Søndag, den 7. marts 2004

Dagens ord: Infantokrati. Et samfund, der styres af børnene, fordi de voksne ikke kan finde ud af at gøre det. Ordet stammer fra "Dahls Duel" på P1, hvor redaktør Benny Lihme erklærede, at 10-15% af tidens børn ikke kan finde ud af at indgå i et socialt fællesskab, men mener, at alting udelukkende handler om lige præcis dem selv og deres individuelle behov. Altså er jeg næppe helt galt afmarcheret, når jeg synes, jeg støder på flere og flere møgunger *G*. Spøg til side, jeg synes, det er synd for børn, når voksne ikke tør være voksne med, hvad det indebærer af konflikter og risiko for at være rasende upopulær ind imellem.

Selv om det er både politisk ukorrekt og skrækkelig umoderne, tør jeg heldigvis godt bekende mig til en mere autoritiv - ej at forveksle med autoritær - opdragelse, hvor det så langt fra er alting, der er oplæg til debat med barnet.

Træt dag, fordi det først lykkedes mig at falde i søvn ved 5-tiden i morges. Kiggede for sjovs skyld i kalenderen - ganske rigtigt: "Den store natlampe" udenfor er på fuldt blus i aften. Det underlige er, at det ikke er hver måned, fuldmånen generer mig, men når jeg ikke kan sove, falder det faktisk altid sammen med, at den hænger derude og griner ad mig.

Min nabo er stille og roligt i gang med at tømme sin lejlighed - flytter ud pr. 15/4. Det er jo altid lidt spændende, hvad man så "får ind"... Hidtil har jeg nu været meget heldig med opgangen her, når lige bortses fra de perioder, hvor min tidligere nabos skizofreni stod i lys lue. Èn ting var, at han om natten gik og skrev underlige beskeder på væggene i kælderen - det var værre, når han satte sig en hel nat i tørrerummet og sang - her er meget lydt, og tørrerummet ligger lige under mit soveværelse. Men hvad pokker kan man stille op - jeg syntes trods alt, det ville have været for meget at pudse politiet på en syg mand, der nok var til gene, men næppe ligefrem til fare for sig selv eller andre. Og hvad kunne politiet have stillet op - ud over måske at køre manden på psykiatrisk afdeling, hvor han med stor sandsynlighed ville være blevet udskrevet igen næste dag.

Jeg kan godt lide "mit" gamle arbejderkvarter, hvor intet giver sig ud for at være finere, end det er. Selv om her ikke er så mange, jeg er kommet til at kende i en grad, så vi ligefrem besøger hinanden, er vi mange, der er på "hilsefod", også når vi mødes andre steder ude i byen - det synes jeg er hyggeligt. Jeg kan også godt lide, at de ansatte i min bankfilial siger, at de "kender mig", selv om vi sådan set ikke har andet med hinanden at gøre, end at jeg hver månded successivt hæver min kontanthjælp ved kasse 1. Eller for den sags skyld bagerjomfruen henne på hjørnet, der spontant udbryder: "Der er godt nok røget nogle centimeter - det er sgu flot!" - når man i nyklippet udgave kommer ind for at købe 10 grønne Look og en liter letmælk.

Det mest spændende er næsten, om vi får en ny hund ind - man kan nemlig få dispensation her i ejendommen. Det var jeg den første, der fik, da jeg flyttede ind for knapt 3½ år siden og forbandet nødig ville aflive min lille rotte. Siden da har vi haft en Springer Spaniel, en halv Grand Danois og en Schæfer. Springeren er flyttet, den halve dansker er død, så lige er nu er her kun Pluto og schæferen - som er temmelig kras. Faktisk så kras, at jeg ikke har lyst til at lade Pluto hilse på den, selv om jeg ved, at René, som ejeren hedder, har fuld kontrol over sin smukke og livlige unghund. Det er ikke noget, vi har snakket om - det ligger bare i luften i en grad, så at når han skal ud med sin hund, lytter han lige efter, om jeg tilfældigvis skulle være på vej ud eller ind med rotten, inden han forcerer trappen med sin hund. Det er jeg meget glad for - han kunne i teorien lige så godt have været bedøvende ligeglad.

