Bønskrift for fred og økonomisk udvikling i Irak

I tolv år har de nordiske lande støttet og deltaget i økonomiske sanktioner over for Irak. Disse sanktioner er blevet beskrevet af mange højtstående FN-embedsmænd – herunder Denis Halliday, Hans von Sponeck og Jutta Burghar – og af repræsentanter for FN-kontorer og NGO’er som “et folkedrab”. De tal, som fremgår af rapporter fra FN selv, er efterhånden velkendte: mere end 1½ million irakere er døde som en direkte konsekvens af sanktionerne og de stadige bombninger. Ifølge UNICEF dør der hver måned 5.000 børn på grund af mangel på mad, medicin, rent vand, en alvorligt skadet infrastruktur og en ødelagt økonomi.

Der er ikke blevet gjort nogen undtagelse fra sanktionerne for at tillade import af udstyr og kemikalier til vandrensningsanlæg. Uden disse ting har ørkenlandet ingen adgang til drikkevand. I FN’s sikkerhedsråd har USA og Storbritannien i 18 tilfælde blokeret for importen af sådant udstyr og kemikalier. Det har de gjort på trods af en viden om, at denne politik har ført til epidemier af bl.a. kolera. Der blev vedtaget et nyt sanktionsprogram ved FN-resolution nr. 1409 i maj 2002, men der er stadig restriktioner på importen af varer, der er nødvendige til vandrensning såvel som på varer til medicinsk behandling.

Sanktionerne har ikke ført til demokratiske forandringer i Irak. Tværtimod er det civile samfund blevet ødelagt, Saddam Husseins magt er blevet styrket og den interne opposition er blevet svækket. Gennem tilslutningen til sanktionspolitikken deltager vore lande i en forbrydelse mod menneskeheden.

Lige siden slutningen af Golfkrigen har USA og Storbritannien udført gentagne bombetogter over Irak med særligt intense angreb i foråret 2002. Og nu er USA ved at få en tøvende verden til at acceptere og støtte et storstilet militært angreb på Irak. En påstået militær trussel fra Irak angives som grund for et sådant angreb, som vil medføre endnu flere civile tab og medføre mere ødelæggelse af det civile samfund.

I februar 2002 planlagde Pentagon et nyt kontor for informationskrig – “Kontoret for strategisk indflydelse” (OSI). Den formelle etablering af dette kontor blev officielt opgivet på grund af et internationalt ramaskrig mod sådanne  planer om at udbrede misinformation via de internationale medier. Men kontorets opgaver med at udbrede strategiske og taktiske løgne kan blive udført gennem andre kontorer, og det vil derfor være klogt at betragte de “informationer” og “nyheder”, der kommer fra den politiske og militære ledelse, med skepticisme.

Ét eksempel på misinformation er de vedvarende rygter om eksistensen af masseødelæggelsesvåben i Irak. Disse rygter cirkulerer nu i de internationale medier for at forberede offentligheden psykisk på en storkrig. Der er ikke fremlagt nogen beviser.

Der er mange alternative meninger om Iraks militære situation, og de kæmper for at blive hørt.

Da atomvåbenkontrol-projektet WPNAC offentliggjorde en forfalsket rapport om, at Irak havde gennemført atomprøvesprængninger i 1989, blev den tilbagevist af kommissionen “American Independent Commission on the Verifiability of the Comprehensive Nuclear Test Ban Treaty” (CTBT). Ifølge denne kommissions rapport havde der ikke været nogen seismisk aktivitet inden for 50 km fra det angivelige prøvesprængningssted i perioden 1980-99, hvilket betyder, at der ikke har været gennemført nogen atomprøvesprængninger på det sted i denne periode.

Det internationale atomenergiagentur (IAEA) gennemførte sin årlige inspektion i Irak i januar 2002, og dens chefinspektør, Anrzey Pietruwski, rapporterede til Reuter, at Irak havde samarbejdet fuldt ud, og at inspektionerne var foregået uhindret. (Reuter, 31. januar 2002)

Hans Blix, der tidligere har været chef for IAEA, sagde i et interview i svensk radio i maj 2000, at Iraks nukleare kapacitet var blevet fuldstændig ødelagt i 1998, og at dets missilkapacitet var ødelagt i tilstrækkeligt omfang til at opfylde inspektionskriterierne. Hans Brix er ikke en “due” i forhold til Irak. Han er faktisk en stærk tilhænger af sanktionerne, men han er ikke parat til at udbrede falske informationer for at støtte sanktionernes opretholdelse for enhver pris.

Blix’s synspunkter vedrørende Iraks afvæbning støttes af major Scott Ritter fra USA’s marinekorps. Han deltog i Golf-krigen og blev senere chef for FN’s specialkommission for våbeninspektion i Irak (UNSCOM) i perioden 1991 – 1998.

