 |
|
Intentionerne bag "Lov om en aktiv arbjedsmarkedspolitik" var sikkert udmærkede, og hvis det havde været sådan, at der var arbejde til dem, der gerne vil arbejde, så problemet udelukkende var at skaffe virksomhederne og de ledige i kontakt med hinanden, ville den også virke efter hensigten. Det ville den også, hvis den blev brugt til at bibringe ledige de kvalifikationer, de mangler i forhold til arbejdsmarkedets behov.
Men sådan er det ikke, og derfor virker "arbejdsmarkedsreformen" ikke! Måske låser den tværtimod mennesker fast uden for arbejdsmarkedet. Det har socialrådgiver Annette Andersson begået en glimrende debatbog om: "Fanget i systemet" (Borgens Forlag. ISBN 87-21-01613-5). Den burde være obligatorisk højtlæsning i Folketinget - med mødepligt for samtlige 179 folkevalgte.
Det er et besynderligt menneskesyn, der ligger bag den holdning, at et voksent normaltbegavet menneske ikke skulle kunne finde ud af selv at strukturere sin hverdag i en ledighedsperiode af kortere eller længere varighed, og at vi derfor er nødt til at sætte vedkommende i dagpleje til gengæld for understøttelsen eller kontanthjælpen.
Selv har jeg været i dagpleje på et musem, der meget behændigt er omdannet til et beskæftigelsesprojekt. Det er skidesmart! For de forholdsvis få fastansatte uden for administrationen har så titel af "projektledere" - det vil sige, at "systemet" betaler deres løn. Til de forskellige "projekter" - såsom rengøring, vedligehold, cafédrift - kan så knyttes et tilsyneladende uendeligt antal ledige i "aktivering" - billig eller gratis arbejdskraft!
Top
Det kan godt være, de synes, det er "kedeligt", men de vil i løbet af livet erfare, at det er der masser af ting, der er, men at man bliver nødt til at gøre dem alligevel.
En sidegevinst er, at man dernæst kan være bekendt at have dem med i byen, uden at de forventer at kunne løbe hujende rundt, så snart de selv er mætte - eller for den sags skyld bare har mistet interessen for maden.
Jeg synes også, man skylder andre mennesker så tidligt som muligt at lære sine børn at spise pænt. Selv om barnet endnu ikke helt selv kan skære f.eks. sin kotelet ud bid for bid uden at halvdelen ryger på gulvet, kan det godt begynde at lære at spise med både kniv og gaffel, efter at maden er skåret ud.
Med til at spise pænt hører selvfølgelig også at lade være med at smaske og slubre. En normal treårig kan, hvis den får det at vide hver gang, fint lære at lukke munden, mens den tygger. Desværre har jeg kendt mange trettenårige, der endnu ikke havde fået det lært.
I skrivende stund er "normalbidraget" kr. 915,- pr. barn pr. måned. Eller i alt 197.640,- i løbet af de 18 år, bidragspligten normalt varer.
Definitionen på "normalbidraget" er ifølge Lena Vedel-Petersens "Min ret og min pligt" fra 1962 som følger: "Et beløb, som er beregnet på grundlag af et skøn over samtlige de udgifter, som et barns underhold må antages at medføre, og således at faderens bidrag sættes til 3/5 af disse udgifter og moderens til 2/5 heraf". I mellemtiden har vi opnået økonomisk ligestilling, så mænd og kvinder i dag betaler samme "normalbidrag". Lad os i samme ligestillings navn sætte, at bidraget skal dække halvdelen af barnets underhold.
Udvalget havde nemlig også regnet ud, at det anno 2001 koster 5.000,- pr. måned at forsørge ét barn (!). Jeg kender ikke nogen, der har så godt råd, men det kan skyldes, at jeg færdes i de forkerte kredse. Lad os sætte, at beløbet holder stik. Så skulle normalbidraget være på 2.500,- pr. måned pr. barn. Det skulle nok pynte på skilsmissestatistikkerne - jeg tør ikke tænke på, hvad det til gengæld ville gøre ved antallet af hustrumord...
I 1962 var kvindens stilling i samfundet anderledes; hun var langt mere afhængig af manden som forsørger. Hvis hun havde udearbejde, var lønforskellene væsentlig større end i dag, og i tilfælde af skilsmisse var det et reelt problem for hende at forsørge børnene alene. Ofte måtte den fraskilte mand også fortsat betale til hendes personlige underhold som kompensation for, at hun havde givet afkald på egen indtægt for at gå hjemme.
Der er gået næsten 40 år siden da. Ingen behøver længere forblive i et ægteskab af økonomiske grunde, og selv om lovgivningen stadig rummer mulighed for underholdsbidrag mellem fraskilte ægtefæller, er det efterhånden sjældent, paragraffen kommer i anvendelse. Kvinder og mænd har i dag lige adgang til at forsørge sig selv, og det forekommer mig derfor anakronistisk, at vi stadig opererer med børnebidrag overhovedet!
I en tid, hvor det traditionelle familiemønster er afløst af seriel monogami med "dine børn, mine børn og vores børn" kan virkeligheden være, at den ene lille sammenbragte familie sender børnebidrag til den næste lille, sammenbragte familie, som sender børnebidrag til den tredje lille, sammenbragte familie.
Der er flere grunde til, at jeg finder børnebidraget anakronistisk. Det stammer fra en tid, hvor ansvarsløse mænd spredte deres sæd hos uoplyste kvinder, der dernæst sad tilbage med skammen. Han var over alle bjerge i stedet for at "tage sit ansvar = gifte sig med hende". I dag er det ingen skam at være enlig mor - i visse kredse er det nærmest trendy. I dag er der ingen normaltbegavet kvinde, der ikke ved, "hvor de små børn kommer fra", og selv om hun måske nok lukker øjnene imens, går hun absolut ind til moderskabet med åbne øjne: Vi har let adgang til prævention, og vi har fri abort! Alligevel opfører lovgivningen sig stadig, som er det udelukkende mandens ansvar, om der kommer et barn ud af et samleje.
Faktisk er vi på vej i den modsatte grøft: Jeg kender mere end én kvinde, der har "lavet et barn" på en mand, der absolut ikke var interesseret i at blive far, og hun ønskede da heller ikke ham i hverken sit eller barnets liv: Hun ville bare ha' et barn! Er det rimeligt, at manden dernæst skal betale i 18 år for det, der viste sig reelt at være et besøg hos byens dyreste luder? Bevares, han kunne have brugt kondom for en sikkerheds skyld, men det er nu engang som at spise flødekarameller med papir på - og man skulle trods alt gerne kunne stole på en kvinde, der siger, at hun har beskyttet sig?
Jeg har hørt det modargument, at hvis det ikke længere får økonomiske konsekvenser at blive far, vil mænd ansvarsløst gøre en masse kvinder gravide. NEJ! For en kvinde, der ikke ønsker at blive gravid, bruger prævention! Bevares, der kan forekomme "smuttere", men de er, hvis præventionen bruges rigtigt, så få, at de ikke er noget holdbart argument.
Hvad så i tilfælde af skilsmisse - med eller uden papir? Selvfølgelig skal barnet se begge forældre. Men hvis begge voksne skal have lige muligheder for at komme videre i tilværelsen, kan det ikke nytte, at den ene fortsat er økonomisk belastet af den anden. Faktisk tror jeg, det er med til at blokere for, at vi reelt får lige løn for lige arbejde! For hvorfor give den kvinde, der modtager mindst 10.000 skattefri kroner pr. barn pr. år, den samme løn som den mand, der skal tjene tilsvarende mere - for at aflevere pengene til hende? Det blokerer for, at kvinder får en ordentlig løn - hvilket især rammer de, der ikke modtager skattefri børnetilskud. Og tager slet ikke forbehold for, at en enlig mor ikke nødvendigvis er bistandsklient, men sagtens kan tjene mere end børnenes far, der blindt skal betale "normalbidrag" alene fordi hun "fik børnene" ved samlivsophøret. Jeg ved godt, at børnebidrag er delvist fradragsberettiget, men pengene skal nu engang udredes rent fysisk og derfor tjenes først. Jeg ved også godt, at der er bidragspligtige mødre, men de er underrepræsenterede, fordi fædre stadig - måske fordi "systemet" primært er befolket af skrukhøns - notorisk taber i forældremyndighedssager.
Jeg underkender ikke, at det er hårdt arbejde at være enlig mor, men jeg underkender heller ikke, at det kan være en ganske god forretning med flere tusind skattefri kroner i hver eneste måned. Hvis der ikke var penge i forældremyndighed, kunne det være, at den blev fordelt mere retfærdigt ved samlivsophør, end tilfældet ofte er i dag.
Det famøse udvalg gik i øvrigt behændigt udenom det faktum, at den bidragspligtige suverænt skal afholde alle transportudgifter i forbindelse med at se sine børn, uanset hvor afsides bopælsforælderen måtte vælge at bosætte sig. Det ville selvfølgelig også have spoleret den bestilte tegning, hvis det var kommet med i arbejdet, at den post snildt kan fylde lige så meget i budgettet som selve normalbidraget.
For nu at vende blikket mod "de lande vi normalt sammenligner os med", er det i vort naboland, Tyskland, ikke usædvanligt, at en fraskilt far må bo på et lejet værelse, fordi han hver måned skal betale så meget til sine fraskilte børn, at han reelt ikke selv har råd til at leve. Sådan vil det også gå herhjemme, hvis det udvalg, der har arbejdet med børnebidrag, får magt, som det har agt!
Som det er i dag, kan det at skulle af med bidrag til to børn være en alvorlig økonomisk belastning for en fraskilt far i normal- eller lavtlønsområdet - for slet ikke at snakke om, hvis han slet ikke har noget job. Det kan være bittert at se ekskonen skovle skattefri kroner ind, mens man selv konstant har r.... i vandskorpen. Måske fordi man tog broderparten af gælden ved skilsmissen - det er der mange mænd, der gør - ikke mindst for børnenes skyld. Kommer man først i restance med børnebidraget, er der godt nok regler i Kildeskatteloven for, hvor meget der skal være tilbage at leve for, når der er foretaget lønindeholdelse, men kommunernes pantefogeder overholder ikke disse regler!
Hvis børnebidraget fordobles eller mere, har kvindebevægelsen virkelig sejret ad H.... til. For så er det pludselig mændene, der tvinges til at blive i ægteskabet, fordi de simpelthen ikke har råd til at blive skilt!
