Rapport nr. 2

Bæredygtig Velfærd

Udviklingens hovedspor- og alle taberne der falder udenfor

Rapporten Bæredygtig velfærd rummer 20 kapitler om det gode og det dårlige liv, om velfærd i dag og i overmorgen i et af verdens allerrigeste lande med høj vækst og den laveste arbejdsløshed i mange år. 20 artikler om at være borger, medborger eller klient i et strømlinjet samfund af storforbrugere. Et samfund præget af så stort et tempo, at alle der falder udenfor, bliver tabende afvigere. De kobles af.

Mens vækst og forbrug buldrer af sted, skabes der nye skel, ny ulighed og nye tabere. Mens vi taler om fremtidens velfærd i et samfund under forandring, lægges grunden til, at mange børn vokser ind i voksenlivet med store problemer. Der tales om kamp mod en negativ sociale arv, alt imens der skabes nye sociale tabere. Voksne fastlåses i en situation med ondt i livet, og konsekvensen er, at mange af børnene også fratages det gode liv.

Næsten alt i udviklingens hovedspor handler om arbejdslivet udenfor hjemmet. Verden ændrer sig hurtigt. Klimaet ændres, nationernes roller ændres, og menneskers vilkår ændrer sig overalt. Imidlertid er det  kun et enkelt parameter for forandring, som  stort set optager al energi og tankevirksomhed blandt etablerede økonomer og i regeringen: nemlig det forhold, at befolkningens sammensætning ændrer sig, så der bliver langt flere gamle og færre på arbejdsmarkedet og der gives tilsyneladende kun et svar på denne udfordring: Flere danskere skal ud på arbejdsmarkedet, og de der allerede er der, skal blive der i endnu længere tid.

Men velfærd omfatter også familieliv, ligestilling og retspolitik. Og måden vi behandler flygtninge og indvandrere på – også i asylcentrene!

Rapporten  behandler tre store temaer: ”Velfærdssamfundets beskyttelse og forandring”, ”Socialt medborgerskab” og ”Det gode liv”. Her fremlægges en række kritiske overvejelser over vores velfærdssamfund og konstruktive bud på fremtiden.

Pointer i rapporten:

- Der er sket en udvikling fra velfærdsydelser til fattighjælp. Det skønnes, at omkring 30.000 mennesker i Danmark aktuelt er berørt af nedsatte forsørgelsesydelser. Det sker i et samfund, hvor de rige hele tiden øger deres forbrug voldsomt.

- Uligheden vokser. Skattestoppet og ejendomsprisernes himmelflugt gavner først og fremmest de rige, mens reduktionen i kontanthjælp, startydelser og en række andre former for pisk gør de fattigste fattigere. Det er resultat af en politik, der forærer de rige ekstra skattefrie formuer, mens den fratager de fattige den smule overskud, der tidligere kunne forsøde livet lidt.

-  Mennesker skal ikke parkeres på overførselsindkomst, tværtimod skal den enkeltes

ressourcer udnyttes anderledes og bedre. Dårligt uddannede og tilsyneladende svage mennesker har også ressourcer, som kan frigøres, og samfundets sammenhængskraft støttes via netværk, timebanker og andre alternative arbejdssituationer.

- Alle mennesker har brug for anerkendelse. Uden anerkendelse ingen udvikling, ingen

omstillingsparathed, ingen samfundsmæssige ressourcer. Mange klienter taler om at være usynliggjorte, negligerede og retsløse.

- Det er i høj grad er velfærdsstatens humanistiske værdigrundlag, der har gjort denne model robust, velegnet og tilpasningsduelig. Langtidsholdbarheden ligger i kombinationen af trivsel, lighed, velfærd, skat og dynamisk vækst. Fratager man mennesker sociale og økonomiske muligheder, dræner man samfundets sociale kapital og øger de sociale spændinger: Der skabes ulige grundvilkår og det er ikke blot uretfærdigt, det er også økonomisk urentabelt og socialt destabiliserende.

- Uligheden også er voksende, når det gælder retssikkerhed. De svagestes rettigheder er gennem de senere år blevet svækkede både i straffe- og retshåndhævelses-systemet og på det sociale område og i forhold til ”de fremmede” der udgør systemets bund. Retssikkerheden er gradueret efter værdighed. De, der mindst behøver den, er de værdige og i forvejen velbeskyttede. De, der mest behøver den, har mindst af den. Retssikkerheden for de nederste i hierarkiet er ringere end tidligere.

