Helt fra jeg var lille, har jeg været fascineret af giraffer. Jeg kan ikke forklare hvorfor. Det forsøger mine omgivelser til gengæld jævnligt på nu, hvor jeg som 41-årig deler lejlighed med et halvt hundrede giraffer, varierende fra salatbestikket over blyantskruset til en ca. 90 cm. høj plysraf, der ligger ved siden af en af mine kurvestole i stuen.Slibrige insinuationer - noget med "den lange hals" og "fallossymboler". Helt ærligt ;-) Jeg er fra tiden før "Ælle-bælle-bolle-bogen"; faktisk troede jeg helt frem til fjerde klasse, at det var storken, der kom med de små børn. Så selv om min viden på dette område er blevet opdateret siden, kan jeg pure afvise, at insinuationerne skulle have noget som helst på sig ;-).
Imidlertid har den viden, jeg sidenhen har erhvervet mig om giraffer, absolut ikke gjort min fascination mindre. Det er ikke tilfældigt, at ikke-voldelig kommunikation kaldes "girafsprog", for ud over, at hannerne naturligvis kan komme i karambolage om hunnerne, findes der næppe et fredeligere dyr på savannen.
Meningen er, at jeg, som tiden og inspirationen måtte indfinde sig, på denne side vil delagtiggøre ignoranterne lidt mere i raffens forunderlige univers. Og nok også med lidt pjat undervejs - andet ville ligne mig dårligt. Så for denne gang slutter jeg af med en gåde: Hvad får man, hvis man krydser en gris med en giraf? - En Helvedes masse nakkekoteletter...