Det var naboen det forrige sted, jeg boede. Jeg kunne meget tidligt se, at hans belgiske hyrdehund havde uheldige karaktertræk, men blev affærdiget som hysterisk - også af min daværende samlever, som mente, at om ikke andet ville han i kraft af sin fysiske styrke aldrig få problemer med køteren. (Med andre ord: Skide være med, at jeg efterhånden knapt turde tømme min postkasse eller gå ud med skraldet). Jeg fik ret - min eks blev bidt en dag, han såmænd bare ville smide en affaldspose i containeren i vores del af gården, og hvor naboens hund endnu engang var hoppet over det alt for lave hegn, jeg så gerne ville have haft udskiftet med et, der kunne have holdt den aggressive og bidetrænede hund, hvor den rettelig havde noget at søge.

Så galt går det næppe her, men jeg må erkende, at angsten sidder på rygraden - det er lidt træls.

Nå, det er vel lave-mad-tid inden det foreløbig sidste afsnit af "Krøniken". Tankevækkende, at den allerede har "kørt" 2½ måned. Dagens ret: De sidste farserede porrer varmet i ovnen på en bund af kartofler og gulerødder og serveret med en eller anden af Knorr's udmærkede saucer - sandsynligvis champignon for variationens skyld - jeg fik "Bretagne" forleden.

Har ikke lavet dagens gerning - bliver nok nødt til det i morgen... Brugte aftenen på at se "Temalørdag" om husmødre. Det er deprimerende at høre til en generation, der blev forsøgt bildt ind, at det skulle være mindreværdigt at passe hus og hjem og meget bedre at arbejde for fremmede end for sig selv og sin egen familie.

Udsendelsen var i øvrigt jævnt hen kedelig, men det var da ganske herligt at få bekræftet *hvorfor* der ikke findes "Tupperware" i mit hjem. Jeg har helt enkelt for mange aktive hjerneceller til at kunne deltage i "homeparties", og så er det underordnet, om det er plastikbøtter, børnetøj eller dildoer, det handler om. At sidde en hel aften med sådan en flok høns - og så skal vi have lidt godt til kaffen - gud fri mig vel!

Faktisk har jeg været til "Tupperware"-party - og har bemærket mig, at de fleste "demonstratricer" ikke engang kan udtale produktnavnet ordentligt. Jeg vidste selvfølgelig på forhånd, at det nok ikke lige var mig - men indvilligede i at møde op, da arrangøren får "værtindegave" efter, hvor mange idioter, hun kan tromme sammen. Det var gribende at høre, hvordan "vi" kunne sætte denne eller hin rædsel på bordet direkte fra dybfryseren - som om jeg nogensinde ville synke så dybt som til at servere min mad i plastikskåle - jeg sætter sgu da heller ikke gryderne ind på bordet!

Jeg kunne heller ikke rigtig se det revolutionerende ved opbevaringsbøtter, der kan stables, så der ikke er en millimeter luft i et køkkenskab - jeg mener, jeg gider sgu da ikke bruge ti minutter på at flytte femogtyve andre bøtter for at få fat i den rigtige.

Til gengæld kan jeg vældig godt lide mine metaldåser og henkogningsglas. Hver gang jeg laver te, får min salig mormor en kærlig tanke, for min tedåse er den gamle, grønemaljerede fra hendes ungdom - låget er foret med et udklip fra "Helsingør Dagblad", desværre uden dato, men jeg kan selv datere det til ca. 1944. Sådan noget er mere værd for mig end alverdens forkromede plastikbøtter med patenteret låg og livstidsgaranti.

Jeg har også nærmest traumer over, hvordan jeg som barn fik serveret saftevand og lunken mælk i disse ulækre plastikbøtter, man kaldte "drikkebægre". Mine legekammeraters mødre syntes uden tvivl, jeg var et besynderligt barn, fordi jeg sagde nej tak - de fattede ikke, at jeg mistede appetitten alene ved synet af den grumsetgule emballage.

Jeg er sikkert bare snobbet, men det får være - for mig handler om det noget så umoderne som æstetik, selv om jeg selvfølgelig ikke kendte det ord, da jeg var fem år. Da jeg i sin tid flyttede ind hos kæresten i et godt og vel "fraskilt" hus, var noget af det allerførste, jeg foretog mig, at gå ud og købe dug og lysestager, så jeg kunne dække et ordentligt bord. At det måske ikke er så udbredt, fik jeg en idé om engang, en af Sebastians kammerater spiste hos os og begejstret udbrød: "Orv, det er jo lissom at komme på reaturant"! OK, vi fik to retter den dag, fordi jeg ellers ikke var sikker på, om der var nok ;-). Men ellers var det såmænd, som det plejede at være med dug, lys, blomster og servietter. Det koster så lidt og betyder så meget - i hvert fald for mig.