Afskaf børnebidraget - det er et levn fra fortiden, hvis vi kvinder vel at mærke mener noget med ligestillingen! Det er jeg desværre altid ikke så sikker på, vi gør. For ligestilling kan også indebære at give afkald på privilegier!
Jeg - 40 år gammel - oplever mig selv som utrolig privilegeret. På den ene side er jeg ung nok til at have fået alt det herlige ved PCen med - og samtidig gammel nok til at forholde mig kritisk til dens rolle i informationssamfundet.
Jeg lærte elementær EDB på Sønderborg Handelsskole først i firserne, og selv om jeg aldrig har haft lyst til at leve af EDB, var det fint at lære at skrive og afvikle sine egne små BASIC- og COMAL80-programmer på samme naturlige måde som at lære andre nye fag.
Og det var klart med til, at da min daværende mand midt i firserne foreslog, at vi brugte 17.000,- på en computer, faldt det mig ikke ind i stedet at insistere på at udskifte hårde hvidevarer eller møbler med nyere modeller. (Ja, visse medsøstre: Den var til jer - og den var ikke specielt venligt ment!).
Mange ledige ville utvivlsomt forbedre deres kvalifikationer ved at erhverve større EDB-kendskab, men understøttelsen rækker ikke til indkøb af udstyret. Og der er ikke det store perspektiv i at deltage i en masse kurser, hvis der ikke er mulighed for at følge op på det lærte, når kurset er slut og computeradgangen væk!
At Internet blev givet frit i 1994, opfatter jeg som noget af det største, der overgik menneskeheden i det tyvende århundrede! Dels er der adgang til en voksende verden af information - hvis lødighed man dog selv må vurdere - dels er det unikt, at geografiske og sociale forhold ikke længere behøver være barrierer for at udvide sin bekendtskabskreds. For slet ikke at tale om at holde forbindelse med familie og venner.
Nogle bekymrer sig over, at IT-samfundet skaber "nørder". Jamen herregud, dem har vi da altid haft - i "gamle dage" var det blot noget andet, de foretog sig, og da kaldte vi dem landsbytosser.
Desværre fik misundelse bugt med, at virksomheder kunne lade deres ansatte købe en "medarbejdercomputer" og afdrage den via bruttolønnen. Den slags tiltag skal om ikke andet nok sikre, at der ikke kommer andre med på A-holdet end de mest velstillede. Mobiltelefoner kan købes for en femogtyveøre - hvad med nogle politiske tiltag, der sikrer, at vi får mere lige adgang til at lege på informationsmotorvejen!
Selv om jeg omhyggeligt gjorde opmærksom på, at jeg ikke var "søgende" (det hedder det også i de kredse), fik jeg omgående temmelig mange "frække breve", som det notorisk hedder i scor-terminologien. Det første endda indeholdende et close-up i 256 farver - mindst! - af en fremmed mands (ikke nødvendigvis afsenderens) kønsorganer! Nok havde jeg da set en nøgen mand før, men jeg tabte sgu lige underkæben et øjeblik - voksne mennesker er så desperate ;-/.
Ikke at der er noget nyt i kontaktannoncer - eller for den sags skyld noget forkert. På sin vis er det mere respektabelt at lære sin partner at kende via et diskret inserat under "personlige" end fem minutter i lukketid på Barbar-Bar. Alligevel har jeg altid lidt haft den dér fordom om, at kontaktannoncer er for de mere kiksede - "vi andre" behøver ikke ty til den slags ;-). Hvis jeg kan have fordommen i noget, er der adskillige tusind kiksede mennesker i Danmark, for datingstederne på nettet er vanvittig populære. Scor har valgt at profilere sig som det frække sted, hvor brugerne primært er uden efter det hurtige knald, men der findes naturligvis også "pænere steder".
Et af de pæne - eller i hvert fald dobbeltmoralske - hedder dating.dk. Her må man nemlig ikke sige det højt, hvis ens sexuelle præferencer skulle strække sig en smule videre end onsdag og lørdag i missionærstillingen og med lyset slukket! En kvinde skrev i sin profil, at hun er til S/M. Det indbragte hende et harsk brev fra dating's administrator om, at dating er et pænt sted, hvor man forhåbentlig kan finde en livsledsager - ikke et sted for prostituerede! I skrivende stund har hun ikke fået svar fra dating.dk på, hvorfor man åbenbart sidestiller en helt legal omend afvigende form for sexualitet med prostitution.
Jeg kender mennesker - også ikke-kiksede ;-) - der har fundet hinanden via kontaktannoncer både på og udenfor nettet. Jeg tror ikke, det ville virke for mig. Min personlige erfaring er, at det aldrig er lykkedes mig at blive forelsket, når jeg egentlig gerne ville være det, men at lynet til gengæld er slået ned på tidspunkter, hvor jeg mindst ventede det - og det måske tilmed var temmelig uhensigtsmæssigt, fordi jeg allerede befandt mig i et forhold.
Det, jeg mindst forstår ved dating-stederne, er nok, hvorfor det åbenbart er livet om at gøre hele tiden og nærmest for enhver pris at have en "kæreste".
Alligevel må vore efterlønsmodtagere dagligt finde sig i at få smidt i hovedet, at de er nogle dovne samfundsnassere, der burde forblive på arbejdsmarkedet mange år endnu.
Vi har nemlig slet ikke råd til efterlønnen!
Og det kan det såmænd også godt være, vi ikke har - men hvad er alternativet - skal vi diskret aflive folk, når arbejdsmarkedet over en tilstrækkelig lang periode har bevist, at det ikke står til rådighed for de ledige?
Ideen med efterløn var smuk og rigtig: De mennesker, der havde bestridt de mest nedslidende jobs, fik mulighed for at retirere med en vis form for helbred i behold. Der var også fornuft i, at arbejdsmarkedet skulle være med til at betale for den nedslidning, der finder sted, i stedet for blot at sende regningen videre til Statskassen. Ideen blev bare udhulet, da efterlønnen dernæst ikke kun blev et tilbud til disse mennesker, men en borgerret, der ikke skelede til, om ansøgeren var nedslidt elle ej - men udelukkende til dåbsattesten.
Hvorfor skal det partout være sådan, at det ikke alle kan få - det må ingen få?
De nyeste tal, jeg har kunnet finde, er fra 2001, hvor standardbudgettet for "enlig kvinde 30-48 år" siger kr. 7.072,- pr. måned. Til sammenligning var kontanthjælpen på samme tidspunkt på kr. 7.711,- pr. måned. Inden skat vel at mærke.
Så selvfølgelig har vi fattigdom i Danmark!
Selvfølgelig skal en overførselsindkomst hverken række til kaviar eller krydstogter, men er det rimeligt, at mennesker måske i årevis skal leve for under det halve af, hvad der anses for ret og rimeligt? Jeg er godt klar over, at en del af forklaringen på (for) lave ydelser er den såkalde "motivationsfaktor": Hvis vi giver folk tilstrækkeligt lidt at leve af, går de ud og finder et arbejde! Også selv om arbejdsløsheden i skrivende stund allerede er på 9%, og pessimisterne frygter, at alene i 2004 vil yderligere 30.000 danske arbejdspladser forsvinde til udlandet. Optimisterne håber, det kun bliver ca. 5.000...
Selv om jeg absolut ikke lider af socialangst, må jeg erkende, at mit liv som bistandsklient stille og roligt gør mig mere og mere asocial! Jeg har nemlig ikke råd til at have et socialt liv, der rækker særlig meget ud over termokanden hjemme i min lejlighed! Jeg bor i en by med et spændende kulturliv, men jeg kan ikke være med i en verden, hvor en biografbillet koster 60 kroner, en teaterbillet eller et foredrag det dobbelte! Jeg er tilflytter i Jylland, familie og størsteparten af mine venner bor andre steder i landet. Jeg besøger dem sjældent, for jeg har ikke råd til DSB's priser.
Og nej, jeg har ikke ondt af mig selv, for jeg har på mange måder et rigtig godt liv - trods alt. Jeg bor i min egen (lejede) lejlighed og ikke på herberg eller forsorgshjem, jeg kan købe mad hver dag i stedet for at være nødt til at stjæle eller rode i skraldespandene. Men jeg er træt helt ind i knoglerne! Bliver nervøs, når køleskabet "knurrer" på en anden måde: Åh, nej, hvis det nu går i stykker - jeg har ingen mulighed for at købe et andet. Kigger bekymret på skosålerne: De SKAL simpelthen holde mindst en måned endnu, for der er lige kommet årsopgørelse fra elforsyningen: Næste regning er 700,- højere end normalt. Det burde jeg vel have forudset, men jeg render altså (endnu) ikke og kigger på min elmåler for at finde ud af, om jeg har råd til at tænde for komfuret i aften - eller må nøjes med et stykke rugbrød.
I en god økonomi fylder pengespørgsmål ca. 10% - i en dårlig 90%. Alligevel forventes folk som jeg at have overmenneskelige ressourcer, hvad angår at sælge vor (ofte ikke særlig velkvalificerede) arbejdskraft. Ellers må vi jo "motiveres" lidt mere. Det minder i uhyggelig grad om noget, vi lærte i skolens historieundervisning: Wollen Sie nicht arbeiten? Dann haben wir andre Methoden!
De fleste af os har ret til fem ugers ferie om året - nogle en smule mere takket være flexordninger og særlige overenskomsttillæg. Andre slet ingen, fordi de er på kontanthjælp. Men lad os bare holde fast i fem ugers årlig ferie som det normale.
Samtidig har vore skolesøgende børn ferie i dobbelt så lang tid: Seks ugers sommerferie, en uges efterårsferie, en uges juleferie, en uges vinterferie, en uges påskeferie plus "det løse" i form af skæve helligdage, hvor de fleste forældre dog har fri, idet samfundet holder lukket. Facit på bundlinjen bliver stadig, at der er ca. fem ugers skoleferie for meget i forhold til, hvordan resten af samfundet rent faktisk er indrettet. De tider, hvor en bedstemor var en trind, hjemmegående kone, der til enhver tid kunne passe sine børnebørn, er forlængst forbi, og hvor meget "ferie" har et barn reelt, hvis tiden skal tilbringes i en daginstitution, fordi mor og far er på arbejde?
Hvorfor ikke i højere grad tilpasse skolernes ferie til det omgivende samfund! Fire ugers sommerferie er tilstrækkeligt til, at de mange skilsmissebørn kan få to uger med hver af forældrene - hvilket er, hvad de fleste samværsresolutioner i forvejen tildeler den forælder, der ikke har barnet boende, men blot er "samværsberettiget". Lad os bare beholde efterårsferien; sommerferien ligger et par måneder bagude, og vi befinder os i den mørke tid, hvor både børn og voksne nok kan trænge til at "lade op" en uges tid.
