|
Det
hele liv - hele livet
Af Mogens Weile
Danskernes og fagbevægelses visioner
var i 1871 som nu i 1999 ønsket om det gode liv.
Primært var det arbejdernes
målsætninger for fremtiden, der dengang gjorde
fagbevægelsens aktive indsats og organisering, og
på baggrund heraf at socialdemokratiet fik en afgørende indflydelse på
samfundsudviklingen.
Mange reformer er gennemført siden, og
i takt med den teknologiske udvikling og takket være en tidligere stærk og
solidarisk fagbevægelse har lønmodtagerne i dag - de i overenskomstmæssige
job - fået en rimelig andel i velfærdsudviklingen.
Trods Danmarks medlemskab af EU,
EU-direktiver og som følge heraf nu Pinsepakken og indgreb i efterlønnen har
forbrug - og smide - væk - samfundet undervejs skabt en høj dækning af vore
basale behov, og skaderne er - har man fortalt mig - endnu ikke større end vi
kan nå at vende udviklingen hen imod det SOCIAL/ØKOLOGISKE SAMFUND. Et reelt
velfærdssamfund, hvor vi i et reelt demokrati, uden salamipolitik, kan leve i
et solidarisk fællesskab i pagt med naturen af hensyn til alles overlevelse.
Denne vision kræver imidlertid en fornyet indsats i lighed med indsatsen i
1871, dog gerne med lidt hurtigere resultater.
Debatten om velfærdssamfundets
fornyelse ind i det næste århundrede skal derfor føres helt ind under huden.
Begrebet velfærd må konkretiseres. Hvad forstår vi ved velfærd? Og velfærd
for hvem?
Samtidig med kapitalens konstante
krav om at have en billig
arbejdskraftreserve (arbejdsløse) stillet til sin rådighed, og om konstant forøgelse
af den investerede kapital af hensyn til ”konkurrenceevnen”,
nedslides stadig flere, både fysisk og psykisk, og flere og flere belaster
syge- og sundhedsvæsenet, enten fordi de arbejder for meget, eller fordi de
intet arbejde har. De menneskelige omkostninger er simpelthen blevet for høje.
Utryghed og trusler om nye varme krige.
Fødevareforurening, Mogens Lykketoft, arbejdsløshed og fyrede medborgere som
omfordeles i pulje- og jobtilbud som billig arbejdskraft (127 år efter Pio) præger
i al for høj grad stadig danskernes hverdag .
Med henblik på afklaring/holdninger om
bl.a. disse urimelige “velfærdsgoder” bør debatten om fremtidens velfærdssamfund
nu koncentrere sig om at vi i fællesskab formulerer det vi ikke vil, og
definere de nye målsætninger for det vi gerne vil.
En begyndelse kan være, at resterne af
socialdemokratiet og LO, inden døren smækker helt i, begynder at stille
borgerne spørgsmål om vores forventninger til fremtiden, og at befolkningen
reelt inddrages i debatten før beslutningerne tages.
Relevante spørgsmål at få svar på
kunne fx være: hvem har gavn af arbejdsløsheden og den billige arbejdskraft?
hvorfor arbejder vi så længe og så meget for andre, men så lidt for os selv?
hvordan vil vi fx leve og bo i fremtiden? hvorfor skal små børn anbringes,
snart døgnet rundt i offentlige institutioner? er der nogen fornuftig mening i
og behov for de mange opreklamerede ligegyldigheder og ofte skadelige produkter
vi som producenter knokler med på arbejdsgivernes virksomheder, varer og
produkter af dårlig kvalitet, som vi som forbrugere køber til overpris og
alligevel kasserer. Hvori består de fælles målsætninger i den markedsøkonomiske
tidsalder? og hvad forstår “fællesskabet” ved et godt liv. “Det hele liv
- hele livet”.
tilbage
til Artikelarkivets Indexside
|