Stille dag, hvor jeg faktisk kun har været ude af huset for at lufte hunden. I skrivende stund har den bygget rede i kludetæppet på gulvet ved siden af min seng. Det er sådan en lille "magtkamp", vi har, hunden og jeg - han bygger rede i det tæppe, jeg folder det ud og lægger det pænt på plads, han bygger rede. Det tror jeg egentlig, vi begge hygger os en del med ;-).

Har ellers brugt en del af dagen på at more mig med P1's sprogmagasin "Ud med sproget". Det er nu herligt at leve i et land, hvor indførelsen af "nyt komma" i den grad kan bringe gemytterne i kog. Det faldt sammen med, at min stedsøn skiftede fra Bryrup Skole til Midtbyskolen i Horsens. I Bryrup satte de grammatisk komma, så jeg syntes, det var relevant nok at spørge på den nye skole, hvilket system de underviste efter - hvis det nu var "enhedskommaet", ville jeg jo være nødt til at sætte mig ind i de regler. Dansklæreren gloede på mig, som var mindst én af os faldet ned fra månen. Det var ikke LIGE faldet mig ind, at man slet ikke var nået til at lære eleverne at sætte komma - i sjette klasse. Jeg tror, Thorleif og jeg snart skal holde generalforsamling i "Bryrup Sprogvogterlaug" igen. Jeg havde overvejet at invitere ham og Doris på lammekølle i påsken, men det bliver ikke i år, kan jeg læse i bankbogen.

Så er der unægtelig mere underholdning i Leif Panduro's "Høfeber", som jeg læser i disse dage. Jeg har læst den før, men den tåler absolut genlæsning. Desværre kunne den imidlertid ikke holde mig vågen, da jeg tidligt på aftenen hoppede under dynen for at få varmen, så nu, hvor det er almindelig dansk gå-i-seng-tid, er jeg selvfølgelig frisk og veloplagt.

Eller - veloplagt - er så meget sagt, for jeg gider faktisk ikke noget som helst i disse dage. Selvfølgelig får jeg gjort det, jeg skal, men det er aldeles uden entusiasme. Måske man burde overveje at få sig et liv ;-).

I mellemtiden er computeren alletiders, fordi den blandt andet giver mig mulighed for daglig kontakt med min hjerteveninde gennem mere end tyve år. Desværre har vi ikke kunnet få "hul igennem" på ICQ-phone, men så kan vi skrive - når man kender hinanden så godt, som vi gør, kan man faktisk *høre* tonefaldet på 200 km afstand - eller hvor meget der nu er mellem Horsens og Nordals *G*.

Jeg tror, man kunne sætte Ritte og mig ud på en øde ø sammen i flere måneder; bare der var mad, kaffe og smøger nok, ville vi opføre os som "Hugbørnene", når vi blev undsat: "Øv! Skal vi allerede hjem?". Men vi blev godt nok hendes yngste søn et ordentligt svar skyldig, da han engang spurgte: "Mor og Sus altså - hvorfor griner I hele tiden"? For hvordan forklarer man en seksårig om et venskab, der er så dybt, at man knapt nok selv kan sætte ord på det?

Cyklede i "Jysk" med de overflødige fem meter stof. Fik den geniale idé, at jeg lige så godt kunne gå på Arbejdsformidlingen også - de to etablissementer er genboer her i byen. Reglerne er nemlig blevet ændret, så at vi nu skal i kontakt med dukkeførerne i "Cirkus Ledighed" hver 3. i stedet for hver 6. måned, og som noget nyt - wauuw! - behøver vi ikke møde op på en bestemt dato - men bare omkring den dato, og der stod 8/3 på mit kort. Hvorfor vi skal møde fysisk op kan undre, for der foregår ikke andet end, at man får en dato for næste fremmøde. Men selvfølgelig - vi kunne jo fuske og i virkeligheden være døde og begravede, hvis vi i stedet kunne nøjes med at sende en mail regelmæssigt.