Juleferien skal til gengæld reduceres, så den matcher samfundets juleferie: Der undervises normalt t.o.m. 23. december samt i "mellemdagene", såfremt de falder på hverdage. Vinterferien kan vi godt undvære - det har lige været jul, og påsken og de øvrige skæve helligdage er allerede i sigte. I påskeugen skal der selvfølgelig undervises normalt mandag til onsdag.
Dette vil give skolebørnene godt en snes flere effektive undervisningsdage om året, hvilket ikke kan udgå at få en positiv effekt på, hvad de når at lære - det ville være dejligt, om vi kunne ændre den beskæmmende placering, Danmark har i den såkalde "PISA-undersøgelse": 18% af de børn, der burde kunne, kan ikke læse og skrive i et omfang, der kan bruges til noget som helst.
Selvfølgelig kan jeg høre ramaskriget fra lærerne: Jamen, vi skal forberede os, vi skal efteruddanne os, vi skal holde møder, vi skal afspadsere - og så videre og så videre. Jamen kære venner - det skal man søreme også i andre brancher - der kan man bare ikke lukke butikken og sende kunderne hjem imens! I stedet må man tilrettelægge arbejdet, så det hele kan nås indenfor åbningstiden.
Selvfølgelig kan dette også lade sig gøre på skoleområdet, men jeg forventer ingen forståelse fra lærerside, da det jo ikke er dem, der har problemet med de for mange og lange skoleferier inde på livet.
I nogle år var jeg hveranden-weekend-ond-stedmor for min daværende kærestes to børn. Det er ikke meget tid, man har sammen med børn på de vilkår, og efterhånden begyndte det at ærgre mig, at så meget af samværsweekenderne gik med at se fjernsyn, når der var så meget andet, vi også kunne foretage os sammen.
Så en fredag aften - efter Disney-sjov, forstås, mere ond er man trods alt heller ikke ;-), blev fjernsynet slukket, og de kære poder på dengang ni og 13 år fik at vide, at i resten af weekenden var der kun tilladt højst fem timers fjernsyn - som vi alle fire skulle være enige om, at vi gerne ville se!
RAMASKRIG! Dette var - om ikke decideret børnemishandling, så i hvert fald tæt på ;-)! For hvad så med Glamour og de 117 andre serier, teenagetøsen fulgte med i, hvad så med drengens morgentegnefilm - osv. osv. Bølgerne gik højt den fredag aften - faktisk så højt, at det kom helt bag på de kværulerende unger, at klokken pludselig var blevet 23, uden at der havde været tændt yderligere for det forkætrede fjernsyn!
Selvfølgelig holdt vi ikke helt op med at se fjernsyn, og alle parter var - sjovt nok ;-) - enige om, at drengens morgentegnefilm var uden for rationeringen, idet alternativet var, at det (dengang!) uhyggeligt morgenfriske barn ville vække resten af husstanden klokken seks såvel lørdag som søndag morgen. Men vi fik i højere grad fjernsynet reduceret til "kun et møbel" - og det var i grunden ikke så galt!
I øvrigt forstår jeg udmærket, når forældre i ny og næ tyr til at bruge fjernsynet som babysitter, også selv om klokken ikke er seks om morgenen, og man kan sove længere. Men jeg synes rent ud sagt, det er en forbandet uskik, hvis man hver dag i flere timer parkerer afkommet foran coma-akvariet, bare fordi det er "nemmere". Hysteriske tegnefilm inden skoletid vil jeg slet ikke være med til af respekt for de lærere, de dernæst skal bruge uforholdsmæssig meget tid på at få poderne til at geare så meget ned, at disse er "parate til at modtage undervisning"!
Jeg starter lige med at holde ordblindhed helt uden for - jeg har stor respekt for de problemer, lidelsen kan medføre af både praktisk og social art. Det kan ikke siges tit nok, at man sagtens kan være et udmærket menneske, selv om man ikke kan stave. Og et overordentlig dumt svin, selv om man staver perfekt. Men hvis man ikke kan stave, skal man bare ikke vælge at blive skolelærer - det er da fuldkommen utopisk at ville lære andre noget, man ikke selv kan!
Folkeskolelovgivningen opererer med, at børn efter endt skolegang skal kunne se denne som en helhed! Samtidig modarbejder en del skoler i praksis denne - smukke, næsten Rudolf Steinerske - vision ved, at sproget - det universelle indhold i værktøjskassen - i stigende grad isoleres til "noget, der hører hjemme i dansktimerne". Det er nemlig helt i orden, at fysik- eller biologilæreren staver som en hest, når han skriver på tavlen?
Hvis det så bare stoppede dér… Men det gør det ikke! Min stedsøn kom gentagne gange hjem med sedler, affattet af klassens to dansklærere, der var så hjælpeløst formuleret og stavet, at hans far og jeg faktisk ikke vidste, om vi skulle grine eller græde…
Samme stedsøn kom en dag, da han gik i sjette klasse, lige så stille og sagde til mig: "Sus, jeg tror desværre aldrig, jeg bliver særlig god til engelsk!" Da jeg spurgte ham hvorfor, lød svaret: "Næh, for når jeg nu ikke er særlig god til dansk, kan jeg da heller ikke blive god til et andet sprog!" Drengen havde jo ret - men det er f... en barsk erkendelse at nå til som 12-årig, og den dag var jeg ikke i tvivl om, hvorvidt jeg skulle grine eller græde.
Igen et nærmest steinersk fænomen: Man tager de børn, der traditionelt ville befinde sig fra børnehaveklasse til andet klassetrin og putter dem i én stor fortsættelsesbørnehave. Her lader man dem lege og spille på bongotromme, mens man venter på, at de "af sig selv" begynder at fatte interesse for "læring" i mere traditionel forstand. Hvilket de fleste da heldigvis også gør - men der er altså nogle, der bliver tabt, fordi de er for dovne/umodne til på eget initiativ og ansvar at lægge bongotrommen og fatte blyanten… De ville omgående gøre det, hvis en voksen bad dem om det - men nu er det altså sådan, at selv små børn har "ansvar for egen læring".
Når disse børn efterfølgende - og langt om længe - kommer i "rigtig" skole, er det et stort og uforståeligt nederlag for dem at erfare, at de er "bagud fra starten". Stadig flere børn har "behov for specialundervisning" - jeg tror i al beskedenhed, jeg lige har forklaret hvorfor!
UD med "samordnet indskoling" - VÆK med "børnehaveklasser", der ikke gør anden gavn, end at forældre sparer børnehavetaksten et år tidligere!
Det var sådan set ikke nødvendigt, at min samlever bidrog økonomisk til husholdningen med andet end sit personlige forbug - jeg kunne jo i forvejen afholde såvel de faste udgifter som mit forbrug. Sådan var der bare ingen af os, der så på det! Vi boede sammen - ergo var samtlige udgifter fremover et fælles anliggende, som vi dernæst fordelte mellem os i forhold til vores respektive indtægt. Det var egentlig ikke noget, vi diskuterede - det var en selvfølge. Ligesom det var en selvfølge, at begges navne kom på kvitteringen, når vi købte møbler eller andre større ting til hjemmet. Da vi sidenhen købte hus, var det 50/50, selv om det skattemæssigt havde været en bedre forretning, om han havde stået som eneejer.
Eftersom denne måde at indrette tingene på forekom os begge både logisk og retfærdig, gik jeg naivt rundt og troede, at den var helt almindelig - i hvert fald blandt yngre mennesker. Jeg har siden erfaret, at det er den ikke!
Når to flytter sammen, opgiver den ene altid en bolig. Alligevel er det almindeligt, når en kvinde flytter ind hos kæresten, at hun, i stedet for at blive en jævnbyrdig økonomisk partner i forholdet, påtager sig de "løse udgifter". Dernæst kan han smide hende ud uden hverken varsel eller konsekvenser - og det forekommer! Hun har ikke skyggen af retssikkerhed, medmindre hun har haft folkeregisteradresse der i minimum to år, og det er en lejebolig. Er det en ejerbolig, står hun under alle omstændigheder med fletningerne i postkassen.
Omvendt kan man sige, at det vel heller ikke er rimeligt, hvis hun kan flytte ind og dernæst, hvis hun ikke gider forholdet mere, reelt sætte ham ud af en lejlighed, han har haft i årevis. Det er vel heller ikke rimeligt, hvis hun pludselig skal være medejer og dermed evt. score en gevinst, han alene har sparet op til i årevis, inden hun kom ind i billedet.
Det er komplekst, og selvfølgelig kan man ikke lovgive om papirløse forhold. Men man kan som par sikre hinanden en smule ved i fællesskab at indsætte det beløb, der svarer til depositum på en bolig af samme standard som den, den ene opgav, på en spærret konto - just in case...
Jeg oplever også par, der, selv om de bor sammen, fortsat opfatter deres respektive indtægt som deres personlige lommepenge. Hvis den ene har store udgifter - måske uforudsete - i en måned, er det ikke noget fælles anliggende - næh, hvis vedkommende er heldig, kan han/hun låne af den anden!
Hvis det er grundindstillingen til et parforhold, forstår jeg godt, vi har så mange skilsmisser - både med og uden papir.
Top
Det er med velberåd hu, jeg anvender ordet "invalidepensionist", selv om det er politisk ukorrekt! Jeg gør det, fordi jeg synes, der ligger nogle forkerte konnotationer i ordet "førtidspension": En førtidspensionist har helt frivilligt valgt at trække sig tilbage før tid - der er sådan lidt sol, sommer og sangria over det.
I den virkelige verden er der absolut intet luksuriøst ved et smadret helbred - heller ikke selv om pensionisten måske selv har smadret det gennem et årelangt misbrug. For "Hvorfor drikker Jeppe?" - det skubber vi bekvemt fra os, mens vi griner os gennem resten af Holbergs herlige komedie.
Jeg mindes en hørehæmmet jurist, der offentligt luftede sin forargelse over, at hans nabo modtog førtidspension! For kunne han - advokaten med egen praksis - måske ikke med egne øjne se, hvordan naboen både kunne luge sin egen have og bære sine egne varer hjem fra Brugsen! Ergo var naboen bare en doven skiderik, der hellere ville nasse på samfundet end arbejde for føden! Det var mig fuldkommen umuligt at forklare akademikeren, at naboen måske netop var i stand til små ting som at passe have og købe ind på trods af den invaliderende sygdom, der havde forskaffet ham en beskeden pension i resten af det, der ellers skulle have været hans arbejdsduelige liv. Akademikeren led nemlig af den mest fremherskende sygdom i det danske samfund: Misundelse på nogen, der har det ringere end én selv!
