Færøernes flag - også kaldet 'Mærket'
"Jeg ser dig atter stige op. Jeg ser dit store lys i byens gader. Og jeg ser vandet drive fra din krop - på bunden af de blinkende facader"...

Sådan lyder en del af teksten til Annika Hoydals "Mit eget land", og selv om jeg ikke er færing, kan den give mig en klump i halsen. Som barn boede jeg en tid i Tórshavn, og det har præget mit sind for altid. Drømmen om et gensyn var der, men hvordan få råd? Tjaaa... Sommetider sker det utrolige: I 1993 vandt vi i Lotto. Ikke millioner, men nok til, at drømmen blev virkelighed.

Da jeg året efter skulle lave "større skriftlig opgave" på HH, var det nærliggende at vælge krisen på Færøerne som emne. Jeg var så heldig, at en af lærerne på min skole flere gange havde arbejdet som gæstelærer på Handelsskolen i Tórshavn og derfor var en rigtig god vejleder på opgaven. Også selv om han undervejs blev kørt ned på cykel, så jeg måtte hente min opgaveformulering på Sønderborg Sygehus.

Jeg ved ikke, om andre kan have interesse i at læse mine overvejelser om, hvordan tingene skete. Men ikke desto mindre følger de her.