Ciklede omkring Kvickly på hjemvejen - købte to hele rugbrød til halv pris, fordi "mindst holdbar til" er i overmorgen - det er uden betydning, da jeg alligevel fryser det ned i mindre portioner. Marts bliver drøj at komme igennem, fordi der lige var en årsregulering på elregningen, som var 600,- højere end for et almindeligt kvartal. Jeg nåede hjem præcis samtidig med, at Maria ankom - godt timet - og ellers har hun såmænd sin egen nøgle.

Engelskopgaven gik aldeles smertefrit, men for pokker - sommetider fortjener jeg virkelig titlen "ond stedmor": Hvorfor har jeg dog ikke skænket det en tanke, at pigen burde have haft lånt mine ordbøger (Winterberg og Bodelsen) undervejs i forløbet? I stedet har de bare stået på en hylde hér og samlet støv - det er sgu for dårligt!

Vi lavede koteletter i fad til aften efter min gode gamle, hjemmekomponerede opskrift - der er rigeligt til både hunden og mig i morgen. Jeg er jo altid så bange for, at der ikke er mad nok, at det ender med, at jeg laver mad til et helt regiment.

Maria skulle - naturligvis - have ketchup til sin mad... Det fik hun ikke lov til, da jeg boede sammen med hendes far. Jeg stod ikke og gjorde mig umage med f.eks. en Bøf Stroganoff bare for, at der skulle pladres ketchup over den. Det har vi godt nok diskuteret mange gange, fordi det søde barn var vant til at "drikke ketchup" til alt, og det kom meget bag på hende, at jeg ikke ville se det på middagsbordet, med mindre vi skulle have røde pølser eller biksemad. I mellemtiden er Maria så gået hen og blevet 22 år, og det er mange år siden, jeg har kunnet bestemme noget som helst. Hun sender mig et triumferende blik, hver gang hun henter ketchuppen i køleskabet, jeg skrupgriner og sørger for, at der altid er noget på lager til hende.

Min yndlingssteddatter ringede - hun skal have lektiehjælp igen. Så vi aftalte, at hun kommer herud i morgen efter skoletid og laver engelsk, og så laver vi noget lækker mad bagefter. Det bliver helt underligt, når hun om et par måneder er færdig med HH - nu har jeg været "sparringspartner" på diverse opgaver og projekter, siden pigen gik i sjette klasse. Men selvfølgelig glæder jeg mig da, til hun får sin hue. Faktisk får hun to, for min eksamengave bliver den "blå hue" i guldkæde, jeg selv fik af min mormor, da jeg tog HH for ti år siden. Hvem ved, hvor mange generationer, den kan komme til at gå i arv i ;-).

Ellers en temmelig umotiveret dag indtil videre. Trappevaskerne udeblev. Ikke at det betyder så meget - det har været tørvejr. Men sidste onsdag bandede og svovlede de over, at jeg for én gangs skyld havde glemt at tage min måtte ind. Hm - hvad med alle de gange, jeg såmænd pligtskyldigst har gjort det, men de enten er udeblevet eller kommet på en anden ugedag end den annoncerede... Nå, selv om de udfører arbejdet under optimal støjudøvelse, er det nu dejligt, at trappevask er inkluderet i huslejen. Det var den ikke i "min" første boligforening - ikke alene skulle jeg vaske trappen én etage ned to gange om ugen i bestemte uger - boligforeningen mente også at skulle bestemme, hvilke ugedage det skulle foregå på - nemlig onsdag og lørdag. Hvis vi ikke lystrede, fik vi en regning for arbejdet. Som jeg selvfølgelig nægtede at betale. For naturligvis vaskede jeg trappen to gange ugentlig, når det var min tur - men det tilkommer ikke nogen boligforening at bestemme, på hvilke ugedage lejerne skal være hjemme! Efterfølgende er trappevask i øvrigt også blevet inkluderet i huslejen i den boligforening - folk i dag er sgu ikke så nemme, som vi var for tyve år siden ;-).

Jeg skal sådan set i "Jysk" og returnere de ekstra fem meter velour, jeg tog med, fordi jeg ikke var helt sikker på, om banen var bred nok, eller jeg skulle sy to sammen, men jeg *gider* ærligt og redeligt ikke! Får mig nok taget sammen i løbet af eftermiddagen - det er tilmed dejligt vejr - men det er lidt uhyggeligt som ting, man under normale omstændigheder ville ordne i sin frokostpause, kan blive til nærmest uoverskuelige projekter, når man bare har alt for meget tid! Nå, så længe man trods alt "selv kan se det", er der vel håb ;-).