I “The Guardian” sagde Scott Ritter den 19. januar 2001: “I det mest strenge system for inspektion på stedet, der nogen sinde er gennemført i våbenkontrollens historie, blev Iraks program for biologiske våben demonteret, ødelagt eller gjort uskadeligt gennem hundredvis af uanmeldte inspektioner. De vigtigste fabrikker for produktion af biologiske våben … blev sprængt i luften og alt deres udstyr ødelagt. Andre virksomheder med biologisk produktion led samme skæbne … endvidere blev der i Irak gennemført en meget nøje, konstant overvågning af alle faciliteter med en mulig biologisk anvendelse. Bryggerier, foderfabrikker, fabrikker for vaccine og medicin, universitetslaboratorier og alle hospitaler blev udsat for stadigt gentagne inspektioner.”

Ved en forelæsning på Sul Ross Universitetet i Texas i november 2001 sagde Scott Ritter: “Irak udgør ikke en trussel mod nogen som helst. Det er et ødelagt land, og det har ikke en chance for at genopruste.” Han anbefaler en genoptagelse af våbeninspektionerne, en fortsat våbenembargo og en øjeblikkelig ophævelse af de økonomiske sanktioner.

I USA er politikerne meget opmærksomme på Iraks militære svaghed, og nogle af dem har talt højt om sagen. Ved sin fratræden sagde William Cohen, forsvarsminister i Clinton-regeringen, til præsident Bush: “Irak udgør ikke længere en trussel over for sine naboer.” Og i TV-programmet “Face the Nation” kommenterede den nuværende forsvarsminister Colin Powell den militære situation i Irak: “Millionhæren fra for ti år siden er væk. Han har en meget mindre hær … der ikke længere har nogen kapacitet til at angribe sine naboer.” Men den fløj i Bush-regeringen, som har valgt at ignorere disse røster, har vist sig at være den stærkeste.

Et angreb på Irak vil påvirke hele den eksplosive region. Ikke desto mindre synes USA – et land, der ligger tusinder af kilometer væk – fast besluttet på at “forsvare” Iraks naboer imod deres ønske. Topmødet i den arabiske liga i Beirut i marts udtalte: “Vi afviser truslen om at angribe arabiske lande, især Irak. Vi bekræfter vores fuldstændige afvisning af ethvert angreb på Irak.” Den arabiske liga appellerede endda til “ophævelse af sanktionerne over for Irak, så afstraffelsen af det irakiske folk kan ophøre.”

Der har også været udtrykt modstand mod USA's trusler fra forskellige andre sider. Massoud Barzani, der er leder af det Kurdiske demokratiske Parti i Irak, sagde for nylig: “Irak-spørgsmålet kan ikke løses militært eller med en kommandoaktion.” I England har mange medlemmer af Arbejderpartiet givet udtryk for en stærk modstand mod deres leder Tony Blair’s godkendelse af ethvert amerikansk angreb mod Irak, også en egentlig invasion. Adskillige EU-lande samt Rusland og Kina har også udtrykt modstand.

Mens det irakiske folk lever under denne krigstrussel, så fortsætter de dræbende økonomiske sanktioner. Trods en voksende modstand over hele verden har USA og Storbritannien år efter år insisteret på, at sanktionerne skulle fortsætte, så længe  våbeninspektørerne ikke fik adgang til Irak – og på det seneste så længe som Saddam Hussein er ved magten. Men i lyset af de omstændigheder, under hvilke våbeninspektørerne forlod Irak i december 1998, og i lyset af de efterfølgende begivenheder, er det vanskeligt at se, at USA og Storbritannien føler nogen forpligtelse over for våbeninspektionerne.

I et radiointerview den 28. juli 2002 afslørede ambassadør Rolf Ekéus (Sverige), som var FN’s administrative chef for UNSCOM-våbeninspektionsprogrammet fra 1991-97, at inspektionsholdet var under konstant pres fra USA for at fremprovokere krisesituationer i forhold til den irakiske regering og for at bruge inspektionsprogrammet som et dække for aktiviteter uden for FN-mandatet. Disse aktiviteter omfattede at finde ud af, hvor Saddam Hussein befandt sig, og at udforske Iraks konventionelle våben.

I dokumentarfilmen “Shifting Sands” beskriver den tidligere våbeninspektør ved UNSCOM, Scott Ritter, hvordan lederen af programmet, Richard Butler, med fuldt overlæg fremprovokerede en kritisk forværring af relationerne med Irak for at legitimere tilbagetrækningen af UNSCOM-holdet og den bombekampagne, der blev gennemført umiddelbart efter. Som Scott Ritter påviser, så er beskyldningerne om, at våbeninspektørerne blev “smidt ud” af Irak et eksempel på den udbredte misinformation.

I en artikel i “Los Angeles Times” i juni 2002 giver Scott Ritter udtryk for, at rapporter om godkendelse af hemmelige operationer med henblik på at styrte Saddam er beregnet på at afspore forhandlingerne om genoptagelse af våbeninspektionerne. Det kan nemlig befrygtes, at våbeninspektionerne igen vil blive infiltreret og manipuleret af efterretningstjenesterne. Igen er hensigten med frigivelsen af “strategisk information” tydelig.