- Det er nødvendigt at reformulere solidaritetsbegrebet som led i en socialpolitisk og velfærdsstatslig fornyelse, hvor der skal være plads til forskellighed, og til at mennesker, der er svage eller anderledes, alligevel udvikler et positivt selvforhold og inkluderes i samfundet.

- Borgeren er mere end arbejdskraft på arbejdsmarkedet. Når lønnet arbejde gøres til en forudsætning for deltagelse i det sociale liv, og når det kollektive fællesskab svækkes, og forholdet mellem individ og stat individualiseres, er der nogen der falder udenfor. Når sociale rettigheder samtidig gøres behovsprøvede og tildeles efter subjektive trangskriterier, så øges risikoen for marginalisering af de udsatte. Den sociale differentiering vokser, og den sociale sammenhængskraft svækkes.

- Der er brug for at mindske konflikten mellem lønnet arbejde, omsorgsarbejde og aktiviteter i lokalsamfundet gennem fleksible ordninger, der styrker sociale netværk.

- Den store udfordring i fremtiden bliver

• at organisere det moderne samfund, så den førte politik kommer til at udspringe i det civile samfund og ikke blot bliver udtryk for magt- og pengeinteresser.
• at skabe lydhørhed og respekt for det enkelte menneskes integritet, behov for selvbestemmelse og ligeværdighed må gøres til en samfundsmæssig værdi.

- Der skal inddrages et kønsperspektiv i enhver velfærdsanalyse for at efterfølgende forslag ikke skal ende med at forstærke gældende ulighed eller skabe ny. Uligheden er markant, men det er stadig ingen selvfølge at indtænke kønsdimensionen.

For at sikre ”det gode liv” for børnefamilierne og børnene er det nødvendigt at alle forældre får bedre og udvidede muligheder for at balancere arbejde og familieliv.

Helbred og indkomst er måske de to vigtigste velfærdskomponenter i menneskers liv og vi har udtalt social og økonomisk ulighed i helbred.

På fire områder er det muligt at ændre denne udvikling med velfærdspolitik:

• Uddannelse er afgørende for livsudsigter og helbred, men den sociale arv betyder, at unges uddannelsesvalg og muligheder påvirkes af forældrenes økonomiske og sociale ressourcer.
• Politik gør en forskel. Familiepolitik som mindsker børnefattigdom, arbejdsmarkedspolitik som mindsker arbejdsløshed blandt kort uddannede, og arbejdsmiljølovgivning som fjerner risici på udsatte arbejdspladser.
• Sygdom opstår ofte af samvirkende årsager i miljø og adfærd. Hvis børn i deres opvækst er udsat for mange risikofaktorer, er de mere sårbare siden. Større lighed i børns sociale situation mindsker risiciene.
• Det danske arbejdsmarked har meget lav beskæftigelse af mennesker med alvorligt nedsat arbejdsevne. Arbejdsmarkedets tolerance for mennesker med nedsatte arbejdsevner skal øges.
• Danmark har brug for en samlet indsats, der bringer Danmark på niveau med de øvrige nordiske lande, når det drejer sig om behandling af børns psykiske problemer.

Kravet er enkelt nok

• Hvis vi ønsker at integrere udsatte, syge, ældre, etniske grupper, arbejdsløse og bistandsklienter og gøre dem til aktive deltagere i velfærdssamfundet, skal vi skabe muligheder for, at de kan bidrage, selv om de ikke kan arbejde 37 timer om ugen. Der skal også være livskvalitet og velfærd for disse mennesker.

På et tidspunkt, hvor vi samfundsmæssigt er rigere end nogensinde før, er det gode liv udfordret og for mange allerede svækket. Derfor er der behov for en langsigtet debat om, hvordan vi sikrer det gode liv både i og udenfor Danmark. Men det skal være en debat, der følger langt flere spor end det, man i dag har valgt at gøre til hovedsporet. Og den skal handle om alle mennesker, ikke kun om dem, der passer bedst ind i økonomernes snævre regnestykker. 

læs mere her:  http://www.mobilisering.dk/