Jeg kan jo også bare tage mig sammen - det plejer jeg jo... Men der er dage, hvor det kan være svært at se det forkromede formål, når man nærmest skal have fat i enten en kalender eller i det mindste et trykt TV-program for at finde ud af, om det er onsdag eller lørdag - og det i virkeligheden er ligemeget. "Som et skib, der er strandet - på sin jagt efter noget. Et eller andet - forbandet, som jeg aldrig har forstået"...

Jeg er og bliver nok en dårlig forbruger, for når den slags tanker melder sig, bør jeg styrte ud og "forkæle mig selv" ved at opfylde kunstige behov: Nyt tøj, et besøg hos frisøren eller en omgang kunstige negle... Faktisk er det et privilegium at være fattig - forstået på den måde, at jeg da er så aldeles afskåret fra at prøve at bilde mig selv sådan noget p.. ind ;-).

I stedet vil jeg sætte snoren på min lille, grimme hund og gå ud i forårssolen.

Dagens post: Adresseret reklamemail fra udgiverne af "Den Store Danske Encyklopædi". Beklageligvis har jeg ikke lige 3.000,- at smide efter "Den Danske Ordbog", ejheller 6.000,- til H.C. Andersens samlede værker. Nå - man skal jo se lyst på tingene - jeg havde alligevel ikke haft plads til værkerne, selv om jeg evt. havde haft råd til dem.

På min "morgen"luftetur med hunden vadede jeg nærmest i husholdningsaffald til knæene. Det er flere dage siden, containeren ved ungdomsboligerne i naboejendommen var fyldt til randen - men det har naturligvis ikke afholdt de smukke, unge mennesker fra fortsat at drapere deres affald omkring den, hvorefter "Hr. Vind" så har sørget for, at resten af gaden her også får "fornøjelse" af deres svineri. De skulle f.... selv sendes ud og rydde op, skulle de, så kunne det være, de kunne lære, at det ikke er smart bare at smide alt fra usammenfoldede papkasser til overflødige småmøbler i containeren, når den lige er blevet tømt. Resultatet bliver, at andre efterfølgende ikke kan komme af med regulært husholdningsaffald. (Åh jo, jeg har et vist kendskab til indholdet i den container, fordi jeg jævnligt dumper en "hundeaffaldspose" i den).

Var ikke i Horton-humør i dag, så brugte i stedet nogle timer på "P1-Dokumentar" - DR-online er nu en genial ting. Det er min Stofa-forbindelse også ;-). Reelt har jeg selvfølgelig ikke råd til den i et bistandsbudget, men det må sgu være en menneskeret i et informationssamfund - at holde sig informeret? Jowjow, man kan gå på biblioteket. Der kan man så okkupere en avis og prøve at lade, som om man ikke hører, at fem andre sidder og rømmer sig for at få fingre i den. Man kan også sidde og skrive af fra skærmen, fordi sikkerhedshensyn gør, at der er hængelås for diskettedrevet, hvor man ellers stolt kunne hjemføre de oplysninger, man kom for at finde. Men hvad, der går vel højst 100 år, så kan folk få computere for en femogtyveøre. Det ville nok gavne folkeoplysningen mere end mobiltelefoni nogensinde - i et historisk perspektiv - kommer til. Bevares, det er da fint at kunne ringe hjem fra BILKA, når man ikke kan huske, om det var hakkede eller flåede tomater, man skulle købe - men hvor vigtigt er det lige i forhold til f.eks. nemt og hurtigt at kunne finde ud af, hvad der i forbindelse med flytning er skæringsdato for, i hvilken kommune, man i efterfølgende år er skattepligtig? Sommetider får man en fæl mistanke om en konspirationsteori: Jo flere, der står nede i BILKA og knævrer i telefon, desto færre har nok reel interesse for, hvad der faktisk foregår i det her samfund - opium for folket?

Doven dag - gider ingenting! Huskede dog at ringe til en god veninde og synge føsdassang. Træls, at der bare ikke er råd til at tage et tog over og fejre dagen sammen med hende, men i mit budget svarer en togbillet Horsens/Kbh t/r til godt en uges "rådighedhedsbeløb", så det er udelukket. *Og så kalder de os asociale*.