- Var han måske ikke selv handicappet? - Fik han måske pension? Jeg behøver vel ikke sige, at han simpelthen ikke kunne se nogen forskel på sin egen stationære hørenedsættelse (som for øvrigt havde forskaffet ham en aldeles gratis akademisk uddannelse) og naboens fremadskridende sygdom...
Jeg tør ikke udelukke, at vi gennem tiden har sat for mange på førtidspension. Her tænker jeg selvfølgelig på dengang i firserne, da en borgerlig regering "løste" massive socialpolitiske problemer ved med et pennestrøg at tilkende pension til nogle tusind "tunge" bistandsklienter. Det har eftertidens virkelige invalidepensionister betalt prisen for - i form af det omgivende samfunds manglende respekt.
Nu har vi så fået "det rummelige arbejdsmarked". RMIR! Der er stadig ikke ustøttet arbejde til sunde og raske mennesker - så er det da fuldkommen utopisk, at det samme arbejdsmarked skal kunne adsorbere - endsige absorbere de syge!
I stedet tvinger vi de syge ud og slås mod de raske. Det levner dem sgu ikke mange odds. Gad vide om blot én af de politikere, der har lavet pensionsreformen, har prøvet, at helbredet var en grænse for det, man gerne ville? Retorisk spøgsmål!
Men nej - det tør I vel ikke - af frygt for, at der så flytter endnu flere arbejdspladser til udlandet. Tro mig, de flytter alligevel - så må vi bare håbe, det ikke blæser denne vej, når de fortsætter med deres bevidstløse forurening i lande med en mere "lempelig" miljølovgivning...
I København forklarer man den ineffektive hjemmepleje med, at der jo er tale om landets største by med den største mængde af "tunge" klienter. Jeg tror ikke, den forklaring holder. Jeg tror nemlig, at landets næststørste by, Århus, har forholdsmæssigt lige så mange "tunge" klienter - alligevel opererer man her med mindre end ét aflyst besøg i døgnet - vel at mærke uden, at den forholdsmæssige normering er højere end i København.
Nu har man så bevilget penge til et københavnsk "brandslukningskorps", der skal rykke ud, når der er for mange sygemeldinger. Den fatter jeg ikke: Hvis det kan lade sig gøre at finde mere stabile medarbejdere til et sådant korps - hvorfor i alverden ansætter man så ikke bare disse stabile personer i fast arbejde i stedet for at øge de offentlige udgifter?
Og hvorfor gør man ikke noget ved den alt for høje fraværsprocent blandt de nuværende ansatte? Det er da en talentløs leder, der ikke kan se, at det er en dårlig forretning, hvis medarbejdernes sygefravær er oppe på 20-25%.
En anden del af forklaringen er, at der på kvindedominerede arbejdspladser ofte er en højere tolerance overfor hyppigt fravær blandt de ansatte. Det er smukt og socialt, men det er en dårlig forretning.
Vi taler så meget om "arbejdsgiverens sociale ansvar", men i praksis løfter vi det først, når det reelt er for sent, og der skal oprettes skåne- eller flexjob. Hvis jeg var hjemmeplejeleder, og sygefraværet blandt mine ansatte var skyhøjt, ville jeg opfatte det som mit naturlige ansvar at tage hånd om det: Gå ind i hvert enkelt tilfælde og finde ud af, om der er tale om regulær sygdom, og hvad der så kan gøres, så den ansatte kan forblive på arbejdspladsen. Er der ikke tale om sygdom, men "blot" om dårlig arbejdsmoral, ville jeg være nødt til at bede den pågældende finde nogle arbejdsmæssige græsgange, hvor den ikke gik ud over gamle og syge mennesker. Hvor svært kan det være?
I forvejen er jeg opdraget med, at det er en uskik at spise og drikke på gaden - is og slik dog undtaget. Og at man, hvis der ikke lige er en affaldskurv i nærheden, selvfølgelig stopper papiret i lommen, til man kommer til en sådan. I dag gumler, gnaver og gnasker folk allevegne, så man skal vogte sig for ikke at glide i deres pizzalevninger eller fedtede burgerpapir. For affaldet bliver naturligvis bare smidt der, hvor man tilfældigvis befinder sig - også selv om det er en halv meter fra nærmeste affaldskurv.
Her i Horsens flyder det især med glasskår og hundelorte i en grad, så mine udenbys gæster finder det lige så påfaldende, som jeg selv gjorde, da jeg flyttede hertil for små seks år siden. Jeg har hund, så glasskårene irriterer mig voldsomt - og det er ikke min hunds efterladenskaber, andre træder i. Der er nemlig slet ingen undskyldning for ikke at samle op her i byen. Dels er der masser af steder i bymidten opsat små grønne bokse, "Hømmeren" kaldet, hvor vi kan tage "hundeposer", dels kan vi simpelthen kvit og frit hente poser i større portioner i informationen på rådhuset! Det er flot service, men ellers koster poserne ikke alverden og kan købes i et normaltassorteret supermarked.
Selv om det ikke er mig, der sviner, føler jeg mig medansvarlig. Så når der f.eks. ligger knuste flasker uden for "mit hus", går jeg ind og henter kost og fejebakke - det tager så få minutter og forhindrer, at nogen skærer sig. Forbipasserende kigger ofte på mig, som var jeg småskør. Det samme er tilfældet, når jeg f.eks. samler en fladmast øldåse eller juicekarton op for lige at gå de ca. ti skridt om i gården til affaldscontaineren. Somme tider har jeg lyst til at råbe: "Du så den for fanden da også - hvorfor samlede DU den ikke op?"
Vi skal til igen at opdrage vores børn noget bedre. Indtil det slår igennem, synes jeg, vi skal indføre "engelske tilstande" på gadesvinsområdet!
Det er ikke de fremmedes skyld, at hjemmeplejen i København ikke fungerer, at vejene er hullede og lappede, og at undervisningen i Danmark efterhånden er så ringe, at end ikke journalisterne kan stave!
Det er derimod vores egen skyld, fordi vi vælger talentløse levebrødspolitikere, der ikke har lært elementær nationaløkonomi nok til, at det er forsvarligt at lade dem drive "Forretningen Danmark". Man skal da vist være mere end almindeligt naiv for at tro, at en ordblind skolelærer er en kompetent økonomiminister...
Det er mig en gåde - men nu er jeg heller ikke hverken politiker eller skolelærer - at vi bevidstløst bliver ved med at lukke mennesker ind fra kulturer, der ligger os så fjernt, at man skal være professionel halal-hippie for at tro, at integration - for ikke at sige assimilation - er mulig. Lad os dog give alle disse hottentotter og fundamentalister en enkeltbillet tilbage til, hvor de kom fra! Eller for den sags skyld bare et samfund, der kulturelt ligger dem nærmere - der er grænser for, hvor meget "kulturberigelse" vi har brug for her i Danmark. Og lad os så få lidt styr på den fremtidige indvandring! F.eks. ved, at vi på forhånd gør op, hvor mange vi reelt har plads og råd til, fordi vi har brug for dem - i stedet for blot at konstatere, at ups-næ-men-hovsa! - der kom søreme over dobbelt så mange ind over grænserne som i forrige kvartal!
Jeg er som sådan ikke bekymret for, om "dansk kultur" kan overleve. Kan den ikke det, var den vel ikke bedre værd. Men jeg er dødtræt af indvandrere - også selv om de kaldes flygtninge - der ikke gider hverken lære sproget eller respektere landets love. I USA - The Big Melting Pot - skal man bestå en prøve i bl.a. landets sprog og forfatning for at opnå statsborgerskab. I Danmark kan man blive "nydansker", selv om man skal have tolk med for at udfylde ansøgningsskemaet. For vi tør jo ikke stille rimelige krav til de fremmede - tværtimod betaler vi tolken!
Og hvorfor F.... skal vi bruge penge på, at kriminelle udlændinge afsoner i danske fængsler? Selv det barskeste danske statsfængsel er for et trestjernet hotel at regne i sammenligning med hjemlandets! Jeg hørte i dagens nyheder, at en fængselsbetjent på "Slottet" (Horsens Statsfængsel i daglig tale. Red.) har fået kastet urin i ansigtet af en indsat, fordi denne "ikke accepterede kvindelige fængselsbetjente". Jamen så må han da sendes til afsoning i et fængsel i et land med en anden politik på det område! Men i stedet bliver det næste vel, at vi i bedste IKEA-stil holder op med at ansætte kvindelige fængselsfunktionærer af frygt for at støde de fremmede?
Jeg synes, vi for en tid skal lukke grænserne - bortset fra for den kvote, vi via FN's flygtningekonvention har forpligtet os til at tage ansvaret for. Så skal vi have ryddet op i blandt andet Vollsmose og Gellerup. Vi kan ikke bruge såkaldte "tredjegenerations-indvandrere", hvis grundholdning til det samfund, der forsørger dem, er "Fuck Denmark!" til noget konstruktivt. De må hjem og dyrke den anatolske højslette. Så kan de også blive gift med kusinen derhjemme i stedet for, at hun skal familiesammeføres et sted, hvor hun ikke kender et øje.
Jeg melder mig hermed frivilligt som YT, for selv om jeg ved, det er skrækkelig udansk, gider jeg bare ikke disse æde- og drukgilder!
Maden står på bordet i timevis i røg og damp, smørret smelter, og hvis man er rigtig "heldig" lykkes det før eller siden for en, der lod silden "svømme" lidt rigeligt, at slukke sin cigaret i det. Denne del af den danske kulturarv giver jeg hellere end gerne afkald på.
Specielt bryder jeg mig ikke om firmajulefrokoster! Ikke fordi jeg ikke gider se mine kolleger, men fordi jeg synes, det er temmelig frastødende at blive vidende om noget utroskab, jeg moralsk kun kan fordømme.
Njah - helt så grelt var det ikke. Men faktum er, at når jeg spurgte, hvad de havde lavet i hjemkundskab, var det aldrig "rigtig mad", men typisk pizza, lasagne, pandekager og anden "børnemad". Jeg kan sådan set ikke bebrejde skolen noget, for hvis eleverne fra babyalderen har lært hjemme, at de kun behøver spise f.eks. pizza, lasagne og pandekager, fører det simpelthen for vidt for en sagesløs skolelærer at skulle prøve at rette op på denne brist i deres opdragelse.
