Man skal ikke være bange...

Min mormor var et helt specielt menneske. Stolt som en rose, sej som en tidsel. Da hun fik sin "dødsdom", gik hun hjem og græd. Siden så jeg hende kun græde én gang, og det var af afmagt og raseri over ikke at kunne få luft, ikke af sorg. For den nyttede ikke noget. Hun blev direkte vred, hvis folk prøvede at opmuntre hende med, at hun nok snart fik det bedre. Og var ikke bleg for at sige til dem, at det ærlig talt var noget forbandet sludder at komme med i betragtning af overlevelsesstatistikken for lungekræft!

Arbejdstitlen til denne dagbog gav hun mig selv uforvarende, et par uger inden hun døde. Hun talte i telefon med sin storesøster på Færøerne, og jeg kunne forstå på det hele, at Rigmor spurgte: "Jamen Gerda, er du virkelig slet ikke bange?" Hvortil min mormor med fasthed i stemmen svarede: "Nej, Rigmor, jeg er ikke bange. Man skal ikke være bange for noget, man ikke kender!"

Det slog mig, at hele hendes livsfilosofi lå i denne ene sætning: Man skal ikke være bange for noget, man ikke kender.

Den sidste måneds tid af min mormors liv sov jeg næsten hver nat ganske få meter fra hende og i takt med, at hun fik det dårligere, blev min "frihed" reduceret til, når andre kunne være hos hende. Om det var hårdt? Ikke mens jeg stod i det. Bagefter havde jeg aldrig oplevet at føle mig så træt både fysisk og psykisk...

For nogle år siden gav jeg min mormor Birgit Meisters "Bogen til mine kære" i julegave. Hun blev glad for den, for der var netop mange ting, hun gerne ville være sikker på, at hendes kære fik at vide. Hun fik den bare aldrig skrevet - når hun tog den frem og så de spørgsmål, den stillede, gik tankerne på langfart, kuglepennen sank ned på bordet, Tove Ditlevsens "unge pige" kom frem i hendes øjne...

Vi kom til at snakke om den en aften, inden jeg var flyttet fast ind derovre. Da havde mormor ikke længere kræfter til at skrive, men som hun sagde: "Hvis jeg nu fortæller, kan du så ikke selv skrive. Jeg tror nok, jeg stadig kan skrive under. Ellers sætter jeg sgu tre krydser..."

Dagbogen

Jo, mormor, jeg kunne selv skrive! Man sidder ganske vist ikke særlig komfortabelt i fodenden af en moderne plejeseng, men hvis man sidder rart, betyder det mindre. Og du fortalte på livet løs om aftenerne, når du havde det "godt". Når du var faldet i søvn, gik jeg i køkkenet og nedfældede de tanker, du satte i gang. Jeg fortalte dig aldrig direkte, hvad jeg lavede på den dersens computer, som du ikke helt forstod - det var heller ikke nødvendigt, for du vidste det jo! Som du altid - på godt og ondt - har gennemskuet mig.

Jeg fik mange ting i mit liv på plads, mens jeg sad dér og skrev. Med stuedøren på klem, så jeg kunne høre, hvis der "var noget". Jeg nåede ikke det hele, og nu, hvor min mormor er død, vil jeg ikke gå baglæns for at efterrationalisere. Jeg vil gå baglæns for at tilføje for mig vigtige ting, som jeg også havde inspiration til på de pågældende dage, men som jeg ikke nåede at skrive. Fordi jeg altså ikke havde plejeorlov for at skrive, men for at være sammen med et elsket menneske. Og når der fra stuen blev kaldt: "Susse, laver du noget særligt?", var svaret altid "Næh, jeg kommer om et øjeblik!" Nemlig det øjeblik det tog mig at trykke to gange F7 for at afslutte min WordPerfect.

Jeg ved ikke, om jeg uden videre vil anbefale andre at tage plejeorlov. For min mormor og mig var den rigtig. Jeg følte mig aldrig specielt opofrende - hun følte sig aldrig specielt taknemmelig - det var simpelthen den eneste naturlige afslutning på vores specielle forhold...

Jeg håber, at vi også fremover får plads til døden i vort moderne "liv"... Da jeg holdt orlov, var det Bistandslovens §57, der gjaldt - i dag ligger reglerne i "Lov om social service", nærmere betegnet kapitel 20, §§ 104-106.

Det er blevet så udbredt at tænde et virtuelt lys for et menneske, man har elsket. Så her et mit for min mormor: Gerda Ingrid Drews 2.-5.-21 - 6.-12.-95.

Hvis du vil læse dagbogen, viser lyset dig vej...

Til dagbogen...