Jeg ankede - selv om jeg på det tidspunkt næsten ikke kunne overskue det - kommunens afgørelse om at standse mine sygedagpenge til Det sociale Nævn i Vejle Amt. Det fik jeg ikke noget ud af. Jeg fik heller ikke noget ud af at anke Det sociale Nævns afgørelse til Den sociale Ankestyrelse. Man fandt det ikke af principiel betydning, at der reelt intet var foregået, mens jeg var sygemeldt.
Dér sad jeg så 38 år gammel med en følelse af, at tyve år af mit arbejdsliv var forsvundet med et pennestrøg. Eller? Vi har love om en aktiv politik på såvel det arbejdsmarkeds- som det socialpolitiske område, så måske var det i virkeligheden ikke verdens undergang?
Jeg var i hvert fald meget fortrøstningsfuld, da jeg nogle måneder senere blev indkaldt til en samtale på kommunens jobcenter med henblik på at komme i den aktivering, der gerne skulle skaffe mig tilbage i varig, ustøttet beskæftigelse.
Min optimisme viste sig desværre ganske ubegrundet. Jeg hørte - og hører - til den gruppe af kontanthjælpsmodtagere, der, som det hedder, ikke har andre problemer end ledighed, og jeg oplevede på ingen måde det at blive opbevaret seks timer om dagen på et museum som opkvalificerende til igen at finde lønnet arbejde.
Jeg skrev dagbog undervejs - læs den og vurdér selv, om du kunne have brugt den aktivering til noget konstruktivt.
Efterfølgende gik der næsten to år, hvor jeg ikke havde anden kontakt med Horsens Kommune, end at jeg en gang i kvartalet fik tilsendt og skulle returnere et skema, der skulle tilsikre, at jeg ikke modtog uretmæssige ydelser. Mine øvrige henvendelser til kommunens sundheds- og socialforvaltning blev simpelthen ikke besvaret!
Derudover er jeg mødt op på AF for at få et stempel på stykke grønt karton med nøjagtig seks måneders intervaller. Da jeg bad AF om en personlig samtale, fik jeg at vide, at det ikke kunne lade sig gøre.
1. januar 2003 blev reglerne for dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere gjort mere ensartede, og det blev påbudt at lægge sit CV ud på AF's jobnet. Dernæst skal AF indkalde kunden til en personlig samtale indenfor fjorten dage. Mit CV har nu ligget på nettet i over et halvt år - jeg venter stadig...
I juli 2003 blev jeg så pludselig indkaldt til en rådighedssamtale på Jobcentret - det har åbenbart taget to år at få besat en ledig sagsbehandlerstilling. Nu skal jeg så aktiveres igen! Man har hyret MercuriUrval til et projekt, der går ud på fire ugers introduktion og andre fire ugers virksomhedspraktik. Det lyder spændende.
For nemheds skyld en oversigt over links til den videre historie:
Fire måneder som uorganiseret skodsamler
Så er der et par "konsulenter", der godt kan hoppe i havnen!