Min stedsøn er i gang med at uddanne sig til kok, så han kommer ikke til at leve af junkfood resten af sit liv. Men det gør mange af hans kammerater, fordi de ikke lærte at lave mad hverken hjemme eller i skolen.
Da han var lille, var han tit træt af mig, fordi jeg forklarede ham om kost og ernæring, både når vi købte ind, og når han var med i køkkenet. Men han syntes slet ikke, det var så tosset, da hjemkundskab kom på skoleskemaet, og læreren var imponeret over hans viden på området ;-).
Hvor jeg vil hen med dette her? Derhen, at vi skal lære vore unger, at junkfood kan smage godt engang imellem og være praktisk, hvis man har meget travlt, men at det ikke er "rigtig mad". Måske en del af os skal starte med at lære det selv?
Hvis præsterne generelt var bedre til at holde nogle prædikener, der relaterede til dagens samfund, og som havde vid, bid og humor, tror jeg, mange af os medlemmer af foreningen folkekirken ville være mere motiverede for at bruge den aktivt, end tilfældet er i dag. Måske teologistudiet grundlæggende burde indeholde et par kurser i retorik? Ude i det private erhvervsliv skal en tilfældig kontorassistent efterhånden på kurser i "personlig fremtræden"; men en præst kan komme helskindet gennem studiet og efterfølgende få embede, uden at nogen spekulerer på, om han/hun nu også er i stand til at "sælge/formidle budskabet" fra prædikestolen. Og det er der for mange, der bare ikke er...
Tidspunktet for gudstjenesten - kl. ti søndag formiddag - er passé. Moderne mennesker har for travlt til hverdag til bare at kunne komme hviledagen i hu for dermed at holde den hellig. Vi er trætte, og når vi endelig når derhen, at børnene kan finde ud af ikke at vække os alt for tidligt i weekenden, prioriterer vi måske hyggen ved en søndagsbrunch over højmessens velsignelser.
Gudstjenestens form er forudsigelig - det skal den i henhold til liturgien også være - i hvert fald til en vis grad. Men hvorfor er kirkesangere så ofte sopraner eller tenorer? Vi andre, der ikke "kan" synge, men måske holder af at gøre det alligevel, kan ikke være med oppe i det høje toneleje, og resultatet bliver solosang foran menigheden. Jeg kan også godt forstå, at organisten ikke søndag efter søndag gider nøjes med at spille "hittene" - de salmer, vi allesammen kender og måske ligefrem holder af. Men der er altså heller ikke meget sjov ved som kirkegænger at skulle sidde passivt og lytte til fire-fem salmer, man dels aldrig har hørt om, dels alligevel aldrig bliver i stand til at synge! Jeg kan godt blive helt misundelig på negrenes "Gospell" - der er virkelig rock i synagogen, og det lyser ud af folk, at kors, hvor er det pragtfuldt at være en del af!
Første gang, vi herhjemme rigtig hørte om krisehjælp, var, da bankerne først i firserne gennemførte nogle gevaldige "prikkerunder", hvor en masse veluddannede mennesker, der ellers med nogen ret forventede at kunne beholde deres jobs, så længe de selv ønskede det, pludselig blev sagt op.
Det er blevet så moderne at "ha' ondt i livet" - igen noget, der er forbeholdt de mere velbjærgede, for med mindre der er tale om akut krisehjælp, koster psykologbistand omkring 700 kr. i timen - og der er ingen tilskud fra sygesikringen. Brækker man et ben, er der ingen, der forventer, at man selv sætter det sammen. Er det derimod sjælen, der går i stykker, er det tegnebogen, der afgør, om man har mulighed for professionel hjælp til at sætte den rigtigt sammen.
Jeg ønsker mig ikke amerikanske tilstande, hvor folk går til "shrink", blot fordi det er moderne, men jeg kunne godt tænke mig, at psykologhjælp blev omfattet af den offentlige sygesikring på lige fod med psykiatrisk hjælp. Psykiatere kan være udmærkede ved deciderede sindslidelser, men de er og bliver "pilledoktorer", og medicin fjerner ikke traumer, men dysser dem højst ned.
Groft ridset op var der to modsat rettede yderpoler: Moderen, der hver dag lavede en særlig ret til et barn, der (uden at smage) "ikke kunne lide", hvad resten af familien skulle have, og faderen, der mente at have "lært" sine børn, at "al mad smager godt" - i hvert fald var børnene altædende.
Begge parter er nøjagtig lige forkert på den! Børn skal sgu smage, hvad der kommer på bordet, inden de kan afgøre, om de kan lide det eller ej. Og nej - ikke al mad smager godt! Selv har jeg f.eks. helt fra baby haft det sådan, at ost og surmælksprodukter af enhver art simpelthen vender sig i halsen på mig.
Når der kommer mad på bordet, barnet ikke kender i forvejen, så lad være med at gøre et stort nummer ud af det: Uha-nej, det har du ikke smagt før, det kan du nok ikke lide! Forvent som den naturligste ting af verden, at børn spiser normal dansk mad, der er krydret for normale danske smagsløg.
Og hvad i alverden skal vi med underlødige "børnemenuer" på restauranter? Typisk frituremad eller i bedste fald en slags spaghetti med kødsovs. Børn både kan og bør spise det samme som andre mennesker - omend selvfølgelig i lidt mindre portioner.
Det er uhyggelig let at gøre børn kræsne - og næsten lige så let at undgå det. Ikke al mad smager lige godt, men det kan man nu engang ikke vide, før man har smagt på den.
Manden, der på det tidspunkt havde siddet i Folketinget i mere end 16 år, havde tydeligvis ikke begreb skabt om, hvordan en proportionalskat virker... Efterfølgende trængte selv ikke de mest klare taleksempler ind, og jeg opgav den videre diskussion, mens jeg spekulerede på, om jeg skulle grine eller græde over, at bistandsklienten her åbenlyst vidste mere om helt elementær samfundsøkonomi end folketingsmanden.
Jeg mener ikke, vi udelukkende skal have akademikere og teknokrater på tinge, men jeg mener, der burde være nogle minimumskrav til folketingskandidater - bl.a. hvad angår elementær indsigt i nationaløkonomi. (Og hvis der også kunne bevilges et engelsk-kursus til Marianne Jelved, ville jeg blive glad. Mine tæer er stadig krøllede efter hendes tale ovenpå den seneste EU-afstemning... Da var jeg ellers næsten kommet mig over en tidligere udtalelse om, at hun sandelig godt kunne sidde ved siden af "almindelige mennesker" i et passagerfly).
VS havde i sin tid en intern regel, der sagde, at et folketingsmedlem højst kunne "sidde" i to på hinanden følgende perioder for at sikre, at det fortsat handlede om politik frem for levebrød. Den regel synes jeg burde ophøjes til lov! Socialdemokraten, jeg indledningsvis refererede til, mente ganske vist selv, at han stadig var direkte talerør for sine gamle kolleger på slagteriet. Jeg mener ikke, man overhovedet kan repræsentere noget, man i 16 år kun har besøgt på valgturné!
Jeg er med på, at fuldtidspolitikere skal lønnes anstændigt - bl.a. for at forebygge korruption. Men jeg er ikke med på, at man dernæst den ene gang efter den anden forgylder sig selv og sine, mens man lovgiver, så en voksende del af stemmekvæget knapt har til det tørre hø!
Politikerne forsvarer deres lønninger og frynsegoder med, at de jo ikke ved, om de er købt eller solgt efter næste valg. Hæ! Som om kassedamen i Netto har større tryghed i ansættelsen!
Ud med levebrødspolitikerne og tilbage med visionerne. Sammen med nogle politikere, der også forstår, hvordan disse kan føres ud i livet!
Kvindelig værnepligt? Nej! Det har aldrig været kvinderne, der ønskede krige. Det må være fuldt tilstrækkeligt, at vi har samme ret som mænd til at melde os frivilligt til forsvaret. Der er i øvrigt heller ingen, der tvinger mænd ind i forsvaret - enhver, der kommer på session, har sin fulde personlige frihed til at vælge civil samfundstjeneste i stedet for militærtjeneste. Jeg underkender ikke, at forsvaret er en arbejdsplads, men må erkende, at jeg principielt er på linje med Mogens Glistrup omkring, at vi lige så godt kunne nedlægge den industri og i stedet opsætte en telefonsvarer: Vi overgiver os!
Forældremyndighed. Oprindelig et smukt begreb, der indebar, at forældre havde ansvaret for et barns handlinger, til det nåede skelsår og alder. I dag defineres forældremyndighed i praksis som ejendomsret over barnet. En ret, mange dernæst hævder på den anden forælders bekostning. Fælles forældremyndighed burde være en selvfølge fra det øjeblik, faderskabet er fastslået - moderen er man jo sjældent i tvivl om... Og selvfølgelig er barnet fortsat et fælles ansvar, til det selv bliver myndigt. Eller rettere: Det burde være en selvfølge i en tid, hvor såvel adgangen til prævention som den fri abort burde være garant for, at der ikke fødes nogen uønskede børn.
Det burde ikke være muligt for den ene forælder at nægte den anden de samme rettigheder, han/hun selv tager for givet, men det er det ikke desto mindre. Med vanlig dansk dobbeltmoral græder vi over "Ikke uden min datter", mens vi som samfund tillader det samme at ske hver eneste dag. Blot er det hos os typisk ikke fædrene, der med systemets accept opfatter børnene som deres personlige ejendom.
Ligestilling får vi aldrig - og godt det samme. Jeg er én af dem, der gerne råber hurra for den lille forskel ;-). Men lad os kæmpe for lige ret. Måtte jeg i al ydmyghed foreslå, at vi som kvinder starter med at give afkald på alt, hvad der blot lugter af kønskvotering og positiv særbehandling.
Senest har man fundet ud af, at der er for få kvindelige professorer, selv om potentialet blandt kvindelige akademikere er til stede. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at få øje på "problemet"! Men nu skal vi altså med vold og magt have flere kvinder i professoraterne; derfor skal en kvindelig ansøger have stillingen alene, fordi hun er kvinde - dog med mindre en mandlig ansøger dokumentérbart er bedre kvalificeret.
Jeg vil slet ikke udelukke, at der diskrimineres ved besættelse af (også) akademiske stillinger, fordi der er meget kammerateri blandt dem, der "er noget ved musikken". Alligevel er jeg glad for, at jeg ikke har professorpotentiale - for jeg ville aldrig søge et job på de betingelser! For om jeg så vitterlig var verdens mest velkvalificerede ansøger til stillingen, ville jeg til evig tid - og med rette - føle, at jeg ikke var kommet til den på grund af mine faglige kvalifikationer alene.