Hvilke garantier er der for, at Irak ikke vil genopbygge sit arsenal af masseødelæggelsesvåben, hvis sanktionerne bliver ophævet? Ingen selvfølgelig. Så længe Irak har menneskelig viden, videnskabsmænd, papir og blyant vil der også være muligheder for at udvikle våben. Men dette gælder for alle lande. Der findes ingen garantier for det totale fravær af masseødelæggelsesvåben i noget land. Skal befolkningen i alle lande så straffes med økonomisk krigsførelse for evigt?

Det kriterium, der har været brugt for at retfærdiggøre sanktionerne og de vedvarende militære angreb på Irak, ville kunne bruges til at retfærdiggøre sanktioner og fjendtligheder over for rigtig mange lande, ikke mindst USA selv. USA besidder både kemiske og biologiske våben samt det største arsenal masseødelæggelsesvåben – atomvåben – i verden. USA er også det eneste land i verden, der nogensinde har brugt atomvåben. Men uafhængige våbeninspektioner er ikke tilladt i USA. Det samme gælder alle de andre atommagter, som nu også omfatter Israel, Indien og Pakistan. Men ville vi ønske at straffe befolkningerne i disse lande for den politik, deres regimer fører, ved at berøve dem deres ret til liv og helbred? Ville vi ønske at se bomber falde over Washington, Moskva, Paris, London, Tel Aviv og New Delhi? Selvfølgelig ikke! Så hvorfor det irakiske folk? Hvorfor Bagdad?

I henhold til international lov har intet land ret til at blande sig i et andet lands indre anliggender. Det faktum, at det irakiske folk lever under et diktatur, giver ikke andre stater eller FN ret til at handle på dette folks vegne. En ændring i ledelsen vil ikke finde sted gennem økonomiske sanktioner over for et folk, der ikke har valgt ham. Og det må ikke blive opnået ved at bombe byer og landsbyer eller gennem en invasion.

Det irakiske folk må bestemme sin egen skæbne, og den bedste måde vi kan hjælpe det på, er ved at ophæve sanktionerne. Når sult og sygdom, fattigdom og desperation ikke længere dominerer folks liv; når de kan genvinde deres styrke og deres værdighed og igen arbejde for livets opretholdelse i stedet for at være afhængige af et ydmygende og utilstrækkeligt uddelingssystem, så vil de være i en meget bedre situation med henblik på at handle i forhold til, hvad de selv anser for at være i deres interesse.

Og oprettelsen af et demokrati er ikke en del af USA's plan for Irak. Den amerikanske regering har allerede sine egne kandidater, som den vil udskifte sin tidligere favorit Saddam Hussein med. Det er tidligere irakiske officerer, nogle af dem med en hel del blod på hænderne, og alle meget velvillige over for USA's ønske om kontrol med olieressourcerne i området. En af disse officerer er general al-Khazraji, tidligere stabschef hos Saddam. Han er på tålt ophold i Danmark, og han er anklaget for meddelagtighed i brugen af kemiske våben mod den kurdiske by Halabjah i 1988. Interessen i demokrati og menneskerettigheder er underordnet Bush-regeringens interesser i de rige olieressoucer.

Hvilken holdning vil Sverige og Danmark indtage i den planlagte krig mod Irak? Vil vore regeringer støtte en stat, som krænker international lov og udøver det, der rettelig burde betegnes som statsterrorisme? Eller vil de følge international lov, respektere ånden i FN’s charter og nægte at støtte en sådan krig?

Og hvad med sanktionerne? Vi kan ikke undskylde os selv ved at sige: “Vi vidste ingenting!” Vi ved tilstrækkeligt, og vi har vidst det længe.

Vi forlanger, at vore regeringer giver udtryk for deres modstand mod et storangreb på Irak. Og samtidig forlanger vi, at vore regeringer støtter og aktivt arbejder i FN for:

-         et øjeblikkeligt stop for bombeangreb på Irak

-         en betingelsesløs ophævelse af de økonomiske sanktioner mod Irak

-         indkaldelse af en international fredskonference for Mellemøsten med deltagelse af alle de involverede parter, herunder stater og repræsentanter for nationale mindretal, med det formål at løse de vigtigste konflikter i området: masseødelæggelsesvåben, Palæstina-spørgsmålet, det kurdiske spørgsmål og andre menneskerettighedsspørgsmål.

Denne artikel og dette bønskrift er underskrevet af:

Anita Lilburn, talsperson for den svenske Irakkomité mod økonomiske sanktioner (SIES) Jan Øberg, direktør for Transnational Foundation for Peace and Future Research, Sverige Maj Wechselmann, journalist, Sverige

Erik Stinus, forfatter, Danmark

Sara Stinus, forfatter, Danmark

Hind al-Naimi Kjær, formand for den danske komité for fred og udvikling i Irak

Coilín ÒhAiseadha, DCH, Christiansborg Fredsvagt, Danmark

Elias Davidsson, koordinator for den islandske komité mod sanktionerne mod Irak

Tony Maturin, Quaker´s Peace and Service Committee , New Zealand

Thomas Nagy, professor ved George Washington Universitetet, USA

Hans-Christof von Sponeck, tidligere koordinator for FN’s “olie for mad”-program i Irak.

 

tilbage til artikler
tilbage til danirak.dk start side