deltage og
bevise jeres berettigelse. Gør det inden tæppefald.
|