For forståelsens skyld tager vi en sammenligning: En diabetikers krop kan ikke selv producere og regulere enzymet insulin, som styrer blodsukkerbalancen. Derfor behandler vi sygdommen Diabetes ved, at patienten får tilført insulin udefra. Ville nogen ved deres fulde fem forvente, at kroppen efter en tids behandling selv giver sig til at gøre det, den oprindelig ikke kunne, og som var årsagen til sygdommen? Og dernæst sagsøge f.eks. Novo Nordisk for, at insulin er vanedannende?
Det revolutionerende ved lykkepillerne var, at kroppen blev reduceret til en række kemiske processer. På samme måde som mangelen på insulin forårsager Diabetes, skyldtes depressioner m.v. pludselig udelukkende, at hjernen ikke af sig selv var i stand til at genoptage et signalstof, der hedder serotonin. Det kunne den derimod ved medicinens hjælp. Nu kommer så 64.000-kroners spørgsmålet: Er der nogensinde nogen, der har påstået, at SSRI-præparater kan gøre hjernen i stand til at genoptage serotonin uden hjælp? Kan det så komme bag på nogen, at lykkepiller er "vanedannende"? Og søreme holder op med at virke, når patienten holder op med at tage dem?
Som udgangspunkt tror jeg, det er klogt, at samfundsopgaver til gavn for almenvellet befinder sig i offentligt (non-profit)regi.
Men når det er sagt, synes jeg alt for ofte, at de "offentlige installationer" opfører sig, som var det dem MOD borgerne - i stedet for dem SAMMEN med borgerne!
Blandt en del ansatte i den offentlige administration hersker en udbredt mangel på forståelse for, hvorfor de er ansat der: Det er de for deres egen, deres medborgeres og i sidste ende for samfundets skyld. Det er os, borgerne, kunderne, der betaler deres løn, og vi vil d.o.l. have ordentlig service og høflig betjening for vores skattepenge!
Et konkret eksempel: Undertegnede har et pænt 11-tal i "International handel", og jeg har efterfølgende været på (selvbetalt) toldkursus. Altså ved jeg noget om, hvorfor det er vigtigt, at varer, der går ud af landet, forsynes med det korrekte INTRASTAT-nummer. Naivt troede jeg efterfølgende, at T&S kunne (ville) hjælpe mig, hvis jeg stod på mit arbejde og manglede et givent INTRASTAT-nummer for at overholde min (borgerens) part af de regler, T&S' folk er ansat til at håndhæve! Så jeg fattede knoglen og ringede til mit nærmeste toldcenter.
Det havde man sandelig ikke tid (lyst) til at hjælpe mig med! Jeg indvendte, at jeg ikke selv havde mulighed for at slå oplysningen op - heller ikke på T&S' webside. "Hvis det var mig så magtpåliggende, kunne jeg møde personligt op og slå det op i en af deres tykke mapper!" Jeg forklarede venligt, at det ville betyde en køretur på 40 km hver vej, men det interesserede ikke damen - som vel kunne have lettet sin r.. og fundet den ønskede oplysning til mig på mindre end den tid, hun brugte på at afvise at gøre det...
Jeg hilste forholdsvis høfligt af - og endte med at skrive et næsten-korrekt nummer på min "eksportvare" til Grønland, så jeg dog kunne nå at få den afsendt samme dag.
Jeg har haft for mange tilsvarende oplevelser til at kunne forsvare, at der skulle være tale om et enkeltstående tilfælde. Hvis en ansat i en privat virksomhed opførte sig tilnærmelsesvis så uforskammet over for en kunde, som en skrankepave ofte gør, ville vedkommende i løbet af nul komma fem finde sig selv i køen foran arbejdsformidlingen. Offentligt ansatte derimod slipper godt fra det utroligste. For nok kan vi klage, hvis vi kommer ud for et udsøgt uforskammet eksemplar af en skrankepave. Men dernæst skal samme skrankepave behandle klagen over sin egen udsøgt uforskammede optræden - det levner ikke klageren mange odds... Det skal vi have lavet om på!
Vi nedsætter derfor i hvert amt et uvildigt nævn, der skal tage sig af klager over opførslen hos ansatte i de offentlige installationer. Det siger sig selv, at der ikke kan sidde offentligt ansatte i disse nævn. Som i øvrigt kan fungere ved, at hvervet bliver borgerligt ombud, som vi kender det fra f.eks. domsmandssystemet. Max. tre berettigede klager, så er det ud!
I forbindelse med det stigende antal kontanthjælpsmodtagere er der også en ting, vi skal have lavet om på. Som det er nu, har en tilfældig sagsbehandler (der for ofte ikke engang er socialrådgiver eller -formidleruddannet) magt til suverænt at fjerne en klients økonomiske eksistensgrundlag uden saglig begrundelse, hvis sagsbehandleren f.eks. ikke kan lide klienten eller dennes opførsel. Det går ikke, idet standsning eller tilbageholdelse af kontanthjælp - uanset årsagen hertil - kan få uoverskuelige sociale konsekvenser for klienten, som f.eks. risikerer at miste sin bolig. Så væk med denne utidige magtbeføjelse!
Vi kunne også meget passende gøre noget ved tonen i bageriet sådan helt generelt. Selv om der er bedring at spore, er alt for mange offentlige skrivelser stadig affattet i et sprog, som talte man til et uvornt barn. Det vækker ofte fjendtlighed hos modtageren og blokerer for den konstruktive dialog.
Da jeg gik på handelsskole, lærte jeg, at man svarer på et brev samme dag, som man modtager det. Kræver det endelige svar mere tid, sender man i det mindste en bekræftelse af modtagelsen, hvori man angiver den endelige svartid. Det bruger man ikke hos de offentlige installationer! Selv om borgeren måske netop skrev for ikke at skulle bruge oceaner af tid på at hænge i telefonen, kan han dernæst bruge oceaner af tid på alligevel at hænge i telefonen for at prøve at finde ud af, om brevet overhovedet er modtaget, eller om det - og det sker oftere, end det burde - i stedet er blevet væk i det interne postsystem!
Skriftlig kommunikation med offentlige installationer er i det hele taget et problem, idet der lader til at herske en udtalt modvilje mod at give skriftligt svar på skriftligt fremsatte forespørgsler. Måske skyldes modviljen, at en stigende del af de offentligt ansatte hverken kan skrive, stave eller sætte kommaer, men det nægter jeg at acceptere som mit problem! Jeg ved nemlig godt, hvem der kommer til at løfte bevisbyrden, hvis jeg bare får svar i telefonen, og der dernæst er tvivl om noget som helst! Takket være borgerens ret til aktindsigt er der ganske vist "notatpligt" for telefonsamtaler, men den bliver ikke overholdt! Alligevel er det borgeren, der bliver opfattet som unødigt besværlig, når han insisterer på et skriftligt svar - det kan vist ikke være meningen?
Når jeg ind imellem ringer til en offentlig installation for at få en oplysning, det ikke er nødvendigt for mig at have på skrift, oplever jeg stadig oftere, at svaret er: "Det ved jeg ikke!" Det er en ærlig sag; ingen kan vide alt. Imidlertid venter jeg stadig oftere forgæves på den naturlige fortsættelse: "Men nu skal jeg finde ud af det!" Hallo! Jeg ringer for at få noget at vide, jeg ikke ved. Så kan jeg ikke bruge til noget at få at vide, at en anden søreme heller ikke ved det - specielt ikke da denne anden faktisk får sin løn for at vide det - alternativt at vide, hvor han kan få det at vide, så han kan fortælle mig det!
Hvis det offentlige skal bruge oplysninger fra en borger, får han/hun en kort frist til at stille disse til rådighed. Hvis det skal være rimeligt, må den offentlige installation pålægges samme korte svarfrist overfor borgeren i forbindelse med sagens videre forløb! Jeg ved godt, at en offentlig installation har mere end én borger at servicere, men det er dog dens arbejde. Borgeren har sandelig andet at tage sig til end i sin fritid at servicere de offentlige installationer!
Jeg ved ikke, om det offentlige generelt er en dårlig arbejdsplads, så det slet og ret er KITA-syndromet, der slår igennem, og man fejlagtigt opfatter kunden som nederst i hierarkiet. Fra tid til anden kommer der et lille pip om, at offentlige ledere generelt ikke har en sk.. forstand på hverken organisation eller ledelse. Det skulle desværre ikke undre mig, om det er sandt i et system, hvor præfikset "over-" automatisk hæftes på en titel alene efter en vis anciennitet. Men da jeg ikke har den ringeste indflydelse på hverken ansættelses- eller uddannelsespolitikken i de offentlige installationer, kan det ikke være rigtigt, at det skal være mit problem. Jeg vil bare ha' ordentlig service og høflig betjening for mine skattekroner!
Som teenager var jeg lidt rigeligt rund de forkerte steder, men det udjævnede sig da, og i mange år holdt vægten sig på 55 kilo - normalvægt for en spinkelt bygget kvinde på 165 cm. Da jeg var først i tyverne begyndte jeg imidlertid pludselig at tage på - godt ti kilo på mindre end et år.
Det havde været let bare at lade stå til - det var først i firserne, hvor det var helt i orden at rende rundt i joggingtøj alle vegne. Det havde jeg bare ikke lyst til, for jeg følte mig ikke særlig godt tilpas i min nye "polstring". I stedet satte jeg mig ned og kiggede på min "livsstil", selv om vi ikke brugte så fine ord dengang.
Det krævede ikke den store ledvogtereksamen med flere bomme at se, hvad der var galt: Jeg spiste for meget og forkert, og jeg fik for lidt motion! I min teenagetid åd jeg som en tærsker, f.eks. var tre-fire portioner aftensmad ikke usædvanligt. Det var det stadig ikke, forskellen var bare, at nu forbrændte jeg ikke længere de mange kalorier - vel blandt andet fordi jeg i mellemtiden var udvokset. Så første skridt var at vænne maven til mindre (normale) portioner. Det tog lidt tid, og det krævede masser af frugt i overgangsperioden.
Sodavand blev afløst af danskvand med citrus - det tog faktisk ikke lang tid at vænne sig til den friske smag i stedet for den klæbrigt søde. Slik og kager røg helt ud af sortimentet. Når jeg fik lyst til noget sødt, stod den i stedet på grovboller med smør og hindbærmarmelade - det var også kun en vanesag.
