Valkyriens Husmoderservice

For blot et par generationer siden var det at passe hus, hjem og familie en beskæftigelse, kvinder satte en ære i, og samfundet respekterede. Siden er det gået sørgeligt ned ad bakke, ikke mindst "takket være" den rødstrømpebevægelse, der bildte os ind, at husligt arbejde skulle være mindreværdigt.

Takket være den teknologiske udvikling - vaskemaskine, tørretumbler, mikrobølgeovn osv. - er det at passe hus og hjem ikke længere en slidsom fuldtidsbeskæftigelse. Men hvor ingen vel tror, de kan føre et regnskab uden at have lært bogføring eller bygge en mur uden at have lært at blande mørtel, tror alt for mange, at husarbejde dels ingen forudsætninger kræver - dels, at det er noget, der kan klares på ti minutter om dagen.

Aldrig har vi brugt så mange penge på overdådige køkkener, og aldrig har vi lavet så lidt mad som i disse år. Mad er blevet noget, vi ringer efter, mens vi undrer os over, at vi som nation bliver federe og federe. Dette gælder ikke mindst børnene. For lidt frisk luft og motion er en del af forklaringen, men en væsentlig del af den skal også søges i elendige kostvaner, hvor sund mad baseret på friske råvarer har veget pladsen for junkfood, snacks, færdigretter og sodavand.

Meget handler om planlægning og koordinering, og det tankevækkende er, at hvor mange af os er rigtig gode til den slags på jobbet, træder den del af hjernen åbenbart ud af funktion, når det kommer til at organisere husarbejdet, så tingene fungerer bedst muligt.

På de følgende sider finder du en samling af mine bedste opskrifter samt lidt tips og tricks til, hvordan det hele går lidt lettere. Nåja - også måske lige en enkelt ramsaltet kommentar her og der - de feder ikke ;-).



Jeg ville også vente, til han var færdig ;-)

Valkyriens kogebog

Valkyriens tips & tricks


Opdateret d. 19.10.2003