Jeg vil gå i køkkenet og lave farserede porrer.

Nåja, jeg satte da i hvert fald porrerne over, men så cyklede jeg lige en tur i "Jysk". Forklaring: Jeg har længe været ked af min sofa. Eller rettere, sofaen er såmænd god nok, omend den var et pauvert bytte for de cognacfarvede anilin-sofaer, jeg lod x'en beholde. Never mind - jeg har en lille hund, der (f)nyser en del, og et bekendtskab med en Berner, der lige kunne lægge sit store, smukke og savlende hoved på armlænet, havde også sat sine præg på den koboltblå - den var faktisk ikke særlig appetitlig at se på. Nu er den formedelst en flad halvtredser indhyllet i nervøs velour - tilmed hænger der så meget "for enden", at det, når jeg altså lige får det klippet af og sømmet, rækker til en dug til mit - indrømmet ikke ret store - spisebord. Det' sgi da smart!

Jeg skulle vel have tænkt på det, da fifaen var ny - men nej! Selv om jeg ikke har råd til at skifte den ud, er den sgu bare et møbel. Tilmed synes jeg faktisk, at sofaer med "overfrakke" ser venlige ud - fnyf løs, Pluto - vi vasker igen på torsdag ;-).

Rundt om på nettet er jeg stødt på begrebet "blogs" - hvad det mere præcis står for, ved jeg faktisk ikke, men jeg har da fundet ud af, at det er en slags online-dagbog. Det lader ikke til at være nogen forudsætning, at man oplever noget særligt. Aha! sagde jeg til mig selv - sådan en må du da også have! Og hvad er mere oplagt end at starte den ikke bare på en mandag, men også den første i måneden.

Det var jo Store Almissedag for bistandsklienter, så dagens første udflugt gik til den lokale BG-Bank. Hunden kom med i snor, man kan jo lige så godt forene det nyttige med det - hm... nyttige.

Hjemme igen læste jeg korrektur på en dansk stil, som min yndlingsikkedatter havde mailet til mig med samme formål. Pigebarnet skriver og staver godt, men tegnsætningen - du godeste ;-). Jeg returnerede stilen med en SMS om, at "her er dit syvtal - den er for tynd!" Hvorpå hun søreme brugte tid på at prøve at gøre den bedre - kom ikke her og sig, der ikke er håb for ungdommen!

Efter "Horton-Sagaen" var det tid for dagens anden udflugt. Først til Telekæden i City 1 og indsætte lidt taletid på min fon, dernæst i Løvbjerg, som solgte Rød Merrild for 19,95 pundet. Dog max. 6 pund pr. kunde pr. gang, men hvad der kommer nok et nyt tilbud, når de er drukket. Det viste sig i øvrigt, at mine uundværlige popcorn er tre kroner billigere dér end i Kvickly Xtra, som hermed har mistet en trofast popcorn-kunde - der var alligevel ikke COOP-bonus på skidtet.

Tredje udflugt gik til BILKA, hvor hundens yndlingsfoder var på tilbud til ca. halv pris. Jeg hjemførte ti dåser - så har vi i hvert fald til måneden ud - det er begrænset, hvor meget hundemad, en rotte på otte kilo sætter til livs mellem godbidderne. Det er sgu billigt at holde en hund på kost for 70 kroner for en hel måned. Min fars kanin æder salat for fire gange så meget på denne årstid.

For et par uger siden døde min gode gamle Braun Aromaster - naturligvis først efter at være blevet afkalket - omend næppe just derfor. Ved juletid var modellen på tilbud flere steder til halv pris - 200 kroner. Faktisk overvejede jeg at købe en i reserve, fordi den, jeg havde, nærmede sig sin ni-års dag. Men jeg overbeviste mig selv om, at det trods alt var at gå for meget med både livrem og seler. Ha! Da apparatet så døde, var der selvfølgelig ingen gode tilbud, og 400 var lige rigeligt i budgettet på det tidspunkt, så jeg hjemførte stolt en hvid plastiktragt, der passer på min termokande, og har nu i et par uger heroisk lavet kaffe på den gammeldaws facon. Det overraskede mig noget, at det faktisk irriterede mig temmelig meget. Det er livet for kort til, så jeg indkøbte en "nødkaffemaskine" i BILKA formedelst 70 kroner. Det er selvfølgelig en værre gang billigt plastikskidt, men den laver overraskende god kaffe og får leve, til Aromasteren igen kommer på tilbud.