Motion har aldrig været noget, jeg har gidet at "gå til". Men hvor jeg tidligere altid havde cyklet temmelig meget, havde jeg nu 35 km hver vej på arbejde - det foregik med rutebil, og der var kun 100 meter til stoppestedet. Tidligere havde jeg desuden været medlem af "Als Marchforening" og her jævnligt gået op til 40-50 km ad gangen - det var også en saga blott.
Så jeg gik faktisk ud og købte mig et joggingsæt, ikke til at camouflere mine deller med, men til brug for de væsentlig længere gå- og lunteture med min lille hund, der nu blev en fast del af hverdagen. I alt tog det et års tid, så var vægten igen nede, hvor den hørte hjemme - og den har holdt sig siden, fordi jeg selvfølgelig ikke faldt tilbage i de gamle, dårlige vaner.
Og her er det så, jeg mener, at når jeg - blot ved brug af almindelig sund fornuft og en smule viljestyrke - kunne gøre det, så må mange andre altså også kunne!
Det er ganske morsomt, at optagelsesprøven til Danmarks Journalisthøjskole nu omfatter en "sprogtest", der beskæftiger sig med mange af de ting, vi havde på plads inden syvende klasse: Hedder det ligge eller lægge, hedder det af eller ad - og så videre.
Gennem den sidste halve snes år har jeg bemærket, at min stavning er blevet mere usikker, og det er samfundets skyld! Forstået på den måde, at i takt med, at de yngre generationer bliver dårligere og dårligere til at stave, bliver meget af den tekst, jeg ser i min hverdag, fyldt med fejl. Det gælder i butikker, i aviser, i breve fra myndigheder, på Internetsider, i TV.
Og når jeg, der trods alt er sprogligt og grammatikalsk velfunderet, oplever stedse oftere at måtte ty til retskrivningsordbogen, hvordan påvirker det 21. århundredes "stavning eller kaos" så ikke de, der aldrig nåede at få min intuitive sikkerhed med på rygraden?
Skide være med, at de lokale småhandlende reklamerer med "Napoliumskager" og "vidiobånd" - eller? Jeg er ikke sikker på, at det er lige meget. For - jævnfør min egen voksende usikkerhed - påvirkes vi af den retskriving - eller mangel på samme - vi møder i "det offentlige rum"! Og både den lille bagerbutik henne på hjørnet og videobiksen er en del af dette rum.
På avisredaktionerne har computerens stavekontrol afløst korrekturlæsningen. Det betyder, at kun de mest banale stave- og tastefejl bliver fanget, mens kongruens- eller direkte forståelsesmæssige fejl omkring ord og vendingers betydning smutter uhindret igennem. For slet ikke at nævne "den engelske syge", hvor folk splitter ord, der skal sammenstilles, op i indtil flere.
Selv om private hjemmesider også befinder sig i det offentlige rum, kan jeg ikke (tillade mig at) hidse mig op over, at mange af dem er sproglige katastrofer. At hævde, at man bør holde sig fra nettet, hvis man ikke kan stave, ville svare til at sige, at man kun må tale i telefon, hvis man har en klar og tydelig diktion - den holder jo ikke en meter.
Anderledes forholder det sig med hjemmesider fremstillet af (for) diverse virksomheder eller myndigheder. De skal pinedød være i orden, og det er der alt for mange af dem, der ikke er! Jeg mener, at vi har et kollektivt ansvar for sproget, og hvis den dygtige webgrafiker skriver som en hest, så må han sgu alliere sig med en, der kan rette hans brølere inden det færdige resultat bliver lagt på nettet.
Meget af vores læsetræning - og dermed sprolige opfattelse - får vi fra TV's undertekster. Her fører "gratiskanalerne" suverænt på tekstningsfejl. Men også de licensbetalte public service-kanaler er ved at komme lidt for godt med på denne front. Jeg synes, det er sørgeligt. Men det vil nok tage cirka to generationer at rette op på miseren, hvis det overhovedet lader sig gøre.
Historien meldte heller ikke noget om, hvorfor de stakkels børn var indlagt, men jeg tvivler på, at det udelukkende var med luftvejsgener og røg-allergiske reaktioner. Men OK - "historien" ville jo også falde noget til jorden, hvis det kom frem, at et barn, der var indlagt med et brækket ben, har en mor/far, der ryger... For brækkede ben er vist omtrent den eneste dårligdom, tobaksrygningen endnu ikke har fået skyld for - men det skal såmænd nok komme.
Jeg er dødtræt af sundhedsapostlenes fanatiske korstog mod mine smøger. Rygere er lige så gode som andre mennesker - tilmed er vi bedre skatteborgere. Vi er det bare ikke så længe, og det er i sidste ende en fin forretning for samfundet: De sparer folkepension, hjemmehjælp, rollator og hvad ved jeg, når vi efter at have tonset penge i statskassen diskret lægger os til at dø i en tidlig alder. Det er gjort op, at vi trods vores hosten og kremten er en overskudsforretning.
I min barndom i tresserne blev der røget væsentlig mere end i dag, uden at min generation af den grund var tilnærmelsesvis sådan nogle skravl som ungerne i dag. Til gengæld blev vi ikke stuvet sammen i dårligt ventilerede og mangelfuldt rengjorte daginstitutioner i mange timer hver dag. Jeg har aldrig - hverken som barn eller voksen - været så tit syg, som da jeg arbejdede i en - røgfri - daginstitution!
Der var heller ikke tilnærmelsesvis så mange biler til at forurene den luft, vi alle indånder, som i dag. Men også denne kendsgerning nægter antirygerne at tillægge nogen som helst betydning. Alligevel forventer de, at jeg skal tage dem seriøst - det kan jeg ikke! Og jeg er træt af, at fanatikerne bliver ved med at tage børnene som gidsler i deres propaganda - det er rent ud sagt usmageligt!
"Børn kan ikke selv vælge, om de vil 'udsættes for røg'". Et herligt slagord, der giver associationer til, at de fæle rygere lukker døre og vinduer hermetisk til for dernæst at pulse uhæmmet direkte ned i vuggen! Og jo, jeg har da set mødre, der holdt barnet til brystet med venstre hånd, mens højre holdt cigaretten - men jeg vil påstå, at de ikke er repræsentative! Og børn har faktisk i høj grad et valg, så snart de får lært at gå. I øvrigt er det mit indtryk, at det ikke er børnene, men deres mere eller mindre hysteriske forældre, der brokker sig. Somme tider har jeg ligefrem indtryk af, at de målbevidst slæber poderne med til steder, hvor der må ryges, blot for at få lejlighed til at lufte deres idiosynkrasi!
På mit lokale sygehus er der ikke rygeforbud! Der henstilles blot til, at tobaksrygning så vidt muligt undgås, og jeg har faktisk aldrig set nogen ryge udenfor de arealer, hvor det er tilladt. Til gengæld er der f.eks. i kælderen under børneafdelingen indrettet et lille rum, hvor forældre til indlagte børn diskret kan gå hen og få en stille smøg og en kop kaffe. Jeg tror ikke, der er så mange, der ved, at det eksisterer, for så skulle fanatikerne nok have krævet det nedlagt forlængst. Selv om det på ingen måde kan genere hverken dem eller deres poder... For det er helt klart antirygerne, der ikke synes, at vi skal have lov at være her allesammen.
Til gengæld giver jeg ikke fem potter p.. for de storrygere, der - efter at være blevet syge - forsøger at lægge sag an mod det tidligere Skandinavisk Tobakskompagni for at få erstatning. Ganske vist kommer der stedse nye "fakta" frem om tobakkens skadelige virkninger, men ingen nulevende dansker kan påberåbe sig at have troet, det var uskadeligt at ryge! Jeg ved godt, at anken går på, at tobakken skulle have været tilsat nogle særligt vanedannede additiver - OG? Produktion af tobaksvarer er business, og med mindre gældende lov direkte har været overtrådt, kan jeg ikke se, der er noget som helst at komme efter!
I gamle dage kaldte vi den slags kvinder for pebermøer eller gammeljomfruer. Og det er de jo sådan set stadig. Men lige så vel som vi ikke længere må kalde en person med ringe evner for evnesvag, hedder det ikke længere pebermø - næh, nu hedder det single-sild!
OK - der er forskelle på pebermøen og single-silden. En af de mest markante er nok, at pebermøen sjældent havde problemer med sin identitet som enlig kvinde. Jeg tror ikke, hun nødvendigvis lagde drømmene bag sig, men hun både blev - og opførte sig som - voksen.
Ca. halvdelen af Danmarks voksne befolkning lever alene. Det ligger i sagens natur, at det at leve alene medfører en vis ensomhed. Alligevel må det ikke siges højt; det er flovt at være ensom. Så vi har opfundet "single-kulturen", hvor disse enlige, der altså ikke-er-spor-ensomme kan gå på "singlebar" og møde andre "singler", der nemlig heller ikke er spor ensomme, nej-de-er-ej!
Jeg er glad for, at jeg ikke er "single", men bare bor alene. For så behøver jeg da ikke at stresse rundt på barer og hykle, at mit liv er skidespændende, når virkeligheden er, at ugens højdepunkt måske er, at jeg spiser sammen med min nabo, der heller ikke er "single", men også bor alene, onsdag aften ;-).
Singlelivet er noget opreklameret pis!
Men jeg forstår ikke deltagerne. Som rejser tværs gennem USA for for åben skærm at fortælle manden, at det i virkeligheden er postbudet, der er far til det yngste barn, fortælle konen, at man har en affære med hendes bedstemor - eller hvad de pikante afsløringer nu går ud på. Jeg synes egentlig, at den slags hører under privatlivets fred. Men publikum - og seerne - labber det i sig.
Fællestræk for mange af deltagerne er: De er sorte, de er overvægtige, de er piercede både her og der, de har mange børn i en ung alder, de har ingen uddannelse og ofte heller ikke noget job. De råber og skriger, hyler og vræler og ser egentlig ud til at have det herligt med således at være kommet på "National Television" - også "ofrene", der som regel tager selv de mest sindsoprivende afsløringer med stoisk ro.
Her får de deres "15 minutes of fame", inden turen igen går tilbage til en hverdag med socialhjælp, skrigende unger og madkuponer. Og sandsynligvis en fæl portion bondeanger, når euforien og "berømmelsen" har lagt sig. Gad vidst, om Ricki kan hjælpe med den?
Jeg forstår heller ikke såkaldt Reality-TV. Big Brother, Robinson-Ekspeditionen, Villa Medusa - hvad de nu hedder disse underlige udsendelser, der skaber totalt kunstige scenarier og dernæst sælger disse som "virkelighed". Normalt ser jeg dem da heller ikke.