Hjemme igen hørte jeg noget "Radiodokumentar" over puteren, mens jeg ikke mindre heroisk rullede cigaretter til et par dage - jeg har jo ikke råd til de Grønne Look, det er så meget nemmere bare at købe - det grisser bare så frygteligt med den løse tobak! Men jeg vil da ikke undlade at fortælle andre mentholhjemmerullere, at der er kommet et nyt mærke i tobak - "Home Roll" hedder det meget originalt - det udmærker sig ved dels faktisk at smage af mere end den grønne Escort - dels at være næsten 20,- billigere for en dåse med 150 gram i hvert fald så længe, det varer.

Nem aftensmad - en rest pasta bolognese fra i går - lige til at stoppe i mikroen. Hundeluftning - inklusive en kort visit hos min veninde, Laila for at aflevere en lånt hund - dog ikke den firbenede ;-). Jeg SKAL selvfølgelig klare mig for min kontanthjælp, og det gør jeg også, men da hun her i weekenden tilbød mig at låne hunden, fordi mine tobaksreserver nærmede sig det kriminelle, sagde jeg selvfølgelig jatak! Laila er heller ikke særlig velhavende, men modsat mig, der er på bistand, er hun førtidspensionist, så hun får almisser den sidste dag i måneden, hvor jeg først får den første i efterfølgende måned, så det hænder en sjælden gang, at der lige er en hund i familiepleje hos mig et par dage - det er sgu meget dejligt, at det kan lade sig gøre.

Jeg er ikke den store fan af såkaldt "realityfjernsyn", men da jeg i går havde erfaret, at der skulle starte "Big Brother Reality Allstars" i dag, måtte jeg da lige kigge med - kun for at konstatere, at jeg ikke "kendte" 70% af deltagerne. Dog genkendte jeg - udover naturligvis Carl-Mar Møller - Allan, som deltog i "Livet er fedt" - han har ikke just slanket sig og overvejer allerede at forlade huset - den mand har virkelig rygrad som en kop kakaomælk!

Så dernæst TV 3's "Par på prøve" - modsat det kunstige - ægte reality-TV, hvor to familier "bytter mødre" i otte dage. (Tidligere var det fjorten, men jeg gætter på, at det var for længe for de mindre børn). Aftenens "episode" var anderledes, forstået på den måde, at der var så beskidt i det ene hjem, at den "nye mor" følte, at hun blev nødt til at gøre rent for at kunne holde ud at være der - det betød selvfølgelig, at hun ikke rigtig blev "en del af familien". Det var ikke særlig populært, at hun sagde det ligeud - men jeg forstår hende - så jo også bl.a. indersiden af den ovnlåge - føj for fanden!! Hvis resten af køkkenet havde samme standard - og det har det forbløffende mange steder, hvor folk enten bare ikke kan finde ud af at gøre rent eller føler sig højt hævet over den slags - ville jeg også være nødt til at bruge et par dage på at muge ud, inden jeg kunne føle mig som en forsvarlig (hus)mor. Det handler ikke om rengøringsvanvid - det handler om hygiejne.

Satte vi'deoen til at optage en films på DR1 - hvorfor ved jeg ikke ;-). Jeg har, jeg ved ikke hvor mange kanaler via huslejen - og sågalt usete films liggende - men den lød god. Og jeg får den jo nok set engang. Sagde hun, der var fem år om at få set "The Lawnmower Man". At den så var en skuffelse er jo noget helt andet ;-).

Nå, Fru Møller! Du skriver og skriver - bare for at udsætte det der dødsens kedsommelige med at rette til, linke og uploade. Nå - jeg kan da trække tiden lidt ud ved at rode efter lidt grafik til at adskille bloggerne - eller hvad det nu måtte hedde. Jeg elsker at skrive, men kors, hvor kodningen dog keder mig...

I øvrigt en sorgens dag: Hanne Reintoft afviklede i en alder af 70 år sin sidste udsendelse som redaktør for P1's sociale brevkasse "Ret og pligt". Der ER bare ingen til at løfte arven. "Det' de riges paradis, men jeg syn's fa'me det er synd!"