Faktisk sad jeg og så "Station 2", da TV2 nok engang "faldt ud". Det er træls via huslejen at være tvangsindlagt til at betale 171,- om måneden til en masse TV-kanaler, jeg ikke er interesseret i. Jeg bliver ret negativ, når dem, jeg tilmed skal betale licens for, ikke virker.
Nå, det er trods alt kun fjernsyn. Og fjernsynet er kun et møbel. Så jeg zappede over på TV3 - det er jo med at nyde de "gratis" glæder. Dér røg jeg lige lukt ind i afslutningen af første episode af "Roooohbinsohn-Exhpedithionen åååhr 2001". Ta-daaa, trommehvirvel og bedemandsfjæs. Jeg skal ikke kunne sige, om Thomas Mygind i virkeligheden er en flinker fyr, for jeg kender ham ikke. Men han speaker altid så overdrevent på usympatiske TV-udsendelser, at jeg har besluttet, at "ham" kan jeg sgutte li'.
Man var midt i "ørådet". Den der sydhavsparodi på gamle dages tingsted. På tingstedet traf sognets ansvarlige mænd alvorlige beslutninger - jeg tør ikke udelukke, at de sommetider græd. Men jeg tror det ikke. På ørådet vræler de om kap. OK - jeg kunne nok knibe en tåre, hvis jeg havde sat næsen op efter 250.000 skattefrie kroner. Men så ville jeg ikke have meldt mig til, hvis jeg "hed" Malle og ikke så godt ud i bikini!
Man kan sgutte hedde Malle. Jo-jo, der var ham der Mallebrok - men døde han ikke i krigen i 1864? Jeg fulgte med. Det var vildt spændende, for der var en vis enighed om, at de to grimmeste kvinder - surprise - skulle ud!
Malle var slet og ret for fed til sin påklædning, og selv om hun med en vis ret kunne have forventedes at kunne nå at tabe sig klædeligt på resten af turen, ville jeg også have stemt hende ud, hvis jeg var mand! Man rejser sgutte til en tropeø for at se på en, der ligner den bredbagede madamme, man efterlod i Kastrup sammen med fire ukonfirmerede unger...
Mette var ikke nødvendigvis slankere, men havde dog mere sans for ikke at klæde sig mere af, end at bowserne holdt. Til gengæld havde hun stålgråt strithår, og hvor det muligvis kunne virke erotisk opstemmende på et aldersstegent pindsvin, er det heller ikke liiige det, der "tænder" vore dages midaldrende macho-mænd. Det er derimod indlysende, at den forhenværende bordelmutter holder længere. Jeg tror gerne på, at hun er mindst 39, selv om hun i præsentationsudsendelsen ikke troede, at nogen ville tro det. Faktisk ville jeg også have troet, hun var ældre - men det var vist ikke liiige det, hun mente, da hun flirtede med kameraet.
Hun bliver ikke uden videre stemt hjem, for hun er pr. definition nem at få lagt ned. Gu' er hun så - kan man først én gang overvinde den psykiske barriere mod at gøre det for penge, er man luder for altid. Der er ingen formildende omstændigheder - så kan man kalde det escort herfra og til dommedag.
Nå, nu foregriber jeg begivenhedernes gang. For det blev virkelig spændende, om det var Malle eller Mette, der skulle hjem. Vi måtte ud i en om-afstemning, og jeg prøvede at holde masken, da Mygind - ta-daaa, trommehvirvel og bedemandsfjæs - kom ind med stemmeurnen, der i dagens anledning var forklædt som swahiliansk støbejernssuppegryde.
Da det viste sig, at der var stemmelighed, skulle kombattanterne trække noget vegetation ud af en sydfrugt - ud fra princippet om at trække det korteste strå. Mygind var næsten oppe på Jørgen Clevinske højder, da han stolt rakte frugten frem. Jeg gik glip af afslutningen - jeg slog tilbage på den stadig afdøde TV2.
På en eller anden måde syntes jeg, det var pænere af mig at skrupgrine ad en flimrende skærm end ad mennesker, der udstiller sig selv uhjælpeligt...
Der snakkes meget om, at samfundet er børnefjendsk; at der i virkeligheden slet ikke er plads til de kære små. Jeg synes aldrig, børn har fyldt så meget, som de gør nu. Og det er ikke mindst trofæbørnenes - eller måske snarere deres forældres - skyld!
Frisøren viser tegnefilm, mens han klipper trofæet. I stedet for at give ungen et medansvar for, at dersom den ikke sidder stille, kan det koste et øre ;-).
Vé den restaurant, der ikke har "børnemenuer" på spisekortet. For det er utænkeligt, at et trofæbarn simpelthen skulle spise det samme som et almindeligt menneske - om end i en mindre portion. Næh - pølser og fritter - eller de brøler etablissementet sønder og sammen! Det gør de alligevel, fordi det er langt over deres sengetid, men hvis de ikke blev slæbt med ud, ville far og mor jo ikke få dem vist frem, så sent som de er hjemme fra karrierejobbet.
Når børnemenuen er serveret, mister trofæet hurtigt interessen - dog først efter at have smurt ansigt og hænder ind i et forsvarligt lag ketchup og remoulade og smidt en tre-fire fritter og en halv pølse på gulvet, så andre kan få fornøjelse af at glide i dem. Så er tiden inde til en tur rundt i lokalet i sikker forvisning om, at restaurantens øvrige gæster udelukkende er her for trofæets skyld. Forældrene smiler stolt til hinanden over randen af rødvinsglassene, mens trofæet tramper af på sine små, hjulede ben.
Herefter glemmer de alt om trofæet, der målbevidst bener hen til en dame i lys spadseredragt, henrykt griber fat i hendes nederdel med sine små, ketchupindsmurte næver og stikker klør fem ned i hendes rejecocktail. Da damen for tredje gang med et anstrengt smil venligt følger trofæet tilbage til forældrenes bord og næsten uden at hæve stemmen beder dem holde øje med deres afkom, stirrer de på hende med en blanding af vantro og forfærdelse, som dog hurtigt går over i vrede. Man kan høre dem mumle om "børnefjendske miljøer" hele vejen ud, mens trofæet skrigende stamper takten med sine dyre Gore-Tex støvler.
Trofæbørn tilbringer en meget stor del af deres vågne tid på bagsædet af en bil. Derfor er det en nærmest eksotisk oplevelse at komme ud og rejse med offentligt transportmiddel. Sådan noget har far og mor ikke tid til, så det må opleves sammen med børnehaven. Små børn kører gratis med bussen - velsagtens ud fra en idé om, at det er begrænset hvor meget plads, de optager. Glem det, når det er "Blå Stue", der skal på udflugt! Så må de gangbesværede, gamle damer klamre sig til strop og stok, for poderne skal ha' mindst ét helt sæde hver. De sidder der ganske vist ikke så længe ad gangen, for det er sjovere at løbe hujende rundt i bussen.
Chaufføren har en stram køreplan, så selv om han måske har lyst til det, er der ikke tid til standse bussen og udlevere et befordringsreglement til pædagogerne, som - måske fordi de selv voksede op på et bagsæde - lader til at svæve i lykkelig uvidenhed om, hvordan man gebærder sig i et offentligt transportmiddel. Bussen bliver under alle omstændigheder forsinket, fordi det viser sig, at der ved optællingen forud for udstigningen mangler et barn. Det er kravlet op i bagagenettet, hvor det leger kuffert, og nu nægter det at komme ned, med mindre det får en banan. Pædagogerne indleder et fagligt møde om, hvorvidt man skal fremrykke "frugtsituationen"...
I supermarkedet står man i endeløse køer ved køleskabene, fordi de søde, små trofæer selvfølgelig selv skal vælge, hvilken slags slik-youghurt, de vil ha' i dag. Det ta'r sin tid, når den voksne dernæst skal tralle sig igennem repertoiret fra "Kinder Mælkesnitte" til "Danoontjes", inden barnet kan beslutte sig, og en anden én kan få lov at snuppe sine tre liter økologisk let og komme videre.
Lad mig i øvrigt benytte lejligheden til at udtrykke min varme tak til den, der fandt på at udstyre de små indkøbsvogne med et flag oppe i voksen-øjenhøjde, så man kan se dem og komme af banen. Det gør nemlig H...... ondt at få sådan en vogn ind i hælene, og man kan vel ikke forvente, at forældrene griber ind, når nu børnene synes, det er sjovt at køre ræs mellem frysediskene...
Det er ikke usædvanligt at møde trofæbørnene og deres forældre hos børnepsykologen. Forældrene græder og vrider deres hænder og kan slet ikke forstå, hvordan det er kommet så vidt, at den syv-årige, som de virkelig elsker - ingen tvivl om det - udelukkende gør, som han selv vil, er fræk og modbydelig; måske tilmed voldelig, mens de er recuceret til tjenende ånder i hans forskruede univers.
Det kan jeg til gengæld godt forstå! For børn har brug for ansvarlige voksne, der tør sætte grænser. Og som tør tage de konflikter, der er en uundgåelig del af barnets naturlige trang til at afsøge og prøve disse grænser. Som ikke er bange for den til tider voldsomme vrede, det vækker hos barnet ikke at få sin vilje, men som i stedet lærer barnet at tackle også negative følelser.
Jeg synes, det er synd for trofæbørnene!
Her har jeg hørt argumentet: "Jamen, jeg ved da ikke, hvad jeg har lyst til at spise i morgen!" Sludder og vrøvl - skulle det være bedre at lade det tilfældige restudvalg i supermarkedets køledisk kl. 16.30 bestemme?
Det tager ikke overvældende lang tid at tilberede en gang frikadeller - kartoflerne skræller man da bare aftenen i forvejen - husk at skifte vandet, inden de koges. I det hele taget er det nemt og praktisk hele tiden at være lidt "foran", hvad madlavningen angår. F.eks. tager gode gryderetter som gullasch og bankekød nogle timer - men de kan fint sættes over, mens man tilbereder denne dags middag, så de næste dag kun skal varmes igennem og evt. jævnes - køleskab har vi jo alle, og disse retter bliver tilmed kun bedre af at få lov at "stå og trække" natten over.
Tag børnene med i køkkenet, når der skal laves aftensmad! Efter en lang dag i en larmende institution har de slet ikke brug for omgående at blive parkeret foran en overgearet gang tegnefilm med tju-bang-effekter og hysterisk skingrende stemmer.
Lad børnene hjælpe med madlavningen, me